Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. april 2005.
De fire jyske S-kommuner Skive, Spøttrup, Sallingsund og Sundsøre skal ikke regne med at slippe med 18 millioner kr. til it-sammenlægning.
Den endelige it-regning for 4S-kommunerne bliver større end de 18 millioner kroner, vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole.
- Umiddelbart lyder det faktisk meget billigt. Men der er, som de også selv siger, kolossale usikkerheder, og der skal ikke mange uforudsete ekstraudgifter til, før de lander på et niveau som Bornholm, hvor it-sammenlægningen løb op i omkring 40 millioner kroner, siger Roger Buch.
Her, hvor de de fem kommuner og et amt i 2001 besluttede at gå sammen, fik man imidlertid både tilskud fra staten og halv pris hos KMD, der betragtede Bornholm som en læreproces op til kommunalreformen.
Roger Buch understreger, at det er særdeles vanskeligt at vurdere omfanget af it-regningen for kommunalreformen. Men han er ikke optimist på kundernes vegne.
- Noget af det, der tydeligt viser, at det her bliver dyrt, er KMD's meddelelse for kort tid siden om, at de inden for et år fordobler medarbejderstaben. Og IT-Brancheforeningens direktør har anslået, at der ligger et marked på 20 miliarder kroner i løbet af fem-syv år. Det er nok for optimistisk på branchens vegne, men resultatet havner nok i det brede spænd mellem en til to og op til de 20 milliarder kroner, siger Roger Buch.
Han noterer, at det er antallet af kommuner og dermed antallet af it-systemer, der skal lægges sammen, der bestemmer kompleksiteten og dermed prisen. Derudover spiller det ind, om der er tale om en konstellation med en stor og flere mindre kommuner eller en række jævnbyrdige kommuner. Den første, som Skive storkommune er et eksempel på, vil typisk være den billigste løsning.