Alt det her kan du i Windows Live
Med 2,2 millioner danske brugere er der stor sandsynlighed for, at du er en af de mange, der benytter sig af Microsofts Live-tjenester.
Målet med tjenesterne er, at Live skal være centrum for din kommunikation, det vil sige mail, chat, blog og sociale værktøjer.
Det skal ske dels via en række tjenester og programmer fra Microsoft og dels via en række partnerskaber med en lang række kendte websider.
Det er for eksempel Flickr, Flixster, Photobucket, StumbleUpon, Wordpress, Twitter og Facebook. Sidstnævnte er dog ikke tilgængelig endnu, men kommer det.
Idéen er, at du ikke behøver at logge ind på hver enkelt side, men kan få alt nyt fra sociale websider, mail, chat og så videre på home.live.com - som er startsiden for Live-universet - og med de tilhørende programmer.
Men hvad indeholder Live egentlig i dag? Det har vi kigget nærmere på. På de næste sider kan du se en oversigt over de muligheder, du har med dit Live-id (som du allerede har, hvis du bruger Messenger eller Live Hotmail).
Download
Live byder på decideret software, du skal downloade, for at du kan bruge det. Du finder det hele her. Det umiddelbart mest kendte er Windows Live Messenger.
Messenger
Messenger er det suverænt mest brugte chat-program, og ud over at skrive beskeder til vennerne kan du også spille spil og udveksle billeder. Du kan i øvrigt finde tips og tricks til Messenger her.
Mail er en mail-klient, lidt som Outlook, hvor du kan tilføje forskellige mailkonti og dermed samle din håndtering af e-mail. Mail indeholder en kalender.
Photo Gallery
Med Photo Gallery kan du hente billederne fra dit kamera, redigere dem og dele dem med venner og familie.
Movie Maker (er i beta)
Med Movie Maker kan du importere og kombinere fotos, videoklip og musik og derefter skabe din egen film.
Writer
Med Writer kan du skrive indlæg til din blog, også selv om bloggen ligger i en anden tjeneste som for eksempel Wordpress eller Blogger.
Family Safety
Family Safety er en forældrekontrol, hvor du kan begrænse søgninger, tillade eller blokere websteder, bestemme hvem børnene kan kommunikere med, når de bruger Windows Live Messenger, Hotmail eller Spaces, og overvåge, hvilke websteder de besøger.
Webtjenester
Hotmail
Hotmail er en mail-klassiker, men selv om tjenesten har mange år på bagen efterhånden, er der stadig gode argumenter for at bruge den som sin webmail. Du får nem adgang til den via Live-startsiden - eller fra Messenger for eksempel - og du kan fylde hele fem gigabyte med e-mail.
SkyDrive
SkyDrive er dit gratis online lager, hvor du kan gemme billeder, musik, dokumenter og så videre. Du kan holde filerne private eller dele dem med dine Live-venner. Du har hele 25 gigabyte at fylde på, og du kan oprette mapper og undermapper og selv bestemme, hvordan det skal organiseres. Du kan læse mere om SkyDrive her.
Grupper
Med grupper kan du få en simpel webside til din egen lille gruppe. Det kan være for din familie, fodboldklubben eller din frimærkeklub. Her kan I dele informationer, fotos og filer.
Billeder
Billeder giver dig en oversigt over dine uploadede billeder, så du for eksempel hurtigt kan se de billeder, du har på SkyDrive.
Kalender
Windows Live Kalender kan du bruge til at holde styr på personlige aftaler, fødselsdage, ferier og så videre. Du kan oprette flere kalendere, som du kan dele med venner og kolleger, og du kan udgive dem, så alle kan se dem.
Begivenheder
Med begivenheder kan du planlægge et arrangement og invitere andre til det.
Husk at du får adgang til det hele ved logge ind på home.live.com.