Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. april 2005.
De kommunale it-chefer siger ikke automatisk deadlines og sikker drift, når de taler om de udfordringer, kommunefusionerne giver. Deres fokus er lige nu på medarbejdere, organisation og kultur.
Det er ikke kedeligt at være kommunal it-chef for tiden.
- Lige nu står opgaverne i kø, og tingene vælter ind over hinanden. Det er svært at finde ud af, hvad man skal gøre først. Lige meget, hvordan vi vender tingene, så er rækkefølgen forkert, siger it-ansvarlig Ellen Svenning, Ringe Kommune.
Hun er formand for KIT@ (Foreningen af Kommunale It-ansvarlige), mangeårig it-ansvarlig i Ringe Kommune og siden sidste år ligeledes involveret i Ryslinge kommunes it, siden de to kommuner etablerede fælles it-enhed.
Ellen Svenning indgår også i IKT-arbejdsgruppen for it-sammenlægningen mellem Ringe, Ryslinge, Fåborg, Aarslev og Broby kommuner.
- Vi stiller store krav, når vi forventer, at de ansatte i den kommunale administration skal beskæftige sig med fusionen sideløbende med den daglige drift, siger Ellen Svenning.
- Men medarbejderne er meget grebet af fusionen, selv dem, der har været her i mange år og skal skifte it-system for fjerde gang.
Alle er meget motiverede, siger hun.
I it-organisationen har man benyttet lejligheden til at sende det signal, at det er lige nu, medarbejderne har chancen for at gøre deres egen arbejdsdag mere spændende og præge udviklingen inden for deres sagsområde, blandt andet ved at pege på borgerservice-opgaver, som kan automatiseres.
1. juli 2004 blev der etableret en fælles it-enhed for Ryslinge og Ringe. It-funktionen flyttede sammen og sidder nu fysisk i Ryslinge og servicerer begge kommuner herfra.
- Vi har haft gode erfaringer med at samle it-funktionen et sted, så vi lægger op til, at den fremtidige it-funktion for den nye kommune også placeres centralt af hensyn til rationel drift, kompetencer og videndeling, siger Ellen Svenning.
Politikerne har allerede besluttet, at der skal etableres fiberinfrastruktur. Den vil være færdig 1. juli i år og forbinde rådhuse, plejecentre og kapacitetskrævende institutioner som for eksempel skoler. Det giver også mulighed for eksempelvis videokonferencer, fælles telefoni og serverkonsolidering.
Fagsystemer
I den afklaringsfase, som sluttede i april, har der været dialog mellem IKT-gruppen og de 32 faglige arbejdsgrupper, som har set på fagsystemer med videre.
- Medarbejderne i faggrupperne er ærlige og åbne og ser meget fordomsfrit på, hvordan man kan gøre tingene på den bedste måde i fremtiden, siger Ellen Svenning.
Hun fortæller, at ledelserne bakker op om, at der fokuseres på best practise. At de fem nogenlunde lige store kommuner vælger rationelt og vælger det bedste system og den bedste måde at bruge det på. Også selv om nogle bliver kede af det. Men diskussionerne foregår ordentligt og pænt, og der har endnu ikke været brug for det sæt etiske spilleregler om blandt andet at tale ordentligt til hinanden, som blev udarbejdet ved fusionsforberedelsernes start.
Mangler politiske beslutninger
- Jeg har altid syntes, at mit arbejde var sjovt. Med kommunalreformen og fusionerne er det endnu sjovere og mere udfordrende, siger Ellen Svenning.
Hun lægger dog ikke skjul på, at det kunne have været nemmere, hvis den politiske organisation havde været på plads og beslutningsdygtig på nuværende tidspunkt.
- Det er meget svært at gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Som it-folk er vi nødt til at være foran for at kunne levere varen, men vi mangler hele tiden nogle beslutninger, siger Ellen Svenning.
Billedtekst:
- Det er meget svært at gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Som it-folk er vi nødt til at være foran for at kunne levere varen, men vi mangler hele tiden nogle beslutninger, siger Ellen Svenning, it-ansvarlig i Ringe Kommune.