Arkitekturprincipper gælder kun for den halve sundhedssektor

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. maj 2005.


Arkitekturekspert kritiserer, at det første sektorarbejde om it-arkitektur - arktitekturprincipperne for EPJ - ikke omfatter hele sundhedssektoren. Han savner Indenrigs- og Sundhedsministeriet for bordenden.

Det er smukt, at amterne har sat sig ned rundt om et bord og er blevet enige om fælles arkitekturprincipper for EPJ. Og så i den fart. Det mener ph.d.-studerende i it-arkitektur ved IT-Universitetet Kristian Hjort-Madsen.
- Det er godt arbejde, og det er hurtigt arbejde, men det er endnu for tidligt at sige, om det er best practise - det er foreløbigt only practise. Der er nogle svagheder, som er vigtige at påpege nu, fordi arbejdet kommer til at danne præcedens for arkitekturarbejdet i andre sektorer, siger Kristian Hjort-Madsen.
Han understreger, at han ikke er EPJ- og sundhedssektorekspert, men udtaler sig som arkitektur-mand. Og så har han i øvrigt lavet review på Amtsrådsforenigens fælles arkitekturprincipper for EPJ.
- Det er en god arkitekturcase, fordi det er arkitektur, der har fået amterne til for første gang at sætte sig ned omkring et bord og tale konkret om fælles principper for EPJ, siger Kristian Hjort-Madsen.

Knap så godt er det, at sygehusejerne ham bekendt ikke har konsulteret den nationale arkitekturkomite om anbefalinger til, hvordan man laver arkitekturarbejde i en hel sektor og ikke kun i en halv.
- Jeg synes, den største svaghed ved arbejdet er, at det kun omfatter EPJ på sygehusene og har afgrænset sig fra apoteker, sundhed.dk, de praktiserende læger, tandlægerne og kommunerne. Halvdelen af stolene rundt om bordet har været tomme. Det havde også været bedre fra et arkitektursynspunkt, hvis leverandørerne havde været inddraget i arbejdet. Ud fra et governance-synspunkt bør alle stakeholders høres, siger Kristian Hjort-Madsen.
Som stakeholder føler direktøren for sundhed.dk Morten Elbæk sig dog udmærket hørt.
- Vores systemarkitekt har siddet med i arbejdet, og vi føler os egentlig godt dækket ind i kraft af, at der er forberedt snitflader til, at indhold fra EPJ kan vises i sundhed.dk. For eksempel når den praktiserende læge skal læse i en journal fra et hospital, eller når en borger skal se sin egen journal. Snitfladebeskrivelserne gør det muligt, så vi er godt tilfredse med amternes arbejde, siger Morten Elbæk.

Alligevel er Kristian Hjort-Madsen kritisk over for det manglende helhedssyn og den ringe bredde i den arbejdsgruppe, der har udarbejdet arkitektur-principperne for EPJ:
- Det er altså nødvendigt for at opnå et helhedssyn, at nogen sidder for bordenden. Alle aktører har jo hver deres dagsorden, der stritter i alle retninger. Nogen skal svinge taktstokken, og ud fra en governancemodel ville det være naturligt, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Det synspunkt er kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Arne Kverneland, ikke nødvendigvis enig i:
- Det er da muligt, at vi i stedet skulle have begyndt med at lave en fælles arkitektur for hele sundhedssektoren. Men så havde arbejdet i hvert fald ikke været færdigt nu. Der er jo mange aktører og et stort koordineringsarbejde, der skal gøres, siger Arne Kverneland.
Han vil hverken afvise eller bekræfte, at Sundhedsstyrelsen står klar til at lede det videre arbejde med en arkitektur for hele sundhedssektoren.
- Om vi skal sidde for bordenden og bestemme, ved jeg ikke. Jeg tror ikke nødvendigvis, der kommer noget godt ud af at slå nogen oven i hovedet. Jeg tror egentlig, at tingene bliver meget bedre forankret, hvis vi kan formidle en proces, hvor aktørerne selv bliver klar over, at de har nogle ting, de skal have koordineret. Som amternes arbejde med fælles arkitekturprincipper netop så udmærket har vist, siger Arne Kverneland.

I Videnskabsministeriet er vicedirektør Mikkel Hemmingsen imidlertid ikke så meget i tvivl om, hvem der bør sidde for bordenden i sundhedssektorens arkitekturproces.
- Jeg synes, det er naturligt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet tager det på sig. De er det nationale omdrejningspunkt for sundhedssektoren, der spænder over det hele, siger han.
- Og man slipper heller ikke udenom at etablere et samarbejde om arkitektur i hele sundhedssektoren. Sygehusene er ikke nok - kommunerne og de praktiserende læger skal også med. For patienternes er det jo ligegyldigt, hvilken myndighed, der har deres journal, siger Mikkel Hemmingsen.

Arne Kverneland vil ikke afvise, at der måske var kommet mere helhedsperspektiv ind i arkitekturarbejdet, hvis Sundhedsstyrelsen havde deltaget mere aktivt.
- Vi var inviteret, og vi føler egentlig også at vi har deltaget, blandt andet ved at lave review på arbejdet. Men jeg opfatter arkitekturprincipperne for EPJ som et meget teknisk afklaringsarbejde, som vi i Sundhedsstyrelsen ikke har følt os kaldet til at sidde for bordenden for, siger Arne Kverneland.
I forhold til at få alle aktører med er det hans synspunkt, at de praktiserende læger skal kunne se fordelene ved at anvende fælles standarder, fælles produkter og fælles terminologier, før det kan betale sig at prøve at tvinge dem til det.
- Men jeg tror til gengæld også, at de snart kommer til at se fordelene. Her tror jeg sundhed.dk spiller en meget vigtig rolle, siger Arne Kverneland.
Det er Morten Elbæk hos sundhed.dk glad for at høre. Hans bud på at få hele sundhedssektoren og ikke kun sygehusenes EPJ til at hænge sammen er også helt på linie med Kvernelands.
- Set i bakspejlet havde det være rigtig dejligt, hvis vi havde skabt åbne snitflader i hele sundhedssektoren for 10-15 år siden. Men vi er først nået dertil nu, at vi overhovedet prøver. De praktiserende læger har hver især rationaliseret deres egen praksis, og med 11-13 forskellige praksissystemer har vi en situation, som vi bruger megen energi på at lappe på. Vi kan ikke lave om på, at de praktiserende læger er private erhvervsdrivende. Vi kan ikke tvinge dem til at bruge fælles standarder, for der foreligger ikke beviser for, at patienterne dør på grund af de den manglende standardisering, ridser Morten Elbæk situationen op.
- Som jeg ser det, skal kravene om standarder komme fra de praktiserende læger selv til deres systemhuse. Det har vi en god dialog med lægerne og deres organisationer om. Men udviklingen går langsommere, end den kunne have gjort, hvis primærsektoren var offentlig ligesom sygehusene, siger han.

At regeringen i vid udstrækning bruger økonomiske incitamenter - eller lader aktørerne selv finde ud af, at de har et problem og hvordan de vil løse det - som styringsredskab i standardiseringen er ikke særlig effektivt, mener Kristian Hjort-Madsen.
- Regeringen ville få meget mere for pengene, hvis man gik mere aktivt ind i at styre standardiseringen for udveksling af data på tværs i den offentlige sektor og skubbede på med at få skabt en fælles konceptuel datamodel og en fælles semantik. I USA, hvor man er længere fremme end Danmark med arkitektur og standardisering, har man lavet fem føderale referencemodeller. Hvis de lokale myndigheder ikke overholder dem, får de ingen penge. Sådan kan man også vælge at fremme arkitektur og standarder, selv om man er en liberal regering, siger Kristian Hjort-Madsen.
Han håber, at Amtsrådsforeningens næste skridt bliver at sige til sygehusejerne, at arkitekturprincipperne SKAL overholdes, nu hvor de foreligger.
- Det ville være utrolig positivt, for hvor har samfundet brændt mange penge af på EPJ, siger han.

Billedtekst:
Begrænset epj Den største svaghed ved arkitekturarbejdet er, at det kun omfatter EPJ på sygehusene, mener ph.d.-studerende i it-arkitektur ved IT-Universitetet Kristian Hjort-Madsen.
Foto: Torben Klint

Boks:
Fælles arkitektur-principper for EPJ
Amtsrådsforeningen præsenterede i sidste uge et sæt fælles arkitekturprincipper for den elektroniske patientjournal, EPJ, som sygehusejerne er blevet enige om. Arbejdet med de fælles principper har taget et år og er den første udmøntning af Videnskabsministeriets hvidbog om it-arkitektur.

Boks:
GEPJ og Arkitekturprincipper for EPJ
Arkitekturprincipperne for elektronisk patientjournal, EPJ, omfatter grundstruktur for elektronisk patientjournal, GEPJ. GEPJ er netop blevet sendt ud i en ny version 2.2 i 14 dage. Den er blevet ændret på baggrund af kritik fra nogle af pilotforsøgene, så den er mere enkel at bruge for klinikerne.
Mens GEPJ-standarden alene omfatter forretningsarkitektur og informationsarkitektur og definerer datamodeller og semantik, så er it-arkitektur-principperne mere detaljerede. De omslutter GEPJ og omfatter desuden pejlemærker og strategi samt hele den tekniske arkitektur, det vil sige standarder, integrationsregler og snitflader.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere