Pigerne skal tilbage til it-folden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. august 2005.


For 15 år siden var piger ikke et særsyn på datalogstudiet. Hvis ikke it-branchen får fat i flere piger, kan det gå ud over konkurrenceevnen, advarer eksperter.

Én pige og 49 drenge startede sidste år på civilingeniørlinjen softwareteknologi på DTU. Næsten lige så skævt var det på andre lange, tekniske it-uddannelser i resten af landet, og selvom tallene for i år ikke er endeligt opgjort, er der intet, der tyder på, at situationen har ændret sig. Men det er ingen naturlov, at piger ikke interesserer sig for it.
- For 15 - 20 år siden var der mange flere piger på datalogistudierne, end der er nu. Men så forsvandt de fleste af dem, og vores bedste forklaring på det er, at faget fik et nørdet image, siger Peter Axel Nielsen, leder af Aalborg Universitets Institut for Datalogi.
Det nøjagtige tal fra dengang er ukendt, men var i peroder op til 25 procent.
Det er ikke bare et problem, når dansegulvet skal indtages til julefrokosten i danske it-firmaer, men på længere sigt et problem for branchens konkurrenceevne som helhed.
- Hvis ikke branchen får bedre fat i pigerne, vil mange af de dygtigste talenter gå til spilde, når halvdelen af befolkningen er ude af billedet, siger Bolette Christensen, vicedirektør i Dansk Industri. Hun peger også på, at mænd og kvinder sammen vil få bedre ideer og træffe bedre beslutninger end mænd alene. Og det er vigtigt, hvis danske it-firmaer skal blive ved med at være en succes.
Konklusionen har videnskaben bag sig. En rapport fra Aarhus Business School viste tidligere i år, at firmaer med kvinder i ledelsen klarer sig bedre eller lige så godt som gennemsnittet, vurderet ud fra tallene på bundlinjen. Undersøgelser i andre lande ligger på linje med de danske resultater, fortæller professor Nina Smith, der har ledet undersøgelsen.
- Heldigvis er der intet, der er så godt for tolerancen som mangel på arbejdskraft, og større danske virksomheder er meget bevidste om problemet, siger hun.
Hos IBM bliver problemet i hvert fald taget meget seriøst. Ud over en række kvinde-fremmende tiltag internt i firmaet, har firmaet siden 2002 satset på den kommende generation af it-piger. Med afdelingsleder Annette Stausholm i spidsen er mere end 100 kvinder fra firmaet med i projektet Teknologi og Piger, hvor piger i folkeskolen får afmystificeret it-verdenen gennem workshops på skolen og et besøg hos IBM.
- Danske piger i folkeskolen interesserer sig i dag væsentligt mindre for naturvidenskab end piger i andre europæiske lande, og jeg har ingen anelse om, hvad der gør forskellen. Men den er markant, og der er virkelig brug for forskning på området, der kan gøre os klogere på årsagerne bag, siger Annette Stausholm.

På Aalborg Universitet har de også gjort sig umage for at få pigerne tilbage. En af idéerne var en ren pigelinje på datalogi, lidt ligesom når aftenskolerne opretter bilmekanik-hold kun for kvinder:
- Vi tænkte, at hvis det var kulturen med drenge, der sad i terminalrummet med cola og pizza, der skræmte, så kunne vi skabe et alternativ, siger Peter Axel Nielsen. Men det satte ligestillingsloven en stopper for. I stedet blev der i 1995, oprettet en ny uddannelse, informatik, hvor datalogien blev blødt op med humanistiske fag. Med en massiv reklameindsats siden oprettelsen, med blandt andet biografreklamer, har instituttet haft held med at skabe en anden stemning omkring uddannelsen, hvor der gennemsnitligt har været en pigeandel på 15 procent.

Boks:
Vi har talt med:

• Bolette Christensen, vicedirektør i Dansk Industri.
• Camilla Funck Ellehave, ph.d. i kvinder og arbejdspladskultur.
• Nina Smith, professor, Aarhus Business School.
• Peter Axel Nielsen, leder af Institut for Datalogi, Aalborg Universitet.
• Kristian G. Olesen, lektor ved Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
• Stig Skelboe, leder af Datalogisk Institut, Københavns Universitet.
• Annette Stausholm, afdelingsleder, IBM Danmark.
• Morten Poulsen, administrerende direktør, Tectura Danmark.
• Kim Ege Møller, pressechef, Tectura Danmark.
• Annette Hammerich, chef for industri, logistik og life sciences,
Tectura Danmark.
• Charlotte Dreyer, konsulent, Tectura Danmark.

Boks:
Sådan tiltrækker man flere kvinder
Det er svært at finde højtuddannede it-specialister af hunkøn, fordi der er så få af dem. Men i mange it-firmaer er der også brug for it-folk med andre baggrunde, og her skulle det være muligt tiltrække flere kvinder. Det kræver en indsats af firmaet, fremhæver Bolette Christensen. Her er hendes råd:
* Vær bevidst om, hvem I ønsker at rekruttere.
* Bred stillingsannoncerne ud, så flere søger.
* Skriv i stillingsannoncerne, at kvinder opfordres til at søge.
* Meld ud, at det er vigtigt for firmaet.
* Gør arbejdspladsen attraktiv for kvinder - er kulturen og forholdene på stedet af mænd og for mænd? Med andre ord: Er det gratis cola og bordfodbold, virksomheden sælger sig på eller fleksible arbejdstider og gode barselsforhold?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere