Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. november 2005.
Efterspørgslen på it-konsulenter stiger - særligt hos konsulenthuse med avancerede it-kompetencer på hylderne. De høster nu fordele af, at virksomhederne er klar til at investere, lyder vurderingen fra IDC.
Der er kommet sving i kurven på konsulentmarkedet. Og den peger op ad. I hvert fald når man zoomer ind på investeringer i it-projekter, som virksomhederne kan anvende strategisk i deres forretning.
- Der er sket et skift inden for det seneste halve til hele år. Strategiske it-projekter fylder mere i budgettet hos virksomhederne, der er blevet mere villige til at investere. Og det betyder, at service-priserne er begyndt at bevæge sig op igen, lyder det fra IDC-analytiker, Anders Elbak, der vurderer, at det især er konsulenthuse med spidskompetencer på hylderne, der vil kunne nyde godt af de stigende priser, som ser ud til at komme til at præge det fremtidige marked. Det gælder blandt andet større SAP-implementeringer.
En rundringning til en række konsulenthuse, der opererer på det danske marked, bekræfter, at efterspørgslen på it-konsulenter er stigende.
- Der sker meget på markedet lige nu. Økonomien har det generelt godt, og virksomhederne er kommet over forskrækkelsen efter år 2000-boblen. Så vi kan godt mærke, at der er en stærk efterspørgsel, lyder det fra Carsten Gomard, der er administrerende direktør hos Netcompany, der arbejder med teknologierne Microsoft .Net og J2EE.
Før år 2000 oplevede it-konsulenterne en guldalder, hvor dagsprisen for en SAP-konsulent sagtens kunne nå højder på 17.000 kroner. Senere ændrede markedet sig fra primært at være præget af de store kendte konsulenthuse -- til at flere mindre huse voksede op. De var kendetegnet af en lavere omkostningsstruktur - og kunne tjene penge, selvom priserne blev presset.
Og ifølge den administrerende direktør for SAP-huset Applicon, Martin Nørballe, har timeprisen på SAP-markedet netop været under pres det seneste par år.
- Prisen har været under pres fra kundesiden, men også på SAP-markedet, som har udviklet sig meget. Det skyldes, at der er kommet mange små spillere på markedet, som specialiserer sig inden bestemte nicher, forklarer Martin Nørballe, der imidlertid oplever, at billedet er ved at vende.
- Virksomhederne er blevet mere investeringslystne. De efterspørger de dygtige konsulenter med kernekompetencer - og er også villige til at betale lidt mere for dem. Så vi kan godt mærke, at markedet er begyndt at vende igen, siger han.
Hos konsulenthuset 7N banker virksomhederne på dørene. Den seneste tid har konsulenthuset været nødt til afvise 40 projekter på grund af travlhed i butikken. Ifølge den administrerende direktør, Jeppe Hedaa, vendte markedet i efteråret 2003. Efter at priserne - sammenlignet med den gyldne periode før 2000 - havde været ned omkring indeks 50 - begyndte kurven at bevæge sig opad igen. I dag nærmer priserne sig indeks 85-90.
- Der er blevet åbnet for sluserne hos de store virksomheder. De tror på fremtiden - og er klar til at investere. Det betyder, at efterspørgslen er ved at nå højderne igen. Samtidig løfter priserne sig også, men dog ikke helt i takt med efterpørgsels-kurven, siger Jeppe Hedaa, der vurderer, at de fleste konsulenthuse forsøger at stabilisere priserne - og dermed undgå de store udsving. Dels for at undgå at skræmme kunderne væk, og dels for at bedre at kunne planlægge større projekter.
Også Accenture melder om et sundere marked - men ingen Tivoli-tilstande.
- Det er et langt sundere marked nu end for fire-fem år siden. Dansk erhvervsliv har vist en stærk omstillingsevne, som for Accenture afspejler sig i, at vores ordrebog og pipeline i dag er bedre end nogensinde. Der er dog ikke tale om Tivoli-tilstande, når vi taler udviklingen i priserne, siger Claus Wilkki, marketing- og kommunikationsdirektør hos Accenture, der påpeger, at Accenture fortsat bliver udfordret på prisdimensionen fra kunder.
Det er særligt specialisterne blandt de danske it-konsulenter, der er eftertragtede på markedet lige nu. Ifølge IDC-analytikeren Anders Elbak er det de højt uddannede konsulenter med mange års erfaring - og kompetencer inden for eksempelvis SAP-implementeringer.
- Virksomhederne går efter konsulenter med høje uddannelser og høje kvalifikationer på avancerede it-områder. Og de er svære at få fat i - derfor stiger priserne. På områder som almen drift, hardwareservice og reparation er der til gengæld ingen tegn på, at priserne vil stige, siger IDC-analytikeren.
Hos konsulenthuset Omada vurderer den administrerende direktør Morten Boel Sigurdsson, at der er opstået en større spredning mellem specialisterne og generalisterne.
- De konsulenter, der kan koble it med forretningen, og som har spidskompetencer inden for niche områder - de ligger på et højere indeks. Mens de øvrige bliver presset på prisen, siger Morten Boel Sigurdsson, der vurderer det som et naturligt billede af udbud og efterspørgsel.
Den udvikling kan konsulenthuset R5 nikke genkendende til. Mens de helt unge it-konsulenter ser ud til at falde i pris, er indekset mere fornuftigt blandt de mere erfarne.
- Når man kigger på konsulenter med fire års erfaring eller mere - ser det ud til, at priserne er ligger på et niveau mellem stabiliserende og stigende. Men med de mindre erfarne konsulenter, er det endnu svært at se bunden på prisen. Udbuddet er simpelthen større end prisen, siger den administrerende direktør hos R5, Leif Märcher.
Hos IDC er forventningerne til markedets udvikling ikke opgjort i kroner og ører. Men analytikeren Anders Elbak vurderer, at det bliver de konsulenthuse, der sidder på spidskompetencerne, som vil nyde godt af prisudviklingen, mens de øvrige fortsat må kigge langt efter den positive effekt.
billede: fremdrift - Der er blevet åbnet for sluserne hos de store virksomheder, siger administrerende direktør, Jeppe Hedaa, konsulenthuset 7N.
Vi har talt med:
• Anders Elbak, analytiker, IDC
• Jeppe Hedaa, administrerende direktør, 7N
• Leif Märcher, administrerende direktør, R5
• Carsten Gomard, administrerende direktør, Netcompany
• Martin Nørballe, administrerende direktør, Applicon
• Claus Wilkki, marketing- og kommunikationsdirektør, Accenture
• Morten Boel Sigurdsson, administrerende direktør, Omada
• Lars Toftgaard, vice president i Danisco IT, Danisco
• Martin Bøge Mikkelsen, it-ansvarlig i TrygVesta-koncernen
• Jakob Andersen, it-chef, Kvadrat