Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. januar 2005.
De friske tal fra Danmarks Statistik om den offentlige sektors brug af it
giver mange vinkler på fremdriften i
digitaliseringen. At der er opstillet målbare mål giver dog også i sig selv resultater.
Bagklogskabens lys vil sikkert skinne alt for klart, når historiebøgerne om digitalisering af centraladministrationerne i verden skal skrives.
Om 10-20 år, eller hvornår nogen vil sætte sig til tastaturet (og hvis tastaturer stadig findes), vil det være klokkeklart, hvordan man skulle have grebet digitaliseringen an på bedste måde.
Og det er helt sikkert ikke, som det foregår lige nu.
For mange lande, som tids- eller udviklingsmæssigt ligger i kølvandet på Danmark, vil processen også blive nemmere, fordi der er både best og worst practise at lære af.
Det er der ikke rigtigt for Danmark, når man lige undtager Canada, der ofte nævnes som eksempel på det eneste land, vi for alvor kan lære noget af på e-gov-området.
Det er - i parentes bemærket - også netop derfor, at en delegation på 12 danske topchefer, inklusive bestyrelsen for Projekt Digital Forvaltning, på søndag rejser på en uges studietur til Canada.
Men - hvis man da ellers engang finder det interessant nok at skrive om den arbejdsomme periode lige først i det 21. århundrede, hvor alle arbejdsgange i det offentlige skulle laves om og alle oplysninger lægges ind i forbundne it-systemer i standardiserede formater, vil historikernes domme formentlig være hårde og deres undren stor.
Sikke underlige mål, man satte sig. Hvilke mærkværdige fokuspunkter. Og hvorfor alle disse milepæle og procenter, vil de undrende historikere formentlig tænke.
Men der er en mening med galskaben. Selv om det i fremtiden sikkert vil forekomme bizart, at Danmarks Statistik i disse år udsender statistiske efterretninger om, hvor mange myndigheder - fordelt på myndighedstyper og afsendertyper - der for eksempel modtager mindst 25 procent eller under 25 procent af deres dokumenter elektronisk - er der mening med at opsætte mål og måle effekter. Sådan som man har gjort det i strategien for Projekt Digital Forvaltning for et år siden.
Målbare mål på hændelser, som man ikke før har målt på, fremmer bevidstheden om, hvad man gør og hvorfor.
Og det er netop denne bevidsthed og fokus på processer og arbejdsgange, der ad åre vil give den frigørelse af ressourcer, som er det ene af de tre ultimative mål med digitaliseringen. De to øvrige er bedre borgerservice og højere kvalitet i sagsbehandlingen.
Tallene fra Danmarks Statistik viser nemlig, at mens det aktuelt kniber med at få ressourcer frigjort over en bred kam, så lykkes det rigtig godt hos de myndigheder, der har omlagt arbejdsgangene i forbindelse med deres digitaliseringsprojekter. Her har 57 procent fået frigjort ressourcer, mens det kun er lykkedes for tre procent af dem, der ikke har lavet om på arbejdsgange eller organisation.
Målbare mål skærper opmærksomheden og giver på den måde resultater - bare ved at være der.
Den pointe har også Norge ladet sig inspirere af. Planen er at indføre pejlemærker som de danske i Norges nye digitaliseringsstrategi, som til sommer afløser eNorge-handlingsplanen.
En anden nødvendig faktor, som nok vil falde historikerne i øjnene, er tålmodighed og tid. Tiden er en allieret, der uden at gøre andet end at gå, arbejder med, når digitaliseringsmålene skal nås.
Når tallene fra Danmarks Statistik for eksempel viser, at ESDH kun har fået sagsbehandlingstiden til at falde hos 34 procent af myndighederne, være uændret hos 63 procent og stige hos tre procent, er det formentlig kun et overgangsfænomen.
Kommer tid, kommer virkning. Og det er tallene fra Danmarks Statistik en glimrende dokumentation for - også for eftertiden.
Læs mere i magasinet eGov,
der i denne uge udkommer
sammen med avisen.
