Innovationen skæpper i pengekassen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. oktober 2005.


Hos Intel drejer innovation sig om at øge behovet for virksomhedens produkter. Det virker. Men samfundet får også en bid af kagen ifølge direktøren for virksomhedens innovationsafdeling.

- Visionen er at være en katalysator for verdensomspændende it-innovation, siger Martin Curley, direktør for IT Innovation, Intel, når han skal beskrive, hvad der grundlæggende er opgaven for den afdeling, han er direktør for.
Martin Curley mener, at tiden er moden til for alvor at overveje den forretningsmæssige gevinst, som virksomheder kan opnå ved at fokusere på innovation.
- Tiderne er skiftet. De sidste par år har der været en generel mangel på passion og begejstring for innovation, og det hænger nok sammen med dengang it-boblen brast. Overinvesteringer blev aflyst af en irrationel pessimisme og manglende lyst til at investere overhovedet, vurderer han.

Halvdelen af den innovation, Martin Curley og hans afdeling arbejder med, er ekstern. Det kan være at udvikle løsninger til sundhedsvæsenet eller e-læringsplatforme i samarbejde med skolevæsenet.
- Vi mener, at alle parter vinder ved projekterne, og som firma ser vi det også som en forpligtelse at give noget tilbage til samfundet. Men selvfølgelig handler det også om at stimulere behovet for Intel-produkter. Prisen for at drive vores fabrikker fordobles hvert år, så det er nødvendigt, at der hele tiden skabes nye behov for nye produkter, erkender han.
Den interne innovation, som de resterende 50 procent af tiden bliver brugt på, drejer sig blandt andet om at finde frem til nye løsninger, der kan være med til at ændre Intel og den måde, virksomheden fungerer på. Et eksempel på intern innovation er at gøre en del af virksomhedens produktionsapparat trådløst.
- Tidligere måtte nogle af vores teknikere arbejde med op til otte forskellige skærme i forbindelse med produktionen. Nu har de en PDA, der er WiFi-kompatibel, som de kan kontrollere skærmene fra, siger Martin Curley.
En anden del af det interne arbejde er, at IT Innovation administrerer et it-forskningsråd, hvor der bliver arbejdet med at forudsige, hvilke behov der vil opstå. Det bliver løst ved hjælp af en algoritme, afdelingen har udviklet, fortæller Martin Curley. I det samme råd har de også lagt grundstenen til et peer-to-peer system der gør, at virksomheden i højere grad udnytter den tilgængelige hardware.
- Systemet gør, at den ekstra plads, der ligger på de ansattes computere, bliver udnyttet. Vi har haft held til at flytte op mod 80 procent af overførslen af store filer fra vores WAN (Wide Area Network) til vores LAN (Local Area Network). Samtidigt er hastigheden øget betragteligt på vores downloads. It-effektiviteten er øget, og det er forretningsværdien også. Det er noget, de kan forstå højere oppe i huset, siger Martin Curley.
Innovationen er med til at underbygge it-investeringer, der allerede er foretaget. Samtidigt kan den være med til at begrænse behovet for kommende investeringer, som ellers i følge innovations-direktøren ville skulle fordobles for hvert år, der går .
Martin Curley forventer også, at en del af den innovation, hans afdeling arbejder med på softvare-niveau, vil blive integreret på hardware-niveau inden for en tidsramme på få år.
- Det er der, hvor det, vi beskæftiger os med også bliver til decideret produkt-innovation. Innovationen kan i sidste ende som funktionalitet i mikroprocessorerne, vurderer Martin Curley.

Succesen for it-innovation kræver, ifølge Martin Curley, seks forskellige elementer.
- Først og fremmest drejer det sig om, at der skal være en vision. Der skal enten være mulighed for at opnå noget, eller en problemstilling, der skal løses. For det andet skal der findes en it-løsning, som kan underbygge de ting, der skal ske. Og så bliver der stadig mere brug for en solid og troværdig businesscase, understreger han.
De tre sidste elementer er, at det er nødvendigt med en organisatorisk ændring, at forretningsprocesserne bliver ændret og at der sker en succesfuld samfundsændring. Med det sidste element mener Martin Curley parathed hos både borgere og virksomheder, der bliver berørt i forbindelse med den pågældende innovationsproces.
- Det er en meget kompleks proces at gennemføre, når alle seks elementer skal lykkes. Hvis det kun er fem af dem, der er succesfulde, så mener jeg ikke, at man kan gennemføre processen, konkluderer han.
Som eksempel på et succesfuldt projekt, som Intel og IT Innovation er involveret i, nævner han Westminster Wireless City. Et projekt, hvor et område i det centrale London skulle gøres til et stort hot spot. Projektet krævede samarbejde med mange forskellige partnere, og det var nødvendigt, at alle seks elementer lykkedes. Martin Curley fortæller, at det tog tid, men at alle elementer endte med at gå op i en højere enhed.

Intel har ni innovationscentre på verdensplan, og Martin Curley er direktør for i alt 95 mennesker. Han mener, at IT Innovation er ved at opnå den kritiske masse, hvor afdeling for alvor kan gøre en forskel.
- Sidste år havde vi et udbytte på 600 procent af hver dollar, der blev investeret i innovationscentrene, så jeg håber da, at Intel synes, at jeg er min løn værd, griner Martin Curley.

Billedtekst:
Et af de i alt ni innovationscentre, som Intel har i Irland. Det enorme anlæg dækker et areal på knapt 350.000 kvadratmeter, og der er mere end 5.000 ansatte. Ved udgangen af 2007 repræsenterer fabrikskomplekset en investering på mere end 31 milliarder kroner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere