Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. oktober 2005.
Nordisk Mobiltelefon har fået licens til det frekvensområde, som tidligere blev anvendt til det nordiske analoge NMT-mobilnet. Selskabet vil opbygge et net, der skal konkurrere med UMTS.
Den norske mobiloperatør Nordisk Mobiltelefon har sikret sig licens til det frekvensområde, der tidligere blev anvendt til NMT-nettet.
Selskabet vil bruge frekvenserne til at opbygge et CDMA-net, som gør det muligt at levere 3G-lignende telefoni og bredbåndsnet.
Der er ikke tale om, at selskabet genbruger noget af det gamle udstyr, sendepositioner eller infrastruktur. Det er alene frekvenserne, der bliver genbrugt og denne gang til et digitalt tredjegenerations mobilnet.
Erik Hornung, der er civilingeniør og ansvarlig for opbygningen af Nordisk Mobiltelefons net i Danmark siger:
- Vores fokus er i første omgang de tyndere befolkede områder i Danmark, hvor vi hurtigt kan få dækning, og hvor der ikke er 3G i forvejen. Samtidig vil vi kunne dække på havet og for første gang give 3G-lignende tjenster dér, fordi vores master rækker 60-90 km ud på havet, siger Erik Hornung.
Han regner da også med, at selskabet vil kapre kunder inden for fiskeriet, olieindustrien og lystsejlere.
Samtidig med opbygningen af nettet er han i gang med at forhandle med en række netværksejere om leje af fiberkabler, der skal bruges til datatransport mellem basisstationerne og sendemasterne.
Det bliver i første omgang primært på området for mobilt internet, at Nordisk Mobiltelefon vil konkurrere med de andre selskaber. Her vil selskabet kunne tilbyde en fast trådløs og mobil opkobling til internet på 2,4 Mbit/s.
Selskabet vil dog også tilbyde telefoni, men her vurderes det, at selskabet i første omgang vil få det svært, fordi kunderne skal købe helt nye telefoner - de kan ikke bruge de samme, som virker på GSM og UMTS-nettet.
- Nordisk Mobiltelefon bliver en markant trussel mod 3 og ikke mindst TDC's forsøg på at sælge mobil dataadgang og trådløst bredbåndsinternet, via f.eks. data-indstikskort til den bærbare computer. Et produkt TDC gik i luften med i mandags, siger teleanalytiker John Strand.
- Her vil Nordisk Mobiltelefon have et meget bedre produkt, fordi de i modsætning til 3 og TDC bliver landsdækkende. På den måde er Nordisk Mobiltelefon faktisk også en trussel mod TDC's og andres WiFi-hotspots og WiMAX-udrulningen, siger han.
Nordisk Mobiltelefon har allerede flere hundrede pilotkunder i Norge og er klar med kommerciel lancering i vores fjeldklædte broderland denne måned og til foråret i Sverige. Den kommercielle lancering i Danmark ventes at ske i andet halvår af 2006.
Grundlæggeren af Nordisk Mobiltelefon, Arnfinn Röste, har i en årrække arbejdet i Ericsson og hans selskab leder i øjeblikket efter investorer.
Selskabets indtog er den første anvendelse af CDMA-teknologien i Europa. Den anvendes i vid ustrækning i USA, Brasilien, Kina, Sydkorea og Japan - svarende til 20 procent af alle verdens mobiltelefonbrugere.
Også andre har vist interesse for frekvensområdet omkring 450 MHz. Selskabet 3 har selv tidligere, i september måned, søgt om en licens i frekvensområdet omkring 450 MHz, men har senere trukket ansøgningen tilbage.
- Vi havde oprindeligt planer om at supplere vores nuværende dækning med en dækning i landområderne på det frekvensbånd. Men vi har siden ombestemt os, siger 3's administrerende direktør, Morten Christiansen.
Han tilføjer dog, at det godt kan være, at 3 senere søger om tilladelse i frekvensbåndet igen.
Også bredbåndselskabet A+ Arrownet er interesseret i frekvensområdet og har i sidste uge indsendt en ansøgning om en tilladelse til at dække Danmark med mobilt bredbånd via frekvensområdet omkring 450 MHz med CDMA på 60 sendepositioner rundt om i landet. IT- og Telestyrelsen har endnu ikke svaret A+ Arrownet på ansøgningen.
Boks;
NMT
NMT-nettet blev skabt ved årsskiftet 1981-82. Det dækkede dengang Danmark, Finland, Norge og Sverige og var det første automatiske mobilsystem i verden. Herhjemme slukkede TDC for NMT-netværket i 2002, mens der blev holdt liv i det analoge mobilnetværk i Norge helt frem til det seneste årsskifte.
Boks:
CDMA
CDMA er en mobilteknologi, som i dag er udbredt i Nord- og Sydamerika samt Asien. Varianten CDMA2000 kan levere dataoverførselshastigheder, der er langt højere end almindelige 3G-netværk (UMTS), som i dag har en maksimal hastighed på 384 kbit/s.