Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. oktober 2005.
En af hans sidste slides er tænkt som den sjove. Et billede af menneskets udvikling fra abe til bonde, til industriarbejder, til mappemand, helt hen til kunstner med pensel og farvepalette. En illustration, der viser klimaks for homo sapiens sapiens: Det konceptuelt tænkende menneske, der er kreativt og indfølende. Det kreative menneske, der er vores alles redning, metaforet for fremtidens vækst i den vestlige verden og som skal holde truslen fra det veluddannede Asien stangen. Symbolet for en udvikling, hvor magten til samfundet glider ingeniører, revisorer og jurister af hænde for at blevet snuppet af rappe designere, rådgivere og kunstnere. Videnarbejderen er død. Leve dem, der giver fanden i rutinen og som gør os lykkeligere - ikke rigere. Leve dem, der forstår at udnytte afstanden mellem overflod og ligegyldighed: Han viser en toiletbørste designet af Michael Graves og en fluesmækker tegnet af Philippe Starck.
Nu sidder manden med den kreative slide, Al Gores tidligere cheftaleskriver Daniel Pink, afslappet og veltilfreds klar til en hurtig duel med SAS Institutes administrerende direktør James Goodnight. Som hovedsponsor for arrangementet Leaders In Scandinavia er han selvskreven til tyve minutters sceneoptræden. Men selv uden sponsorat er Goodnight en interessant opponent: SAS Institute har oplevet tredive års konstant vækst og er i dag verdens største privatejede softwareselskab. Grundlæggeren Goodnight begyndte med at udvikle usexede statistikpakker. I dag sælger hans selskab markedsledende business intelligence. Mødet mellem Goodnight og Pink er dermed også mødet mellem det etablerede videnssamfund og det uhåndgribelige hype om kreativ forløsning.
Monita Rajpal, CNN's nette tv-værtinde med eget brand, kommer på scenen ledsaget af egen promovideo. Hun skal lede slagets gang ved dette mini-topmøde og er som tv-stjernejournalist ironisk nok kvintessensen af, hvad det hele handler om. En lidt sammenbidt Jim Goodnight sætter sig i den anden stol. Han ser ud til allerede at være træt ved tanken om at skulle diskutere kreativitet med en eks-spin doctor for en falleret præsidentkandidat.
Monita Rajpal er på hårdt arbejde. Samtalen forbliver uforpligtende og høflig overfladisk. Goodnight kan ikke udfordres, for han er beviset på, at the knowledge worker stortrives med succes. Så desperat stillestående bliver krydsilden, at Monita Rajpa må gribe i journalistikkens inderste krybespor: "Hvad kan virkelig inspirere Dem, Dr. Goodnight?"
Hans svar vender vi tilbage til til sidst.
Der er altid æggehoveder, som forsøger at tolke den tid, vi lever i. Konceptuelle epoker og kreative klasser er blot det seneste bud. Det forstærkes af outsourcingspøgelset og tilføjes den drejning, at kun målrettet dyrkning af det kreative samfund kan redde vesten i konkurrencen mod veluddannede indere og kinesere.
I halvfemserne mente guruerne, at det var de såkaldte symbolanalytikere - blandt andre it-folk - der ville trække de længste strå. Og at fremtidens firmaer ville blive skotøjsæsker fyldt med kontrakter. Vi ville realisere os selv som frie fugle, og de internationale mastodonter ville bryde sammen. Siden er fulgt konsolidering på konsolidering. Fusion efter fusion.
I halvfemserne mente man også, at informationssamfundet snart blev afløst. Fremtidsforskeren Maria Therese Hoppe turnerede land og rige rundt med beretninger om drømmesamfundet, hvor alle produkter skulle have en historie og den vigtigste egenskab ved fremtidens leder var såkaldt følelsesmæssig intelligens. At arbejde skulle være frisættende hard fun.
Nu falder tankerne om kreativitet på et mere dystert bagtæppe, nemlig frygten for tab af velfærd og vækst, når asiaterne render os over ende inden for forskning og virksomhed.
Det er også baggrunden for det store mediefokus på professor Richard Floridas forfatterskab. Først argumenterede han for eksistensen af en såkaldt kreativ klasse (i bogen The Rise Of The Creative Class), der er forudsætningen for vækst og udvikling. Så fandt han på en model, hvor man kan måle, hvor kreativ en by eller region kunne være. Den mest kontroversielle del af modellen, den fjerde parameter, handler om tolerance. Richard Florida hævder, at jo mere tolerant en by er - jo flere bøsser og lesbiske, som bor i den - desto bedre ville den klare sig i konkurrencen om fremtidens velstand.
Nu mener han, at beslutningen om at lukke de amerikanske grænser for immigranter efter 11. september er den største trussel mod USA. Siger man nej til fremmede, uanset deres kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund, taber man kapløbet om fremtidens arbejdspladser og velstand.
Det fik hurtigt den lokale danske intelligentsia til skrivepulten i dagbladene. Richard Floridas indspil om vækst blev fanget af politiske opinionsdannere. Hurtigt kom det til at handle om multikultur eller national kultur. Hetero eller homo. Da det Radikale Venstre skulle navngive sit seneste partiprogram, blev der markeret med navnet: Det kreative Danmark. Og dermed var Floridas klasse blevet indlejret i dansk realpolitik. Eller rettere begravet.
For diskussionen om, hvad i alverden vi skal gribe og gøre i Vesten, når forskere sprøjter ud fra universiteter i Mumbai eller it-virksomheder ekspanderer fra Beijing, er ikke løst ved at stirre sig blind på seksualitet og indfødsret.
Det paradoksale er, at tidens internationale guruer synes, at netop Danmark er fantastisk, samtidig med at erhvervsliv og politikere render rundt og bekymrer sig. Vi ligger i toppen af Richard Floridas indeks. Vores universiteter har et godt ry internationalt. Og amerikanerne er begejstrede for den danske designtradition.
Det gælder også den tidligere taleskriver Daniel Pink, som ud over designede toiletbørster under sin præsentation fremviste et billede af Arne Jacobsens 7'er stol. Ifølge ham skal vesten bare gøre som os for at klare sig i den fremtidige konkurrence: Hvad er jeres problem? I har allerede 50 års erfaring.
På den indre skærm toner en støvet fortid af populære navne: Børge Mogensen. Hans Wegner. Kaare Klint. Poul Kjærholm. Fortsæt selv med alle de enere, som du har kær og påskynder, men så få virkelig anerkender. Det er både kult og kreativt. Men hvor er de nye?
For kan auraen fra møbelklassikerne virkelig være en del af svaret på outsourcing og udflagning af skatteindtægter? I så fald virker de mange og tunge bekymringer vi trækkes med om PISA-undersøgelser, jantelov, veteranstuderende, ulighedsdiskussion, curlingbørn, arbejdsløse 3g'ere og iværksætterbureaukrati som problemstillinger, vi kan løse. Ikke som uoverstigelige forhindringer, der akkompagneres af dommedagspauker.
Måske har vi aldrig kigget så dybt og selvransagende i os selv for at klare os? Måske har vi aldrig været så forberedte på at sejre uden at kunne se det? Vi kan jo åbenbart ikke lade være med at få, synes vi, oplagte idéer.
Det illustrerede Daniel Pink på scenen ved billedet af Arne Jacobsens stole-ikon.
- Stolen kan stables, fortalte han henrykt.
Ja, selvfølgelig kan den det.
Daniel Pink har tidligere fortalt om Robert Lutz, bestyrelsesmedlem i General Motors, der i juni forklarede aktionærerne, at bilproducenten skulle styres mere med højre hjernehalvdel, at koncernen var en del af kunst- og underholdningsindustrien.
Nu sidder James Goodnight på scenen og fortæller nøgternt om sin videnbaserede teknologivirksomhed. I 1976 var der fire ansatte. I dag over 10.000. Det går ret godt.
CNN-journalisten Monita Rajpal spørger:
- Hvad kan virkelig inspirere Dem, Dr. Goodnight?
James Goodnight fnyser, ryster lidt på skuldrene og svarer undvigende.
Selv om man bruger begge hjernehalvdele, behøver man ikke at opføre sig som en kunstner.
danpink.com
leadersinscandinavia.com
creativeclass.org
marketplacemoney.publicradio.org
