Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. november 2005.
Ligesom en blæksprutte skal en arkitekt kunne favne vidt og bredt, og meget gerne på samme tid. Finn Uldum på 42 år beholder titlen som chefarkitekt, men skifter firma fra Mærsk Data Defence til TietoEnator.
Hvad er din nye stilling?
- Jeg er ansat som chefarkitekt. Det betyder, at jeg er ansvarlig for projekter på et teknisk plan og andre arkitekter, der eventuelt er tilknyttet.
Hvad beskæftiger en arkitekt sig med?
- En it-arkitekt bevæger sig i brændpunktet mellem ledelse, medarbejdere og kunder - alt sammen med udgangspunkt i teknologien. Som arkitekt skal man have kendskab til alle softwarediscipliner og kunne forklare og rådgive om teknologier, der bedst dækker kundens behov. Arbejdet spænder lige fra vejledning om kodning og softwaredesign til de store tekniske beslutninger.
Hvilket projekt er du tilknyttet?
- Jeg sidder i forretningsenheden Government Services i TietoEnator. Vi udvikler Arbejdsmarkedsportalen for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Lige nu i dag sidder jeg eksempelvis med et kravsdokument til Arbejdsmarkedsportalen, et designdokument, der skal gennemgås, og en optimering af byggeprocessen til vores software. Men det er kun et lille udsnit af alt det, jeg beskæftiger mig med. Generelt arbejder jeg med kvalitetssikring af softwareudviklingsprocessen.
Hvad er din uddannelse?
- Jeg er uddannet civilingeniør fra DTU i 1990. Siden da har jeg beskæftiget mig med mange dele af software-verdenen blandt andet som programmør, it-udvikler og forsker. På den måde har jeg også fået kendskab til forskellige områder inden for it, hvilket er et plus som arkitekt.
Hvorfor skiftede du til TietoEnator?
- Tilbuddet om det her job faldt sammen med afslutning af et projekt på mit gamle arbejde hos Maersk Data Defence. Alt i alt var jeg parat til nye faglige udfordringer, og den dynamik TietoEnator tilbyder tiltaler mig. De dækker en bredere domænegruppe og har et større bagland.
Hvad bliver de største udfordringer?
- Her i starten bliver det noget så basalt som at lære folk bedre at kende, hvilket jeg glæder mig til. Det er vigtigt for mig at have et solidt netværk og grundigt kendskab til kolleger og kunder. Det er spændende i sig selv og samtidig en forudsætning for at få et godt samarbejde op at stå. På det mere erhvervsmæssige plan ligger udfordringen i at være effektiv og dermed opfylde leverandørens rolle.