Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.
It bliver en afgørende faktor for succesen af strukturreformen, siger kommunerne. Ny vækst er på vej i it-investeringerne.
En ny spørgeskema-undersøgelse fra it-leverandøren Fujitsu, som har spurgt 74 danske kommuner, viser, at alle på nær tre mener, it er en "helt afgørende" eller "vigtig" faktor i strukturreformen. Samtidig bebuder over halvdelen, at de vil etablere fælles centrale administrationer med de kommuner, de sammenlægges med.
Dermed er der lagt op til, at strukturreformens sammenlægninger vil betyde en øget investering i kommunal it. Det er godt nyt for it-leverandørerne, og kommunernes nye investeringer kan forventes allerede fra næste år. Næsten halvdelen af kommunerne i undersøgelsen forventer at ville investere i ny it inden for det næste år, og 40 procent vil investere inden for to år.
Tre fjerdedele af de spurgte forventer, at strukturreformen kommer til at koste dem penge, og at mange af dem kommer til at gå til it-investeringer. Især elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystemer og økonomistyring nævnes som store poster på it-budgettet.
I en af de kommuner, som snart vil mærke strukturreformen, er man enig i undersøgelsens konklusioner.
- It er afsindig vigtig i forbindelse med strukturreformen. Vi bliver jo vurderet på vores evne til at levere service og stabil drift til borgerne, og her er it afgørende. Det er jo kommunens maskinrum, lyder det fra Peter Frost, der er social- og it-direktør i Frederikssund Kommune.
- It-investeringerne vil især komme hos de kommuner, som skal sammenlægges, og som bliver nødt til at sammenkøre deres systemer og konvertere data. Det er således også tilfældet hos os, siger Peter Frost.
- De fleste kommuner vil nok bruge det næste halve års tid til at finde ud af, hvordan de gør og planlægge ændringerne, men derefter vil it-investeringerne så også begynde at vise sig, siger han og forventer at bruge både gamle og nye it-leverandører, herunder KMD.
KMD har kørt sig i stilling til strukturreformen og har netop indgået den første af en række partneraftaler om at udvikle og afprøve en drejebog for projekter og reformmodeller til it-sammenlægninger. Den er indgået med en række vest- og sønderjyske kommuner, som er så langt i planerne, at de har bedt indenrigsministeren om lov til at fusionere på it-området allerede før 1. januar 2007.
- Der bliver rigeligt andet at se til ved årsskiftet til 2007. Derfor undersøger vi muligheden for at få it-systemerne på plads allerede midt på året 2005, siger kommunaldirektøren fra en af kommunerne, Thorkild Præstegaard, Bredebro Kommune.
Boks:
om undersøgelsen
Fujitsu har sendt spørgeskemaer ud til 256 kommuner. 74 af dem har svaret. Kundeundersøgelsen baserer sig således på svar fra godt en fjerdedel af de spurgte kommuner.