Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. maj 2005.
København har hentet sin gamle leverandør, KMD, ind for at sikre lønudbetalingen i en overgangsperiode. I det følgende udbud er KMD forpligtet til at byde, men det er uvist, om selskabets Opus-system vil være færdigt.
KMD, der har fået opgaven med at rydde op efter Accenture og midlertidigt tackle lønudbetalingerne i Københavns Kommune, skal også afgive bud, når en syvårig kontrakt på opgaven sendes i udbud. KMD er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt sikker på, hvilken lønberegner selskabet kommer til at byde ind med.
KMD er godt på vej til at løfte sit over 30 år gamle KLP-lønsystem over i SAP. Opus hedder systemet, som er udviklet meget, siden København skiftede det ud i 2003. Arbejdet skrider frem, men er ikke afsluttet.
Den helt centrale lønberegner er stadig den gamle KLP-model, og det bliver den muligvis ved med at være frem til udbudet, hvor København om halvandet år skal vælge påny.
- Vi står længere inde i SAP-verdenen i dag og når at skifte mange elementer yderligere inden den tid. Men jeg kan ikke give nogen garanti for, at lønberegneren når at blive skiftet ud, siger Leif Ilsø, KMD's forretningsansvarlige for Opus-systemet.
Han fremhæver imidlertid, at den tekniske nytteværdi allerede er til stede, i og med at kommunerne kan lave simuleringer i den nye lønberegner. Blot er den ikke stabil nok til at kunne betros selve lønberegningen. Således havde KMD sidste år en fejlmargin på halvanden procent i SAP-lønberegneren.
Hvor vanskelig opgaven er illustreres af, at den nye lønberegner oprindelig var lovet klar 1. januar 2003. Siden er den bebudet med ujævne mellemrum; seneste melding siger 2007. Som følge af forsinkelsen betaler KMD bod til en række kommuner.
Foreløbig skal KMD i det næste halve år genoprette data og derefter klare lønudbetalingen i et år. Servicedirektør Kim Koch erklærer sig glad, stolt og ydmyg over for opgaven med at rydde op og midlertidigt tackle lønnen i Københavns Kommune efter fyringen af Accenture.
Frem til oktober skal 60 medarbejdere taste samtlige løndata ind igen. Alle ansættelsesbreve, alle kontrakter på kommunens 55.000 ansatte skal findes frem, og alle data manuelt indskrives igen, fordi kommunen ikke har tillid til de fejlbehæftede data.
Fra oktober skal KMD så overtage driften fra Accenture og køre lønnen i et år, mens kommunen forbereder et nyt udbud.
Arbejdet med lønkørslerne skal udføres af de 75 medarbejdere, Accenture overtog fra København, og som nu overgår til KMD. De suppleres dog af eksperter fra KMD, som skal lære dem op i det nye system.