Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. juli 2005.
Mæslinger, fåresyge, røde hunde, skoldkopper... Hvor mange børnesygdomme kan det klare, det nye chipdankort? Hvor mange afsnit af den tragikomiske farce - efterhånden en ren hospitalsserie - om de nye, angiveligt mere sikre dankort kan vi andre klare?
Den har handlet om chips, der ikke dur. Om allehånde tekniske problemer. Om langsomme terminaler hos vrede forretningsdrivende, der har valgt at klistre chiplæseren over af hensyn til kunderne. Om banker der har valgt at ignorere chippen og nøjes med magnetstriben, mens de i al tilbagelænethed venter på, at forretninger og forbrugere løber chipdankortet i gang.
Senest har vi beretningen i dagens avis om en utilstedeligt dårlig kvalitet på de nye chipdankort. Et af ofrene for sløseriet udtrykker det meget rammende: "Det virker helt vildt uprofessionelt, at man sender et produkt ud, der ikke engang er tæt på at virke."
Når arrogance og amatørisme går hånd i hånd, kommer man sjældent noget godt sted hen. Men her er vi ikke desto mindre nu.
En forklaring på problemet er ikke sådan at stampe op af jorden, og de involverede parter har mere travlt med at sende aben videre end med at få tacklet problemet. Defekte kort indsamles ikke, og derfor er det ikke muligt at blotlægge fejlens anatomi. Erkendelsen af problemet kan ligge på et meget lille sted hos Dankort A/S, hvor man heller ikke har overblik over dets omfang. Det kan også være terminalens skyld, forbindelsens skyld eller brugerens skyld, når transaktioner mislykkes. Og det er postvæsenets skyld, når kortet er beskadiget, lyder det.
Et kvalificeret gæt fra en af bankerne på årsagen til det seneste problem er, at producenten af kortene blev overrasket over, at alle bankerne bestilte nye dankort samtidig og ikke kunne klare spidsbelastningen. Lidt som når våde blade om efteråret og sne om vinteren kommer bag på DSB.
Man kan tilgive en lille virksomhed, der bliver væltet over ende af en stor, uventet ordre. Men at producenten af det betalingsmiddel, danskerne er så dybt afhængige af, i en totalt forudsigelig situation skulle blive taget med bukserne nede om hælene, er uacceptabelt. Det samme er den lemfældige kvalitetskontrol.
Grundlæggende handler det om tillid. Ligesom man har behov for at have tillid til sin tandlæge, når man ligger i stolen med udsat tandsæt, er det pinedød nødvendigt, at man kan kan have tillid til, at dankortet virker, når det gælder økonomien.
Men der slides på tilliden. En vrøvlet kommentar fra Dankort A/S om, at man her betragter det som en fælles opgave mellem forbrugere, banker og butikker at få etableret den nye infrastruktur med chipkort, giver yderligere slitage. Det er bankernes opgave at udstede sikre betalingsmidler, og deres forbandede pligt at gøre det ordentligt og professionelt uden at genere kunderne.
Vi fik chipdankortet for at højne sikkerheden, men med al balladen om det har mistilliden indsneget sig. Den lille tvivl - om det nu virker - kan få en bekymret bruger til at tage et konkurrerende kort med i tegnebogen som supplement til det højt besungne dankort. Ikke mindst når man skal udenlands. Bare sådan for en sikkerheds skyld.
Computerworld ønsker læserne en rigtig god ferie.
