Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. oktober 2005.
I denne tid sker der en masse hos Post Danmark. 38-årige Lasse Wamsler er en af dem, der har valgt at være med til at præge udviklingen.
Hvad er din nye stilling?
- Jeg er leder for "Microsoft og Analyse"-afdelingen i Post Danmark Informationsteknologi. Afdelingen, som består af 20 personer, er leverandør til otte interne forretningsenheder og beskæftiger sig både med analyse og udvikling. Analysetemaet indsamler nye krav og ideer fra forretningsenhederne og analyserer dem. Udviklerne arbejder primært med applikationer og komponenter i Microsofts .Net, hvor andre afdelinger inden for organisationen for eksempel sidder med SAP.
Hvilke opgaver har du?
- Ud over at have overblik over afdelingen skal jeg også sikre, at vi leverer løsningerne til aftalt tid og pris. En del af min dag går selvfølgelig med møder, og mit fokus kan ikke undgå at være forretningsorienteret til en vis grad - også selvom, vi er leverandører til det interne hus.
Hvorfor skiftede du job?
- Efter seks måneder som salgsdirektør hos Sitecore fandt jeg ud af, at det var en alt for lille organisation til mig. Det var en skam, da jeg havde mange dygtige kolleger.
Men jeg havde hidtil arbejdet med personaleledelse i store organisationer og måtte erkende, at jeg savnede en slagkraftig organisation.
Hvad er din uddannelse?
- Jeg har en Højere Handelseksamen fra Nykøbing Falsters Handelsskole med en overbygning som edb-assistent. Herefter har jeg også arbejdet som Unix- og Microsoft-konsulent, men med tiden blev det personaleledelse, der fangede min interesse. Mine ledelsesmæssige erfaringer er opbygget gennem årene i både Regnecentralen/ICL samt KMD.
Hvordan kom du til Post
Danmark?
- Jeg faldt over stillingsbeskrivelsen på jobportalen Jobworld og var ikke et sekund i tvivl om, at den måtte jeg søge. Den lagde vægt på personaleledelse og kunsten at få et team til at spille sammen samt at præstere noget, man kan været stolt over. Det er et godt udgangspunkt.
Hvad bliver den største
udfordring?
- Et af de væsentligste indsatsområder er medarbejderudvikling og involvering. Post Danmark er ved at lave om i hele sin afdelingsstruktur, og man fokuserer på selvbærende team. Det er væsentlig for alle, men især noget, du reflekterer over som leder. Et selvbestemmende team har en helt anden holdning og indstilling til det arbejde, der ydes.
Min rolle bliver mere den, som ‘coacher' og opfordrer sine kolleger i stedet for den bestemmende. Det gør også, at medarbejderne tager mere ansvar, og det går ofte hånd i hånd med engagement.