Datalogisk Institut går til kamp mod mandefald

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. august 2005.


Højere matematikkrav kan delvist forklare, hvorfor antallet af optagne er næsten halveret på Datalogisk Institut på Københavns Universitet i år. Dansk Industri opfordrer til selvransagelse.

Når institutleder Stig Skelboe om et par uger byder velkommen til en ny årgang studerende på Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU), vil der blot være 87 unge at råbe op. Ansøgertallet er nemlig raslet ned i forhold til de 211 optagne studenter i 2003 og 163 sidste år. Nu har røgen lagt sig på DIKU efter ansøgningsbomben sprang sidste uge, men der hersker stadig en tilstand af granatchok på instituttet.
- Vi har rodet dybt i vores hjernekister for at finde grunden, for det er en utilfredsstillende situation. Men det er meget svært at sige noget sikkert om, hvorfor de unge vælger som de gør, siger Stig Skelboe.
Højere krav til ansøgernes matematikkundskaber er dog helt sikkert en medvirkende årsag.
- Vi ændrede optagelseskravene i år fra B- til A-niveau i matematik, fordi det kræver matematisk flair at blive datalog. Før i tiden havde en tredjedel af de optagne studenter ikke matematik på A-niveau, og vores undersøgelser viste, at det havde en markant betydning for, om de faldt fra eller ej, siger institutlederen.
Uddannelsen er nemlig plaget af et massivt frafald - et af de højeste blandt universitetsuddannelserne i Danmark - og op til en tredjedel af de studerende har normalt sagt farvel og tak allerede ved efterårsferien på 1. semester. Derfor kan konsekvenserne af at optage færre studerende vise sig ikke at være så dramatiske, som de ser ud på papiret.
Stig Skelboe forudser nemlig, at de skærpede krav til matematikkundskaberne vil betyde, at en større del af årgangen vil gennemføre studiet i sidste ende.

Men institutlederens forhåbninger er ikke nok for Dansk Industri.
- Erhvervslivet har brug for dataloger, så DIKU må gøre noget for at rette op på problemet. Jeg vil opfordre dem til at vende blikket meget indad. Andre lignende uddannelser er samtidig gået lidt frem, så jeg tror, at det er DIKU's ry som et sted med et dårligt studiemiljø, der er problemet, siger Charlotte Rønhof, forskningschef i Dansk Industri.
Den karakteristik kan DIKU-studerende og medlem af fakultetets akademiske råd, Eva Rotenborg, slet ikke genkende:
- Hvis vores studiemiljø skulle være dårligt, så må det være helt fantastisk på alle de andre uddannelser. Det eneste problem er, at der er så få piger - det betyder, at der kommer både færre piger og færre drenge, siger hun.
Også IT-Brancheforeningen træder til med et forsvar for DIKU. Rygterne om DIKU som et støvet og udynamisk sted er stærkt overdrevne og hører fortiden til, mener direktør Jakob Lyngsø.
- De har gjort alt det rigtige og har virkelig fornyet sig og er fulgt med tiden, blandt andet gennem mange partnerskaber med erhvervslivet. DIKU er en superattraktiv samarbejdspartner i dag - det var det ikke for to år siden. Men problemet er, at det ikke har formået at fortælle de uddannelsessøgende, hvor meget der er sket, og så nytter det ikke noget, siger Jakob Lyngsø.

Institutleder Stig Skelboe er klar over imageproblemet.
- Vi mener, at vi har en attraktiv og kreativ uddannelse, og der er stort set ingen arbejdsløshed blandt vores kandidater. Men vi er ikke rigtigt nået ud over rampen med det. Der går mange rygter om DIKU, vi ikke kan genkende, siger han.
Kommunikationen må forbedres og gøres mere professionel, erkender han, og så efterlyser han hjælp fra it-branchen.
- Da forsikringsbranchen gik sammen om en kampagne for aktuar-uddannelsen, blandt andet med en jobgaranti for færdige kandidater, lykkedes det at øge optaget fra 20 til 51 på et år, siger Stig Skelboe.
IT-Brancheforeningen er lydhør:
- Det er også vores opgave som branche - sammen med DIKU og de andre uddannelser - at fortælle om, hvor attraktivt det er at blive datalog. Både med budskabet om de gode jobudsigter og om hvordan dataloger bestemmer arkitekturen for nyudviklingerne i danske firmaer og dermed sætter deres præg mange år frem, siger Jakob Lyngsø.

j.kildebogaard@cw.dk

Billedtekst:
Fuld beskæftigelse - Vi har en attraktiv og kreativ uddannelse, og der er stort set ingen arbejdsløshed blandt vores kandidater, siger institutleder Stig Skelboe.

Billedtekst:
Skæv kønsfordeling Kun otte procent af de studerende på DIKU er kvinder. Det undrer datalogistudrende Eva Rotenborg sig over:
- Man programmerer jo ikke med tissemanden, siger hun.
Foto: Torben Klint

boks:
Hvad går galt?
Her er nogle bud på, hvorfor unge fravælger DIKU. De er blandt andet hentet fra diskussionsfora på nettet:
• Historier som eksempelvis lønrodet hos Accenture skræmmer.
• Et nørdet image, gamle programmeringssprog.
• For mange dinosaurer blandt de ansatte.
• En kedelig webside.
• Skæv kønsfordeling - otte procent af de studerende er piger.
Hvad kan der gøres?
Forslagene til forbedringer er blandt andet:
• Bedre kønsfordeling.
• Kampagner i folkeskolens ældste klasser.
• Bedre markedsføring.
• Internationalt datalogi-OL blandt gymnasie-elever.
• Flere kurser i de blødere dele af datalogien.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






Computerworld
Test af monster-tablet: Det er den skøreste og mærkeligste computer, som jeg har testet i lang tid – men jeg vil nu gerne have den alligevel
White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis