"I skal simpelthen have en brandingstrategi"

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. september 2005.


I disse dage slår universiteterne portene op til en ny sæson. Men på de lange it-uddannelser bliver der færre til at fylde skolebænkene, til erhvervslivets fortvivlelse. I anden del af Computerworlds fokus på de tunge it-uddannelser kommer universiteterne og erhvervslivet til orde.

To kulturer mødes, da universitetsfolk og
repræsentanter fra erhvervslivet samles for at hjælpe hinanden.

™Af Jesper Kildebogaard
Der er brug for at ryste posen og tænke utraditionelt, for der skal ske noget drastisk! I anden runde af Computerworlds paneldebat om lange it-uddannelser mødes to parter, der virkelig har brug for hinandens hjælp.
På den ene side af bordet sidder John Vammen, personalechef i NNIT og altid på udkig efter kommende medarbejdere, og Jakob Lyngsø, administrerende direktør i IT-Brancheforeningen.
Universitetsverdenen, der skal fodre branchen med kloge it-kyndige hoveder, er repræsenteret på den anden side af bordet ved Stig Skelboe, institutleder på Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU), og Kristian Olesen fra datalogi på Aalborg Universitet.

Situationen er velkendt, men ikke mindre kritisk af den grund:
- Der er alt for få højtuddannede i it-branchen i Danmark, så inden for ganske få år skal vi have hævet andelen fra 15 til 30 procent. Vi kommer til at mangle 15.000 akademikere i it-branchen inden for en kort periode, fastslår Jakob Lyngsø.
Så rækker de omkring 90 dataloger, der sammenlagt udklækkes fra DIKU og Aalborg Universitet hvert år, bare ikke ret langt. Selv når samtlige lange it-uddannelser i landet inkluderes i regnestykket, ser det kritisk ud. Og imens falder ansøgertallene til uddannelserne år efter år. Værst gik det på DIKU, hvor antallet blev næsten halveret i år.
- Jeg talte med Helge Sander, som sagde: Sig hvad der skal til for at vende udviklingen, så gør vi det! Men problemet er, at vi jo ikke ved, hvad der skal til, siger Stig Skelboe.
- Vi har også kun mødt velvilje fra erhvervslivet - det er ideerne, der mangler, supplerer Kristian Olesen.
- Hvis I kunne ansætte en, der havde til hovedopgave at gå ud og sælge studiet, og sige for eksempel: Du får en halv million, hvis du kan få hævet optaget næste år med så og så mange. Man har jo incitamentsmodeller alle andre steder, siger John Vammen.
- Pengene for hvert studenterårsværk havner hos fakultetet, indskyder Stig Skelboe.
- Jamen, der må tænkes anderledes. Hvis der er nogle barrierer, må de overkommes, siger John Vammen.
- Vi har en gruppe unge, som ikke ved, hvad de vil, men tit har en klar mening om, hvad de ikke vil. Det er der, vi skal ud at fiske. Men det er uden for vores kompetencefelt, så måske skulle vi slå os sammen med et kommunikationsbureau...
- Præcis! Du begynder at lære, siger Jakob Lyngsø.
- ... jeg har bare ingen penge til det, slutter Stig Skelboe sætningen.
- Men når nu opgaven er at skaffe 15.000 højtuddannede over en kort årrække. Nu har vi fået skaffet flere penge til ph.d-stillinger, men vi kan ikke bruge dem, fordi vi ikke har talentmassen til stillingerne. Så må vi da gøre noget andet, siger Jakob Lyngsø og hiver en kanin op af hatten: Jobgaranti.
- Vi må sige til markedsføringsmanden inde hos Stig, at der er jobgaranti for alle, der bliver færdige. Det sørger vi for, og det laver vi en kontrakt på. Det tror jeg godt, vi kan sige, lyder det fra Jakob Lyngsø.
John Vammen er enig. Og de er også enige om, at branchen har et stort medansvar for at løfte opgaven.
- Vi vil meget gerne stille op, både til undervisning og til at promovere branchen i den udstrækning, det passer ind i jeres branding-strategi. Men hvad er den? Det må I simpelthen finde ud af, siger John Vammen.
- Det er jo ulempen ved at være en lille del af en stor organisation. Københavns Universitet er jo et vidtforgrenet uhyre, som datalogi kun er et lille hjørne af, siger Stig Skelboe.
- Som arbejdsgiver brander vi os jo over for dem, der kommer ud fra universiteterne. Men det kan godt være, at vi skal udvide vores brandingsegment nedad, til før de starter. Sådan har jeg ikke tænkt det før. Jeg tænkte ‘I producerer, vi aftager', funderer John Vammen.
- Det er jo også sådan, det burde være, siger Stig Skelboe.

Hvis budskabet skal igennem til skolebørn, har Jakob Lyngsø et forslag: En kampagne, hvor alle i it-branchen med børn i folkeskolens ældste klasser besøger skolen og forklarer, hvad deres job går ud på.
- Vi har før haft succes med at aktivere hele branchen, den gang vi kørte en kampagne om, hvad børn skal passe på ved internettet. Der kom vi igennem til mange, mange tusind børn, siger Jakob Lyngsø.
- Det er en rigtig god ide, for det giver dem en ide om, hvad erhvervet går ud på. Tit når man er til et selskab og forklarer, at man er datalog, så bliver der ikke talt mere om det, siger Kristian Olesen.
- Jeg kan huske de forelæsninger, der af og til var med repræsentanter fra industrien, fra da jeg læste til ingeniør. De forelæsninger står stadigvæk 100 procent klart for mig. De gjorde et stort indtryk, siger Jakob Lyngsø.
- Hvordan aktiverer I jeres studerende som ambassadører, spørger John Vammen.
- Vi har faktisk overvejet at bede vores førsteårsstuderende om at skrive et brev til tre af deres venner, men droppede ideen efter et realitetstjek. Vi ville ikke bruge de studerende på den måde, siger Kristian Olesen.
- Prøv det. Og prøv nu at tænke som en virksomhed - hvad gør en virksomhed, hvis den ikke kan skaffe dem, der skal bruges. Så beder den de ansatte om at spørge i netværket, i fodboldklubben og så videre, siger John Vammen.
Jakob Lyngsø fortsætter sammenligningen med erhvervslivet:
- Hvis man har problemer, ville man normalt blive bedt om at lave en handlingsplan, som så skulle godkendes, og som ville koste nogle penge.
- Vi startede sidste år på at få flere til at søge, men det er ikke slået igennem endnu, svarer Stig Skelboe.
- Men i stedet for at sige, at det skal blive bedre, så må man være mere ambitiøs og sige 200 ansøgere næste år, og kun 20 procent frafald inden efterårsferien, siger Jakob Lyngsø.
- Jo mere vi taler om det her, jo mere tænker jeg virksomhed. Jeg tror, I har nogle barrierer i den måde, I agerer på, nogle kulturmæssige barrierer, siger John Vammen.
- Når man sidder med en privat virksomhed, og der er en ekspertise, man mangler, samler man nogle mennesker, der kan hjælpe. Kunne I ikke nedsætte et ‘advisory board' med folk fra erhvervslivet, der kan inspirere. Så har I nogle, I kan spille ping-pong med og få nogle gode ideer, foreslår Jakob Lyngsø.
- Det er en god ide, siger Stig Skelboe - og to sekunder efter har de to erhvervsfolk meldt sig under fanerne.
- Men sørg for at fokusere på én ting ad gangen, råder John Vammen og fortsætter:
- Jeg vil gerne stille op og udfordre jeres strategi for at tiltrække flere. Men så skal målet ikke bare være flere end sidst, der skal procenter på.
- Jeg kan lave en strategi og sætte tal på, men det vil være trukket op af en høj hat. Jeg ville ikke have en gnist af en ide om, om det virker, og om det er 10 procent eller dobbelt så mange flere, der kan tiltrækkes, siger Stig Skelboe.
- Sådan ville det aldrig være i en virksomhed. Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle lave en plan for at få så og så mange flere ansøgninger til virksomheden, så er det det, jeg bliver målt på, siger John Vammen og indrømmer, at han driller lidt.
Tiden er løbet ud, men der er stadig meget at snakke om - og meget at gøre.
- Jeg synes, det har været meget inspirerende at sidde sammen, og jeg tror faktisk, at vi kan gøre noget, hvis vi står sammen. Vi har et hulens behov for hinanden, og vi ligger jo på knæ for jer - alt det som branchen kan, stiller vi gerne op med, runder Jakob Lyngsø af, inden det er tid til at udveksle visitkort.
- Der er taget en bid af dit kort, siger Stig Skelboe med et smil, da han får John Vammens dybrøde visitkort med et indhak i pappet, på vej ud af døren.
- Det er branding, Stig.

Boks:
DIKU
Stig Skelboe
Professor og institutleder på Datalogisk Institut, Københavns Universitet, hvor ansøgertallet falder støt. De sidste to år er antallet faldet fra 211 til 87 optagne, hvoraf noget af udviklingen dog kan forklares med højere matematikkrav.
"Jeg ved en masse om at forske og undervise i datalogi, men jeg ved ikke en pind om markedsføring."

AAU
Kristian Olesen
Lektor og netop stoppet som studieleder for naturvidenskab på Aalborg Universitet efter fem år på posten. Undervejs blev der sat mange tiltag i gang for at tiltrække flere ansøgere til it-uddannelserne, blandt andet blev der oprettet en ny civilingeniøruddannelse inden for softwareteknologi.
"Vi kørte sidste år en reklamekampagne for informatikuddannelsen i 100.000-kroners-klassen med radiospots, busreklamer og så videre. Vores opfølgning viste, at kun to af de 24 studerende, der startede det år, overhovedet havde hørt om kampagnen."

NNIT
John Vammen
Datalog fra DIKU og personalechef i NNIT (Vice President for Human Talent Management), hvor der allerede er mange it-folk med andre baggrunde ansat.
"Det er utroligt vigtigt at få tiltrukket flere til it-uddannelserne. Ellers må vi gå andre veje. Når der ikke er nok ansøgere med it-kompetencer, må vi spotte talenter fra andre retninger og så selv lære dem op. Og det kommer vi til i større og større udstrækning."

ITB
Jakob Lyngsø
Administrerende direktør for IT-Brancheforeningen. Har desuden en række bestyrelsespladser og politiske hverv inden for it.
"Alle uddannelserne har et formål, og kandidaterne bliver brugt på forskellige måder. Vi har behov for hele sortimentet, også de meget tekniske, for der skal udvikles nye produkter, og det er en cand.it. med en humanistisk baggrund måske ikke så god til."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere