Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. november 2005.
En mand stiller op til kommunalvalget i København med det ene formål at bekæmpe teleselskabernes opstilling af 3G-master. Og med en mastelængde på 22 meter er det til at forstå, at de æstetiske værdier er til at overse. Bor man ved siden af en mobilmast, gør det ikke meget godt for
husets værdi. Akkurat som naboer til højspændingsmaster og vindmøller lever med lavere grundpriser.
Det er dog ikke masternes manglende forskønnelse af landskabet, der er i fokus. Det er frygten for skadelig mobilstråling. Ingen har bevist, at det ikke er skadeligt at bo ved masterne, lyder vurderingen fra lokallistens stifter, der finder masser af sympatisører landet rundt. Protesterne lader sig ikke anfægte af de talrige gennemførte analyser og studier, hvor man finder det helt usandsynligt, at mobilmasterne er skadelige. Man vil have et bevis - et bevis man aldrig kan få. Der findes meget få absolutter i verden. Og der findes intet risikofrit samfund.
Det man kan diskutere er, hvornår en problemstilling er undersøgt videnskabeligt godt nok til at træffe en beslutning. Og hvornår tvivlen er stærk nok til, at en afgørelse skal komme den bekymrede til gode.
Det skal den ikke her, uanset at man anlægger et forsigtighedsprincip. De få forskere, der har været bekymrede, har fået deres forskning tilbagevist i den videnskabelige proces.
Det paradoksale i tilfældet med mobilmasten er, at alle fysikere vil mene, at det sted, hvor der absolut er mindst stråling, er nær ved masten og der, hvor en mobilbruger udsættes for mest stråling er i ødemarken, hvor signalet skal forstærkes mest - i ens egen mobiltelefon, der holdes direkte mod hjernen. Men så vidt Computerworld er orienteret, findes endnu ingen landspolitisk antimobil-liste, som vil forbyde mobiltelefoni i randområder.
Den stædige frygt for mastestråler er desværre symptomatisk for en kedelig udvikling, hvor vi i større udstrækning har vanskeligt ved at forstå virkeligheden bag vores teknologiske frembringelser, og hvor selv veluddannede mennesker mister grebet om videnskabens væsen. Der er en fare for, at vi i højere grad bliver styret af tro end viden: Tror du på mobilstråling? Tror du på jordstråler? Tror du, at der må være et intelligent væsen bag skabelsen?
For nylig var der på lederpladsen i en landets største tabloidaviser et forsvar for biskop Karsten Nissens holdning til at præsentere darwinisme som en trossag. Videnskab kan også være en religion, lød argumentet.
Nej, det kan den ikke. Giver vi slip på de korte hundrede år med en naturvidenskabelig forskningstradition, giver vi slip på vores civilisation. Desværre er det tro, der kan mobilisere folket nu. De vidende er for blaserte til at stille op og kæmpe.
Det er hverken opstilling af mobilmaster, import af genmodificerede majs eller en pandemi af fugleinfluenza, som udgør samfundets virkelige risici: Det er troens omklamring af objektiv viden, det er religionens angreb på videnskabens domæne.
