Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 3. juni 2005.
Producenterne må leve op til deres ansvar og gøre det enklere at levere løsninger på tværs af de mobile platforme. Samtidig tager en del virksomheder stadig ikke sikkerhedsudfordringerne tilstrækkeligt seriøst, siger sikkerhedsrådgiver.
Producenter af PDA'er og mobiltelefoner bør gøre det enklere at administrere forskellige typer enheder. Det mener Ulrik Ledertoug, sikkerhedsrådgiver i SecureDevice, som specialiserer sig i mobil sikkerhed.
- I dag minder situationen om den, pc-verdenen var i, da man talte om for eksempel IBM-konvertible computere. Der er opstået indbyrdes uforenelige de facto-standarder omkring stærke producenter: Køber man en PDA, kan man ikke bare forvente, at enhver applikation virker på den. Her har producenterne et ansvar, siger han.
Der er tale om en af de mest aktuelle udfordringer for it-afdelingerne, mener han.
- Der sidder mange it-chefer og klør sig i håret i øjeblikket, mens de undrer sig over, hvordan de skal understøtte de mange forskellige enheder. Det er fuldt legitimt, at brugerne har forskellige krav og ønsker, men det gør det vanskeligt at styre, siger han.
Ud over at administrere enhederne er det stadig en udfordring at sikre dem.
- Grundreglen må være, at har man informationer liggende på mobile enheder, skal de også være sikrede. Det lyder simpelt, men det er det ikke. I praksis er det vigtigt, at it-chefen undersøger, om en enhed understøtter den sikkerhedsapplikation, virksomheden har valgt, inden enheden godkendes til brug i virksomheden, siger han.
Der er stadig virksomheder, som ikke tager sikkerhedsproblematikken ved brug af mobile enheder tilstrækkeligt seriøst.
- Vi oplever, at selv virksomheder, der har investeret betydelige summer i at sikre netværket med firewall med mere, åbner for, at medarbejderne kan koble sig direkte på netværket udefra, siger han.
Når it-afdelingen overvejer et system til at holde styr på de trådløse enheder, skal de først og fremmest tage udgangspunkt i, hvad virksomheden vil med dem, mener Ulrik Ledertoug.
- Er behovet at kunne fjernsynkronisere, vil man kunne klare sig med funktionerne til dette i Exchange, hvis man kører Windows på enhederne, eller noget tilsvarende, hvis man benytter et Synbian-baseret styresystem. Andre har brug for mere omfattede systemer, der aktivt er i stand til at gå ud og konstatere, hvad der er i brug. Det er vigtigt at vælge en løsning, der passer til virksomhedens behov, siger han.
Billedtekst:
udfordring - Køber man en PDA, kan man ikke bare forvente, at enhver applikation virker på den. Her har producenterne et ansvar, siger Ulrik Ledertoug, sikkerhedsrådgiver i SecureDevice.