Nyt prisfald rammer mobiloperatører hårdt

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. januar 2005.


Det er alt for dyrt at ringe fra fastnet til mobil, mener IT- og Telstyrelsen, som er på vej med et indgreb. Operatørerne frygter indgrebet, for de henter op mod 30 procent af deres indtjening på opkaldene og har svært ved at finde nye indtægter. Værst ser det ud for Telia.

Danske telekunder kan glæde sig. Inden sommerferien bliver det nemlig væsentligt billigere at ringe fra en fastnet- til en mobiltelefon. I dag koster det mellem 1,50 kroner og 1,75 kroner i minuttet, men det er for meget, mener IT- og Telestyrelsen. Styrelsen bebuder et indgreb, som i værste fald vil koste mobil-operatørerne en halv milliard kroner. Telia ser ud til at blive ramt hårdest.
- I løbet af foråret vil vi efter alt at dømme kræve prisen for terminering (kobling, red.) af opkald fra fastnet til mobil sænket. Der er ganske enkelt ikke ordentlig konkurrence på området, siger direktør for IT- og Telestyrelsen Jørgen Abild Andersen.
Mobiloperatørerne frygter indgrebet. Mange af dem har forretningsmodeller, hvor de har baseret en uforholdsmæssig stor del af deres indtjening på netop opkald fra fastnet til mobil. Tal fra Konkurrencestyrelsen viser, at nogle af teleselskaberne henter over 30 procent af deres indtjening på disse opkald.
Sagen er også, at indtægten fra disse opkald ofte er med til at finansiere lave minuttakster på mobilabonnementerne.

Selskabernes frygt skærpes yderligere af, at de ikke har meget rum til at dække det fald i indtægten, som indgrebet vil betyde. Det er for eksempel ikke muligt at hæve minutprisen på opkald den anden vej - fra mobil til fastnet. For her er konkurrencen allerede benhård.
Prisfaldet på en halv milliard kroner bliver en realitet, hvis IT- og Telestyrelsen - som en af to modeller - vælger at skele til prisniveauet i lande, vi normalt sammenligner os med. Falder valget på Sverige, vil den interne afregningspris mellem selskaberne falde fra de nuværende ca. 90 øre i minuttet til 64 øre i minuttet - en reduktion på næsten 30 procent.
IT- og Telestyrelsen kan også vælge at fastsætte forskellige prisreduktionskrav for hver enkelt selskab. På grund af volumen er TDC's omkostninger pr. minut for at sende et opkald videre i mobilnettet f.eks. lavere end Telias. Hvis IT- og Telestyrelsen tager højde for det, vil Telia få en rabat med denne model.
Styrelsen har endnu ikke valgt den ene model frem for den anden.

Uanset udfaldet vil priserne falde. Det går især ud over Telia.
- Hvis man sænker engros-prisen til 64 øre pr. minut fra fastnet til mobil, vil det relativt set ramme Telia hårdest, lyder det fra investerings-eksperten Poul Ernst Jessen fra Danske Equities, der vurdere markedstendenser i bl.a. telebranchen.
- Telia vil tabe 40 procent af sin indtjening før afskrivninger, svarende til 110 millioner. Sonofon bliver mindre hårdt ramt. Her vil indtjeningen falde 17 procent, svarende til 190 mio. kroner. TDC bliver mindst ramt - har vil indtjeningen falde 14 procent svarende til 220 mio. kroner, siger Poul Ernst Jessen.
Telia vil tabe mest, fordi selskabet i Danmark henter den største del af sin indtjening netop på denne type opkald. Samtidig har Telia forholdsmæssigt flere mobilkunder end fastnetkunder.
- Vi er ikke glade for indgrebet. Det vil påvirke vores muligheder for at tjene penge og vores investeringslyst, siger Telias mobilchef Jesper Brøckner.
Indgrebet betyder, at teleselskaberne vil tjene mindre på mobilkunderne, men mere på fastnetkunder. Har man flest mobilkunder bliver man ramt hård, omvendt hvis man har flest fastnetkunder.
TDC og Sonofon er ud over Telia de eneste tilbageværende mobilselskaber med eget net og har en mere ligelig fordeling mellem fastnet- og mobilkunder.

Tilsyneladende er det altså teleselskabernes kunder, som bliver de store vindere. Men måske har de også grund til bekymring. Indgrebet kan nemlig på længere sigt styrke de store selskaber og skabe konsolidering på telemarkedet, ligesom det forhindrer yderligere investering i teknologi. Det vil måske presse de små selskaber ud af markedet, svække konkurrencen og give plads til stigende priser.
For at undgå denne risiko, overvejer IT- og Telestyrelsen at introducere de lavere priser gradvist.
- Vi må undgå, at krav om en betydelig prisnedsættelse gennemført i morgen påvirker konkurrencen på mobilmarkedet negativt. For kunderne er jo lige vidt, hvis alle mobilselskaber - bortset fra måske et enkelt - drejer nøglen om, siger Jørgen Abild Andersen.
Hos Telia taler man også for en gradvis indførelse.
- Hvis man absolut skal pille ved vores indtægtsgrundlag, vil vi da helst have, at det sker gradvist. På den måde får vi tid til at tilpasse vores forretningsplan og produkter, siger Telias mobilchef Jesper Brøckner.
- Samtidig er det vigtigt, at man differentierer kravet om prisreduktioner fra selskab til selskab, da vi jo har forskellige omkostningsstrukturer, siger han.

Billedtekst:
løfte - I løbet af foråret vil vi efter alt at dømme kræve prisen for terminering af opkald fra fastnet til mobil sænket. Der er ganske enkelt ikke ordentlig konkurrence på området, siger direktør for IT- og Telestyrelsen Jørgen Abild Andersen. I dag betaler de fleste fastnetabonnenter over 1,50 kroner for at ringe til en mobiltelefon. Denne pris ventes at blive sat markant ned af IT- og Telestyrelsen. Foto: Torben Klint

Billedtekst:
av - Vi vil blive ramt hårdt, siger Telias mobilchef Jesper Brøckner. Telia må forberede sig på, at indgrebet kan koste selskabet over hundrede millioner kroner.

Boks:
IT- og Telestyrelsen har fået nyt reguleringsredskab
IT- og Telestyrelsen har fået et nyt reguleringsredskab, som blev taget i brug i denne uge.
Redskabet hedder markedsundersøgelser og -afgørelser, og det betyder, at hvor IT- og Telestyrelsen tidligere måtte vente på at få ændret lovgivningen, når den ville regulere f.eks. telebranchen priser, kan styrelsen nu regulere priserne på grundlag af markedsundersøgelser.
Redskabet udspringer af et nyt EU-direktiv. I første omgang bruges redskabet i Danmark dog på et område, der har mindre fokus, nemlig engros-markedet for den såkaldte fastnet-access. Det ventes ikke at give den store tumult, da dette område allerede har været reguleret i lovgivningen.
Omvendt forholder det sig med prisen for terminering af fastnetopkald i mobilnettene - altså hvad fastnetselskab A skal betale for at sende et opkald til en telefon og dermed en kunde i mobilselskab B's net.

Boks:
De dyre kald fra fastnet til mobil
Det er dyrt at ringe fra fastnet til mobil i Danmark. Det skyldes, at fastnetselskabet skal betale en høj minutafgift til mobilselskabet for hvert opkald, når fastnetselskabet sender opkaldet til en telefon i mobilselskabets net. Vil fastnetselskabets kunde ringe til en bestemt mobilkunde, kan fastnetselskabet nemlig ikke vælge at sende opkaldet til andre net end netop det net, som er ejet af mobilkundens selskab. Dermed er der ikke konkurrence for denne slags opkald.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere