Direktøren der trives som nummer to

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. februar 2005.


En kortslutning hos Oracle er trods alle odds endt lykkeligt for Jan Skelbæk, der snart overtager topposten hos Symantec.

Den nye topchef for Symantec i Danmark, Jan Skelbæk, er en særpræget mand. Han har aldrig lagt billet ind på en større stilling, end den han selv besad. Og han har aldrig stræbt efter at blive nummer et i hierarkiet.
Alligevel viser hans karriereforløbet, at han får de højere poster.
- Jeg opfordres til at tage dem, forklarer den 45-årige Jan Skelbæk, der endnu en gang er blevet opfordret. Han forlader en post som salgsdirektør i Ementor efter blot syv måneder for at påtage sig det nye hverv som administrerende direktør for it-sikkerhedsfirmaet Symantec pr. 1. marts.
Først sagde han nej. Han gav tilmed et forslag til en anden egnet kandidat.
- Jeg er glad for arbejdet som salgsdirektør for Ementor, og mit ansvarsområde er netop øget. Kombineret det korte tidsrum, jeg har været her, talte det for at blive, siger Jan Skelbæk, der dog gav sig efter fornyet henvendelse.
Han var landet hos Ementor efter en tur igennem mediemøllen foranlediget af, at Oracle bortviste ham samt en højere placeret direktør for regnskabsfusk. En bortvisning han er gået rettens vej for at få kendt uberettiget.
- Jeg fik stillingstilbud fra amerikanske virksomheder, men jeg valgte Ementor, fordi jeg så det som et stort plus, netop at selskabet ikke var amerikansk. Jeg har kun været hos IBM og Oracle, og jeg ville gerne arbejde i et nordisk - et europæisk - firma, forklarer Jan Skelbæk og tilføjer:
- Jeg havde ellers haft en fantastisk tid hos Oracle, men afslutningen blev absurd.

Kortene blev straks lagt på bordet, da han mødtes første gang med Symantecs nordiske direktør.
- Søger man på "Jan Skelbæk" på Google, er det jo ikke ligefrem svigermors drøm, der kommer op, siger han med galgenhumor i stemmen.
Men han sikrede sig også, at topstyringen fra USA lå på et niveau, der var til at leve med.
Jan Skelbæk er ikke sikkerhedsekspert. På en skala fra nul til ti vurderer han sin position som fem til seks.
- Området er dog ikke længere så kompliceret at forstå forretningsmæssigt. Alle har efterhånden fået problemerne tæt på huden. Vi får spam og virus. Vi ser, hvad der sker, når sønnen har downloadet noget skidt. Vi ser netbanker, der går ned, og hvor systemerne skal genstartes ud fra backup, siger Jan Skelbæk.

Netop backup er nu i fokus hos Symantec, der er verdens største leverandør af antivirus-software. I december bebudede selskabet et køb af Veritas - en kæmpe inden for software til lagring, backup og restore for 13,5 mia. dollar i aktier, svarende til 79 milliarder kroner.
Denne fusion havde stor betydning for Jan Skelbæks beslutning om alligevel at skifte. Han trives med organisationsarbejde, og det skal der til, når de to små danske selskaber skal lægges sammen. Han tror også på, at pionerånden har gode vilkår.
- En lille ny virksomhed går jo nærmest på vandet for at servicere kunderne godt. Det er sværere i en stor organisation, siger Jan Skelbæk.

Han trives som leder, men tror ikke på, og nogen er den fødte leder.
- Jeg tror til gengæld på, at nogen er født til, at de aldrig bør være ledere, lyder hans kommentar tørt.
Skelbæk har ingen ledelsesguru, og han er ikke storforbruger af managementbøger. Han har i stedet ladet sig inspirere af de bedste ledere, han har mødt i løbet af den lange karriere, og han har også lært på den hårde måde. Hans ledelsesstil var i begyndelsen for hensyntagende, og det kunne give bagslag. Nu går han mere direkte på, både med dårlige og gode ting.
Bo Nielsen, der er divisionsdirektør hos Ementor, og som også har arbejdet sammen med Jan Skelbæk hos Oracle, karakteriserer ledelsesstilen således:
- Jan Skelbæk er medarbejdernes og kundens mand. Han er lydhør, og han er en god forhandler, der altid søger en win-win-løsning. Oveni kommer, at han er god til at bringe ting ned på jorden - til at sikre en løsning.
Skelbæks svagere side er ifølge Bo Nielsen, at han ikke er så strategisk orienteret.
- Men det passer godt til den nye stilling, hvor en stor del af strategien kommer fra USA. Her i Danmark skal Symantec have opbygget salgskanalen, og det er han rette mand til.

Og Jan Skelbæk stortrives med salg. Det er hans andet store interesseområde, og han er glad for, at Symantec med opkøbet af Veritas styrkes i den tunge ende af markedet.
- Så er jeg på hjemmebane. Jeg har et godt netværk blandt it-cheferne. Det viste sig også i kølvandet på Oracle-sagen. Mange kontaktede mig for at give deres støtte, fortæller han.
Headhuntere har tidligere været ude med tilbud om stillinger som administrerende direktør, men han har konsekvent sagt nej.
- Jeg trives godt med at være nummer to i stedet for nummer et. Hos Symantec bliver jeg godt nok nummer et i Danmark, men det er stadig først og fremmest et salgsjob, siger Jan Skelbæk.
Hans forgænger i Symantec-jobbet, Peter Michael Jensen, arbejder nu for koncernen i San Francisco, men umiddelbart frister en international karriere ikke Skelbæk.
- Jeg bor sammen med en skøn dame, har to børn, hund og kat, og datteren vil have et marsvin. Jeg nyder det herhjemme sammen med familie og venner. Der er jo også sket rigeligt det sidste år.

Billedtekst:
nyt job - Søger man på "Jan Skelbæk" på Google, er det jo ikke ligefrem svigermors drøm, der kommer op, siger Jan Skelbæk, der nu forlader Ementor for at blive topchef for Symantec i Danmark.

Boks:
jan skelbæk
• Cand. merc. fra Handelshøjskolen i København
• 1983-1990 IBM (systemkonsulent, salgskonsulent)
• 1990-2004 Oracle (salgskonsulent, salgschef, salgsdirektør, direktionsmedlem)
• 2004-2005 Ementor (salgsdirektør)
• 2005- Symantec (administrerende direktør)

Boks:
Det sagde skelbæk også
"Jeg ønsker ikke at tjene det dobbelte, hvis det forudsætter, at jeg dagligt skal lægge tre timer oven i arbejdsdagen. Det går for meget ud over balancen mellem arbejde og familieliv".

"Får jeg en god, uopfordret ansøgning, tager jeg altid et interview med personen, også selv om der p.t. ingen ledige stillinger er. Så har man sandsynligvis en pulje at trække på, når behovet opstår."

"Hvad jeg lærte af Oracle-historien? Jeg var nok for naiv. Har altid troet på retfærdighed - at hvis man ikke snyder og svindler, så bliver man heller ikke selv snydt. Jeg er nok blevet lidt mere forsigtig med at love evig loyalitet til nogen, selv om det egentlig er min stil."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere