Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. februar 2005.
HP er gået i gang med at finde en afløser for den sygemeldte administrerende direktør, Jens Frølund.
Direktørstolen har stået tom i to længerevarende perioder i HP. Den skal nu besættes på ny med en afløser for Jens Frølund, der blev sygemeldt i oktober sidste år, blot en måned efter han fik jobbet som øverste chef for HP's danske datterselskab.
HP's kommunikationschef, Henrik Kirkeskov, bekræfter, at virksomheden er begyndt at søge efter en ny topchef.
- Jens Frølund og HP er blevet enige om, at det ansvar og arbejdspres, der følger med jobbet som administrerende direktør, ikke giver optimale betingelser for at komme igennem et længerevarende sygdomsforløb. Derfor har vi i fællesskab besluttet, at HP søger efter en ny administrerende direktør, og at Jens Frølund kommer tilbage til en anden position i HP, når han er blevet rask, siger Henrik Kirkeskov.
Angiveligt søger HP nu både internt og eksternt efter en direktør. Hvilken profil man går efter, vil virksomheden ikke kommentere, men HP har et erklæret mål om at skærpe fokus på service og outsourcing. Således sagde Jens Frølund ved sin tiltræden til Computerworlds netavis, at han ville bruge HP's store og voksende produktforretning som afsæt for at øge salget af ydelser inden for service og outsourcing. Hvilken position han skal have fremover er uvis, men Henrik Kirkeskov siger, at det er oplagt at udnytte hans store erfaring inden for service og enterpriseløsninger. Han tilføjer, at Jens Frølund nyder stor respekt i organisationen og har en høj stjerne hos både ledelsen og medarbejderne.
HP trak Jens Frølund ind på grund af hans brede erfaring, der rummer administrerende direktørposter i både EDB Gruppen og Digital Equipment Corporation samt over 20 års virke i IBM.