Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. juli 2005.
Investorerne glæder sig til, at pensionskronerne ruller ind hos de små, ikke-børsnoterede virksomheder.
- Det er lidt ærgerligt, at den lov ikke er trådt i kraft endnu. Var den det, ville det have haft betydning for vores virksomhed, hvor mange har deres egne pensionsordninger, de kunne bruge til at være mere risikovillige og engagere sig mere i virksomheden. Jeg tror i høj grad, ordningen er for medarbejdere og andre med en tæt relation til firmaet og ville helt klart selv have brugt den. Derimod vil vi næppe invitere folk udefra ind og investere, siger Henrik Christian Hansen, COO i medicoselskabet Chempaq.
Mens Chempaq har Symbion i investorkredsen foruden venturekapital og medarbejdere, har kabel-tv selskabet Optimal Stream fået seed-kapital fra DTU-Innovation. Administrerende direktør Peter Maersk-Møller har også investeret egne midler og har andre eksterne investorer inde. Han siger:
- Det er da interessant, men vi forventer ikke umiddelbart den helt store effekt for os - at der kommer en masse løbende og gerne vil investere deres pensionsmidler. Det er nok snarere noget, man kan vælge, hvis man selv er iværksætter. Der er jo en væsentlig større risiko ved innovationsvirksomheder, siger Peter Maersk-Møller.
Flere virksomheder siger, det ikke er noget for dem. Det gælder eksempelvis stifteren af 3Shape, der producerer 3D-scannere med tilhørende modelleringssoftware, Nikolaj Deichmann.
Fra Giritech, der laver teknologi til sikker Pervasive Computing og har Nordic Venture Partners og Vækstfonden som investorer, siger administrerende direktør René Stockner, at man ønsker at holde ejerskabet i en ret lille, lukket kreds for bedre at kunne planlægge og styre udviklingen.
- For nogle virksomheder vil det være interessant, men det er individuelt og afhænger meget af typen af virksomhed, siger han.
For venturekapitalselskaberne, der har presset på for at få ordningen igennem, er ideen at få stoppet et hul i fødekæden for kapital til virksomhederne, som er opstået, i og med at de selv er blevet mere forsigtige.
- Grundlæggende er der kapital nok, men der mangler en større mangfoldighed af folk, der kan være med til at modne virksomhederne i den tidlige fase. Der skal gøres et stykke arbejde med at gøre de selskaber mere bæredygtige, inden ventureselskaberne går ind. Vi har ikke de kompetencer i overflod, men har brug for at få dygtige industrifolk til at være med. Så må vi til gengæld betale noget mere, når vi i en senere fase går ind, siger Ulrik Spork.
Ud over de direkte investeringer af mere eller mindre "kloge penge" venter han, at aktører på finansmarkedet vil tilbyde puljeordninger for unoterede selskaber, så private ad den vej kan sprede risikoen.
Interessen er der, noterer Investment Manager Peter Haahr fra Symbion. Han peger på, at private investorer nærmest løb stormløb på biotekvirksomheden Topotarget, da den blev børsnoteret for nylig.
Michael Møller, professor i finansiering ved Handelshøjskolen i København, mener, de færreste danskere vil kaste sig ud i unoterede aktier. De er for konservative og forsigtige. Derudover ved de for lidt, og har for få midler til den nødvendige risikospredning, siger han.
- Gudskelov har de fleste også stadig det meste af pensionen bundet i livsvarige ordninger, som de ikke kan lege med og spille op, siger Michael Møller.
Boks:
Begrænsninger
Ændringen af loven for investering af rate- og kapitalpensionsmidler udspringer af regeringens handlingsplan for risikovillig kapital. Bekendtgørelsen rummer dog visse begrænsninger.
Værdien af unoterede aktier på investeringstidspunktet kan således højst udgøre 20 procent af de samlede rate- og kapitalpensionsmidler, når formuen er under to millioner kroner. 50 procent af den samlede pensionsformue mellem to og fire millioner kroner. Og 75 procent af den samlede pensionsformue herover.
Derudover er det et krav, at den enkelte kun må eje 25 procent af et givet selskab - inklusive frie midler. Det skyldes, at ordningen ikke må bruges som redskab til at starte egen virksomhed.
Til gengæld gælder spredningskravet for børsnoterede aktier om, at maks. 20 procent af pensionskapitalen må placeres i et enkelt selskab for at nedbringe risikoen, ikke for de unoterede aktier.
Boks:
Vi har talt med:
• Ulrik Spork, formand for Danish Venture Capital Association (DVCA) og Senior Partner i Novo A/S
• Jakob Lyngsø, direktør i IT-Brancheforeningen og DVCA
• Ulla Brockenhuus-Schack, adm. dir. DTU-Innovation
• Peter Haahr, Investment Manager, Symbion Capital
• Henrik Christian Hansen, COO, Chempaq
• René Stockner, adm. dir. Giritech
• Peter Maersk-Møller, adm. dir., Optimal Stream
• Nikolaj Deichman, stifter, 3Shape
• Jimmy Fussing, partner, Vækstfonden
• Jette Baade, chefkonsulent i IT-Brancheforeningen
• Michael Møller, professor, Handelshøjskolen i København.