Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. december 2005.
Ved et salg af TDC vil erhvervskunderne opleve et langsommere TDC. Virksomheden vil få færre produkter på hylderne og en lavere geografisk dækning i Norden.
Salget af TDC er skidt nyt for TDC's store kunder. Salget kan meget vel betyde, at køberen Nordic Telephone Company (NTC) splitter TDC op i mindre bidder, for eksempel fastnet- og mobilområderne, og sælger dem fra enkeltvis. Og det er skidt nyt for erhvervskunderne, der er afhængige af integration mellem de forskellige forretningsområder, eksempelvis netop fastnet og mobil, samtidig med, at flere af dem er afhænginge af, at deres teleselskab kan levere ydelserne i flere lande på en gang, eksempelvis hele Norden
- Større virksomheder handler typisk kun tele et sted, når det gælder fastnet, mobil, hjemmearbejdsplads, datakommunikation, internetopkoblinger og tjenesteydelser. Samtidig placerer de flere og flere systemer uden for virksomheden, pga. stigende båndbredder. Derfor har de i højere grad samlet ydelserne hos en leverandør. For disse virksomheder vil en opsplitning af TDC være dårligt nyt. De vil ikke længere kunne få leveret denne bredde efter en opsplitning, siger Torben Rune, der er teleanalytiker hos Netplan og således rådgiver erhvervskunder om deres teleindkøb.
Hvis koncernen splittes, kan synergier og stordriftsfordele forsvinde, for eksempel at
TDC's internet og dataforbindelser kan læne sig op ad den infrastruktur, der er i TDC Song og dette selskabs nordiske IP-netværk.
Torben Rune bakkes op af Bernt Stubbe Østergaard, der er europæisk forskningsdirektør i teleanalysefirmaet Current Analysis, der rådgiver erhvervskunder om indkøb af teletjenester.
Analysehuset har netop udsendt en vurdering til sine kunder om konsekvenserne af TDC-salget med rådgivning om, hvordan de skal forholde sig.
Current Analysis vurderer, at salget overordnet er dårligt nyt for TDC's større erhvervskunder, som bruger mange forskellige produkter fra TDC for eksempel i flere forskellige af de nordiske lande.
For der er ifølge analysehuset en meget stor sandsynlighed for, at TDC's køber NTC meget snart vil sælge dele af koncernen fra. Dermed er der ikke overensstemmelse mellem kundernes og TDC-købernes langsigtede ønsker: NTC vil splitte TDC op, mens kunderne har en interesse i, at TDC bliver stadigt større og dermed får bedre mulighed for at levere integrerede løsninger på et stort geografisk område.
Især er Current Analysis bekymret for, at TDC Song vil blive splittet op i en dansk del og en nordisk del samt at de to tilknyttede TDC-systemintegratorer DotCom og NetDesign vil blive solgt fra. Selskaberne, som TDC købte sidste år, har givet TDC et af Nordens bedste IP-fibernetværk, der når ud til omkring 80 procent af Nordens store virksomheder, og giver dermed TDC mulighed for at levere en række integrerede teleydelser. Hvis det splittes op, vil det betyde, at integrationen ryger ud.
Ud over ulempen for kunderne ved en opsplitning af TDC-koncernen peger Bernt Stubbe Østergaard på en anden fare. Et af kapitalfondenes redskaber er at gældsætte de virksomheder, de køber, men for TDC vil det betyde mindre råderum til yderligere investering i udvikling, teknologi og ikke mindst den konvergerede infrastruktur.
- Det er her, den største skade bliver gjort. Det er alfa og omega for et teleselskab, at det kan investere i ny integreret IP infrastruktur, men det bliver der ikke plads til med en stor gæld. Det vil afgjort være til ulempe for kunderne, siger Bernt Stubbe Østergaard.
Torben Rune er enig:
- Kapitalfondene er jo kendt for at belåne friværdien voldsomt i de virksomheder, som de overtager. Men det kan give problemer. Vi har mange erhvervskunder, som ser med stor alvor på det her. Tele er livsvigtig for dem, de dør uden, ligesom de stagnerer, hvis deres teleleverandør ikke følger med. Men TDC vil have svært ved at få penge til at investere i udviklingen og følge med, siger han og henviser til de store investeringskrav, TDC står overfor,-+ i for eksempel ny fiberbaseret højhastighedsinfrastruktur, for at følge med konkurrenterne.
NTC siger selv, at de ikke vil splitte TDC op og sælge fra i småbidder, men det tror hverken Torben Rune eller Bernt Stubbe Østergaard på.
- Det er svært at tro, at de vil smide 76 mia. kroner på bordet, uden at der sker ændringer. De vil splitte TDC op for at hente pengene hjem igen, siger Torben Rune.
Han kan kun komme på et sted, hvor en opsplitning kan være godt nyt. Og det er i forhold til de små erhvervskunder.
- For små og mellemstore virksomheder, som typisk ikke har helt de samme integrationsbehov og krav om høj geografisk dækning, kan opsplitninger skabe mere konkurrence. Det kan gøre det mere åbenlyst at købe tele ind hos de enkelte special- eller nicheselskaber, som er billigst på hver deres område, siger Torben Rune og henviser til, at en opsplitning kan stække TDC's ellers dominerende og monopollignende position på det danske telemarked.
Billedtekst:
færre produkter - Et salg af TDC er dårligt nyt for TDC's
erhvervskunder. Det vil opleve et mere gumpetungt TDC med færre produkter på hylderne, vurderer
teleanalytikerne.
Illustration: Lene Sekjær.
Boks:
Elselskaber bør frygte det nye TDC
John Strand, der som teleanalytiker i Strand Consult rådgiver telebranchen, er uenig med Torben Rune og Bernt Stubbe Østergaard i, at TDC-salget er en ulempe for kunderne. Han mener modsat, at man vil opleve et mere fokuseret TDC, og at TDC vil få nogle offensive muligheder, hvis det, som forventet, bliver afnoteret på børsen efter salget, fordi en række regler om offentliggørelse falder væk. Muligheder som går videre end dem, Telenor og TeliaSonera som børsnoterede selskaber har.
Han deler heller ikke bekymringen for gældsætning af TDC. Samtidig mener han, at det ny TDC betyder mere fiber og dermed en ny trussel for elselskaberne.
- Elselskaberne står over for en konkurrent, som ikke længere skal stå til ansvar over for aktiemarkedet for at forklare sine investeringer. Det betyder, at der bliver plads til mere fiber fra TDC' side, siger John Strand. fog