Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. september 2005.
dygtigst - industriel hardware
Chipdankort-producenten XPonCard er kommet i søgelyset i føljetonen af sager om det danske allemandseje. Men tyngden i virksomhedens omsætning stammer fra et andet segment.
Det er SIM-kort til mobiltelefoner og ikke de omtrent 2,5 millioner chipdankort, som XPonCard har leveret, der har været med til at sikre virksomheden en omsætning på næsten en halv milliard danske kroner i 2004 - en forøgelse på mere end 130 millioner i forhold til året før og en placering som nummer et i sin kategori.
XPonCard er ikke den nye dreng i skolegården, når det kommer til produktion af dankort.
- Vi har produceret dankort, siden det blev født. Først uden billede, så med billede og så uden billede igen, men med chip. Vi leverer det, kunden bestemmer sig for, på en god og forsvarlig måde, siger administrerende direktør Flemming Breinholt.
Han indrømmer gerne, at hvis de stadig skulle forsyne dankortet med underskrift og billede, havde det betydet en øget produktionsindtægt. Flemming Breinholt ville desuden produktionsmæssigt have foretrukket, at indførelsen af det nye dankort var sket over en længere periode.
fælles udfordring
XPonCard leverer ikke kun fysiske plastickort, men tilbyder også udviklingssamarbejde - som kortdesign eller grafisk materiale - og kortadministration som eksempelvis kundedatabaser.
- Det er ikke ideelt som producent at skulle levere det hele på en gang og derefter ligge på et meget lavt antal de efterfølgende år, men man må kende sin plads i rækken og vælge, om man vil være med eller stille sig udenfor, vurderer Flemming Breinholt.
Grundlæggende ser han diverse dankort-problemstillinger som en fælles udfordring og XPonCard som en medspiller, der skal gøre sit for at finde en løsning på problemerne.
Flemming Breinholt pointerer, at hvis man ser på, hvor mange dankort XPonCard har leveret, og på hvad kortene har kostet, så er det ikke dem, der alene har givet virksomheden sine resultater.
- Det, der virkelig har gjort en forskel, er, at vi for alvor er kommet ud over den danske grænse med produkter og services til telekombranchen. Vi har et mål om at være blandt de ti største leverandører af SIM-kort i verden, og vi er nu sjettestørst i Europa, forklarer Flemming Breinholt.
ikke et nemt år
Virksomheden fik sin første kunde herhjemme i telebranchen i 1994, og i 2000 åbnede den et salgskontor i Bangkok. Flemming Breinholt fortæller, at selv om der fortsat er fokus på det danske marked, bliver der også satset på blandt andet de baltiske lande og Polen. Det var ifølge Flemming Breinholt, der også er koncernchef, med til at give den samlede koncern en vækst på 40 procent i 2004.
- 2003 var ikke noget nemt år for os, men vi brugte vores kræfter på at blive klar til, at situationen på telemarkedet løsnede sig, efter det stort set var gået i stå omkring 2000. Det er det arbejde, vi høster frugterne af nu, siger han.
Billedtekst:
- Vi har et mål om at være blandt de ti største leverandører af SIM-kort i verden, siger XPonCards administrerende direktør Flemming Breinholt.
Foto: Torben Klint