Lønsag med domino-effekt

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. februar 2005.


Konsulentbranchen og dens kunder har blikket stift rettet mod Københavns Kommune, hvor Accenture har bakset med at få styr på lønadministrationen.

I konsulentkorridorerne ekkoer både lettelse og ærgrelse over kvalerne i København. Nogle frygter at blive ramt af en negativ Accenture-effekt, mens andre affærdiger sagen som Accentures og Københavns eget problem.
Allan Vendelbo, formand for Kommunaldirektørforeningen, tror, der er en afsmitning:
- Accenture er jo ikke hvem som helst. Det ville nok ikke have haft så store konsekvenser, hvis den involverede virksomhed havde været et mindre, lidt mere obskurt foretagende. Men man har jo den opfattelse, at Accenture er en både stor, kompetent og professionel virksomhed. Og når de så i den grad taber på sagen, vil mange sige, at så er risikoen for, at andre også vil gøre det og heller ikke kan overskue kompleksiteten, nok stor.
"En grim sag", lyder karakteristikken fra WM-datas administrerende direktør, Jesper Scharff. Med den tilføjelse, at den ikke vil udløse begejstring for ideen om outsourcing - tværtimod.
Fra dansk-norske Visma Services, der står for lønnen i Frederiksberg, Tølløse og Ryslinge, vel at mærke uden skift af teknologiplatform, betegner direktør Peter Lauring sagen som forstyrrende. Den megen "støj" tilskrives både, at mange har en interesse i spørgsmålet om outsourcing, og at opgaven i København er særdeles vanskelig, mener han. En negativ påvirkning på langt sigt tror han ikke på; processen mod mere outsourcing og flere kommunale leverandører kan ikke stoppes, kun forsinkes, mener han.

En af dem, der afviser, at hele branchen vil blive ramt, er Torben Skriver Frandsen, administrerende direktør for konsulenthuset NNIT. Han kritiserer både Accenture og Københavns Kommune.
- Det handler jo bare om, at Accenture går ud og driver forretning på et område, hvor de ingen erfaring har i Danmark. Det ligger helt uden for deres gebet. De er inde og øve sig i København, men når man skal bygge sådan noget op, bør man starte i det små, så ulykkerne ikke bliver større, end man kan nå at feje op. Løn er noget af det mest komplicerede, og Københavns Kommune er den med flest lønaftaler og forskellige lønarrangementer. To parter har begået fejl. Det er fint, at Københavns Kommune vil outsource, men de må vurdere kompetencerne i den virksomhed, de vil outsource til, og det har de ikke gjort. Det næste er, at Accenture går ind i det. På mig virker det helt vanvittigt, siger Torben Skriver Frandsen.
Han peger på, at Accenture traditionelt er rådgiver, men det kræver en anden viden at implementere og udføre opgaverne.
Analytikeren Mette Ahorlu siger, at den med, at man skal forstå kundens problemer, er blevet så meget en kliché, at ingen gider sige det længere.
- Men et eller andet sted er det alligevel dér, de er strandet, mener hun. Hun påpeger, at andre i tidens løb har søgt at slå KMD på hjemmebanen med lønsystemer, eksempelvis Columbus IT Partner og ICL, men at det er kolossalt vanskeligt.
Hos Accenture afviser administrerende direktør Jakob Kraglund kritikken. Han erkender, at der har været problemer, men siger, at lønkørslerne i januar gik godt, og at man nu ligger inden for gældende fejlmargin. Han siger også, at der ikke kun er tale om systemfejl, men at også eksempelvis indberetningsfejl gør sig gældende.

Årsopgørelserne forventer Accenture at komme på plads med.
- Nu er vi så tæt på målet. Vi har et lønsystem, der kører, og vi tror og håber at få lov til at fortsætte i det spor. Ja, nogle vil være blevet afskrækket af problemerne, og jeg er godt klar over, at vi har en stor forklaringsopgave foran os. Men faktum er, at for mange er det system nu direkte anvendeligt. De ting, vi har brændt os på i København, vil vi ikke brænde os på igen. Hvis nogen ved, hvordan processen skal gribes an - og ikke gribes an - så er det os, siger Jakob Kraglund.
Og han tilføjer, at da kommunen i 1986 skiftede til KMD-systemer, gik det heller ikke problemfrit eller stille for sig. Da gik medarbejderne i strejke.

Boks:
Balladen om Accenture og København spidser til
I denne uge blev Københavns Kommune i Arbejdsretten dømt for brud på overenskomsten som følge af de seneste halve års problemer med udbetaling af løn til kommunens over 50.000 ansatte.
Allerede i 2003 blev outsourcing-kontrakten underskrevet. En udskiftning af det gamle KMD-lønsystem med en ny, standardiseret Oracle-platform var inkluderet i aftalen. Det arbejde blev sat i værk i 2004, og siden har der været problemer.
Systemets - og Accentures - videre skæbne i Københavns Kommune afhænger nu af, hvorvidt lønoplysningerne til ToldSkats årsopgørelser er korrekte. Flere kommunalpolitikere har tilkendegivet, at de ønsker Accenture sat på porten, hvis der også her viser sig fejl
Kommunens holdning er ifølge vicedirektør i kommunens økonomiforvaltning Peter Knop, at man har fået et system, der er fejlbehæftet og ikke regner rigtigt. Han vil ikke udtale sig om omkostningerne ved et eventuelt leverandørskift, men både Accenture og kommunalpolitikere har tilkendegivet, at det efter deres mening vil være vanskeligt.

Boks:
Business Process Outsourcing (BPO)
Virksomheder har i årevis outsourcet forretningsprocesser som logistikhåndtering og call-centerfunktionern. I kølvandet på den økonomiske krise er antallet af tilbud inden for outsourcing af forretningsprocesser vokset. Hvor det for de fleste virksomheder ville have været utænkeligt at lade andre drive lønudbetaling til deres medarbejdere, præcis som det en årrække gjaldt for it-afdelingen, er det nu et af de udliciteringstilbud, der får størst opmærksomhed fra kunderne. Andre populære tilbud inkluderer en bred vifte af human resource funktioner, bogholderi og økonomistyring samt indkøb.
Ifølge IDC forventes det nordiske marked for BPO at vokse med 18,6 procent årligt de næste tre år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere