Krav om sporbar mad fremmer forretningssystemer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. februar 2005.


EU-krav om sporbarhed på fødevarer, giver ny vind til ERP-systemer i danske fødevarevirksomheder. De investerer i opgraderinger eller
ligefrem helt nye systemer.

Nye EU-krav om, at man skal kunne spore fødevarer tilbage til den enkelte landmand, avler eller producent, stiller store krav til fødevarevirksomhedernes systemer til ERP (Enterprise Resource Planning). Det får mange virksomheder til at opgradere deres ERP-systemer til en nyere version eller måske ligefrem købe et helt nyt system, hvis det eksisterende ikke understøtter sporbarhed. Og det gør de fleste standard-ERP-løsninger ikke.
Virksomhederne har fundet ud af, at ERP er et af de bedste redskaber til at sikre, at de data, som sporbarhed kræver, er tilgængelige overalt i virksomheden og for leverandører, kunder og myndigheder. Kravet om sporbarhed betyder nemlig, at detaljerede data om oprindelsessted og destination skal følge fødevarerne hele vejen fra jord til bord. Og den opgave er ERP god til at løse.

- På grund af de nye krav er sporbarhed som en del af ERP-systemet et stort emne hos fødevarevirksomhederne lige nu, lyder det fra en af branchens ERP-rådgivere, Steen Christensen, der er chefkonsulent hos Rambøll Management, som blandt andet lever af at rådgive især store virksomheder om ERP-løsninger.
Han har hjulpet flere virksomheder med at få understøttet sporbarhed i deres ERP-system. Han peger på, at jo højere præcision i sporbarhed virksomheden vælger, jo større fordele vil den opnå, hvis den bliver ramt af en madskandale, for eksempel en forgiftningssag.
- Virksomheden må veje udgiften til en højere præcision i forhold til den udgift og det indtægtstab, virksomheden vil lide, hvis virksomheden bliver centrum i en fødevareskandale i medierne og er nødt til at kalde store partier tilbage fra butikkernes hylder. Jo større præcision virksomheden har i sporbarhed, jo færre produk-
ter er den tvunget til at kalde tilbage, fordi den ved præcis, hvor de ramte produkter befinder sig, siger han.
- Det ser ikke så godt ud i nyhederne, hvis der er en eller anden, der har spist noget fra virksomheden, som han er blevet syg af - især hvis virksomheden ikke aner, hvor meget af det samme produkt, der stadig findes ude på hylderne. Det kan hurtigt blive dyrere at blive ramt af en fødevareskandale end at indføre systemer, der kan håndtere sporbarhed, siger Steen Christensen.

Han tilføjer dog, at virksomheden ikke kun skal til lommen, når den indfører sporbarhed.
- Det koster også lidt mere i den daglige drift. Høj præcision i sporbarhed betyder nemlig, at man skal håndtere flere data i sit ERP-system.
Steen Christensen påpeger også, at selvom mange virksomheder er langt med at få understøttet sporbarhed, er der stadig mange muligheder for at kunne spore produkter mere præcist.
- Sporbarhed gælder jo både frem og tilbage i værdikæden, og for eksempel hele vejen til hylderne i supermarkedet. Så langt er der ikke mange, der er endnu.

Kravene om sporbarhed har også ført til opgraderinger af it-systemerne i et af de tilknyttede erhverv, transport-branchen.
Den store transportvirksomhed DFDS, der er transportør for nogle af Danmarks største fødevarevirksomheder, har for nylig indført sporbarhed i sine it-systemer. Det er dog ikke sket som en del af virksomhedens ERP, men i stedet i warehouse management-systemerne og i transportplanlægningssystemerne.
- Vi har indført nye funktioner i vores systemer, som gør, at vi kan følge produkterne på produktionsbatch- og palle-niveau. Det er sket som direkte følge af de nye sporbarhedskrav, men også fordi vi har vurderet, at det kan give os nogle fordele i forhold til vores konkurrenter, siger Kim Fischer, der er salgschef i DFDS Transport Solutions.

Billedtekst:
SPORBARHED Vi kender alle det lille lyserøde stempel på ægget og stemplerne på toppen af mælkekartonen. Begge stempler, der understøtter sporbarhed, fordi de ikke bare oplyser produktionsdato, men også produktionssted. Foreløbig mangler dog præcise oplysninger om den egentlige oprindelse: Klara Kluk og Nora Malkeko?

Boks:
Fødevaresporet
Siden nytår har alle fødevare- og fodervirksomheder stået over for et krav om, at den mad, som de producerer, skal kunne spores hele vejen fra jord til bord - og tilbage igen. Det betyder, at de skal indføre systemer, der gør at man kan følge råvarer, dyr, foder og fødevarer hele vejen fra landmandens marker og stalde til forbrugernes indkøbsvogne.

Formålet med de nye krav er:

• at øge fødevaresikkerheden og beskytte forbrugerne imod vildledning,

• at kunne levere mere præcise oplysninger om fødevarerne til forbrugerne,

• at lette kontrollen og gøre det enklere og hurtigere at trække fødevarer tilbage fra markedet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere