Du har med garanti prøvet at printe en webside ud, eksempelvis fra krak.dk.
Selv om du kun skulle have et lille kort, står du pludselig med tre sider - og to af dem ryger i skraldespanden med det samme.
Men det er en skam - både for miljøet og din pengepung.
Heldigvis findes der flere programmer, der kan hjælpe med at økonomisere med dine print.
Et af dem er GreenPrint World, der automatisk optimerer dine print ved at flytte en smule rundt på indholdet, så du ikke printer sider ud, hvor der kun er en linje med tekst.
Det gør dig også i stand til selv at fjerne sider eller billeder, inden du printer. Sidst men ikke mindst sørger det for at holde styr på, hvor mange penge og papir du har sparet.
Du kan downloade GreenPrint World her.
PrintWhatYouLike er ligeledes et værktøj, der giver dig mulighed for at spare penge og papir.
Det fungerer online og virker kun med websider. Til gengæld kan du fjerne junk, reklame og flytte rundt på margin. Bagefter kan du gemme dine ændringer som PDF- eller HTML-fil og printe løs.