Systemudvikling og integration får flest konsulentkroner

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. november 2004.


År 2005 står i integrationens og optimeringens tegn, når det gælder de danske it-chefers brug af konsulentkroner. Det viser en undersøgelse fra Computerworld Consultant lavet i samarbejde med Dansk IT.
35 it-chefer blev spurgt, hvilke opgaver virksomhederne skulle bruge konsulenter til i 2005, og top tre-svarene lød: systemudvikling, integration og procesoptimering.
- Megatrenden i it-afdelingerne lige nu er at få systemerne til at hænge sammen, så man udnytter potentialet bedst muligt. Der er flere strategier på markedet. Nogle vælger indkøb af systemer som SAP, der er bygget til let at kunne integreres. Andre vælger at få udviklet og integreret det, man allerede har. Samlet set er markedet for systemintegration stagneret, men der bliver udviklet derude. Opgaverne er bare mindre i forhold til de kæmpe byg selv-projekter man så for nogle år siden, siger IDC-analytiker Mette Ahorlu.
Af andre topprioriteter finder man ensretning af selskabets systempark, konsolidering af hardware-/software-platformen og forbedring af forretningsprocesserne gennem brug af it.
En anden god nyhed til konsulenterne er, at mens det ikke er alle, der har tænkt sig at bruge flere penge i det nye år i forhold til 2004, så er det blot tre it-chefer ud af de 35 adspurgte, der har tænkt sig at bruge mindre. 20 svarer, at budgettet er konstant, og 12, at det vil være stigende.
Du er for dyr
Det var de gode nyheder. For hvordan man end vender og drejer det, er de danske kunder stadig ikke overbevist om, at brugen af konsulenter er helt problemfri.
Den velkendte nervøsitet over den viden, der forlader virksomheden, når man bruger konsulenter, ligger stadig kunderne på sinde. Men topscorer på listen over problemer ved brug af konsulenter er suverænt prisen. 20 ud af 35 peger på, at prisen er for høj, når de bliver bedt om at nævne tre problemstillinger ved brug af konsulenter. 22 mener, at der er et misforhold mellem prisen og de ydelser, man får.
For Mette Ahorlu er det et tegn på et stort kommunikationsproblem hos konsulenterne.
- Jeg har hørt, at man kan købe mainframe-programmører til 400 kroner i timen. Du kan ikke få lagt mursten for de penge! Det er ikke, fordi konsulenterne er dyre i Danmark, men de er for dårlige til at retfærdiggøre deres værdi og vise kunderne, hvad de egentlig gør for dem. Konsulenter har oversolgt værdien af it op igennem dotcom-tiden, og det får de smæk for nu. De har et troværdighedsproblem, og med sådan et på halsen kan priserne aldrig komme langt nok ned, siger hun.
Hvordan de vælger dig
På trods af, at it-cheferne synes, at de betaler for meget for varen, er pris ikke deres vigtigste krav til deres konsulenter.
Når it-cheferne vælger, hos hvilket selskab de vil købe deres konsulentydelser, ligger kravet om lav pris helt nede på en syvendeplads. På toppen af listen over krav til konsulenthuset finder man det altoverskyggende krav om villighed til og strategi for at overføre viden til kunden efter endt projekt.
Evnen til at overføre viden er også blandt topscorerne, når it-cheferne kigger på kravene til den enkelte konsulent. Her vurderes ansvarsfølelse over for projektet, hvis det går galt, dog højere.
Selvom konkurrencen på det danske konsulentmarked er intensiveret gennem de sidste to år, og de store bliver større og bredere i deres udbud, lever specialisterne stadig, og kunderne i undersøgelsen synes at hælde mod at foretrække de specialiserede konsulenthuse frem for de større one-stop-shop-konsulenter.

Boks:
Integrationsopgaver: 25
Systemudvikling: 22
Procesoptimering: 18
Konsolidering af platformhardware/-software: 15
Projektledelse: 8
Forretningsudvikling: 7
It-outsourcing: 7
Organisationsændringer: 6
Kontraktudformning: 5
Systemvalg: 4
Leverandørvalg/udbudsopgaver: 4
Andet: 4
Human resource-opgaver: 3
Rådgivning om lovmæssige reguleringer: 3
Indkøbsprojekter/procurementprojekter: 2
BPO (outsourcing af forretningsprocesser): 1

Kundernes krav:
I 2005 vil de danske it-chefer primært bruge konsulentkronerne på opgaver, der binder deres systemer sammen. De synes dog stadig, de betaler for meget for varen.

Boks:
Hvordan ser du de tre største problemstillinger ved brug af konsulenter?
Misforhold mellem pris/kvalifikationer: 22
For høj pris: 20
Videnstab når konsulenterne forlader projektet: 18
Budgetoverskridelse: 10
Manglende valg mellem flere prismodeller - eksempelvis flatrate eller no cure - no pay: 10
Manglende forståelse for særlige forhold i din forretning: 9
Tidsoverskridelse: 5
Manglende kommunikationsfærdigheder: 5
Manglende forståelse for netop din branche: 4
Samarbejdsproblemer: 1
Andet: 1

Boks:
Vigtigste krav til den enkelte konsulent
Hvad opfatter du som de vigtigste krav til den enkelte konsulent?
Gennemsnit af svarene, hvor 1 er "mindre vigtigt" og 5 er "et must":

4,7 Ansvarsfølelse, hvis projektet går galt.
4,5 Efterladelse af viden/metodeapparat, når projektet er færdigt .
4,2 Fleksibilitet. Konsulenten kan blive, hvis projektet trækker ud.
4,1 Forretningsforståelse.
4,1 Erfaring fra lignende projekter.
4,1 Kommunikationsfærdigheder.
3,6 Anciennitet inden for sit felt.
3,5 Evne til at sparre om alle problemer i projektet.
3,3 Specialiseret viden om netop din branche.
3,2 Gode konflikthåndteringsevner.
3,0 Lederegenskaber.
2,8 Aldersbetinget erfaring (35 år+).
Kilde: Computerworld Consultant og Dansk IT.

Vigtigste krav ved valg af konsulenthus
Hvad opfatter du som de vigtigste krav ved valg af konsulenthus?
Gennemsnit af svarene, hvor 1 er "mindre vigtigt" og 5 er "et must":

4,7 Villighed til og strategi for at overføre viden til din virksomhed efter endt projekt.
4,3 Evne til klart at dokumentere, hvad tidsforbruget går til.
4,0 Fleksibilitet kan skalere op eller ned i forhold til behovet i projektet.
4,0 Evne til at demonstrere opnået værdi for din virksomhed efter endt projekt.
3,8 Konsulenthuset leverer kun erfarne (over fem år) konsulenter.
3,7 Bedst of breed: Konsulenthuset har fokuserede specialister enten på system, tjenester eller branchevertikalt (for eksempel SAP, HR, energisektoren)
3,3 Billigt.
3,2 Konsulenthuset har en uplettet historie (ingen skandaler/fejlede projekter inden for de seneste fem år).
2,6 One stop shop: Konsulenthuset har en bred palet af tjenester, systemer og branchevertikaler.
2,1 Konsulenthuset er mindre og selvstændigt.
1,8 Konsulenthuset er en del af en international konsulentvirksomhed.
Kilde: Computerworld Consultant og Dansk IT.

Boks:
Budgettet til konsulenter
Hvordan har udgifterne til konsulenter udviklet sig i jeres virksomhed i 2004 i forhold til 2003?
Faldende: 9
Konstant: 10
Stigende: 16

Hvordan forventes udgifterne at udvikle sig i 2005?
Faldende: 3
Konstant: 20
Stigende: 12

Boks:
De svarede
De 35 it-chefer, der har svaret på undersøgelsen, fordeler sig sådan fordelt på branche, omsætning og antal medarbejdere:

Branche
Fremstillingsvirksomhed: 5
Handel og transport: 2
Finansiering og forretningsservice: 2
It-branchen: 2
Offentlige serviceydelser: 2
Offentlig administration: 10
Andet: 0
Øvrig privat sektor: 12

Omsætning Antal ansatte
Under 10 mio: 3 Under 25: 2
10-49 mio: 1 25-99: 7
50-199 mio: 3 100-499: 10
200-999 mio: 11 500-1.999: 3
1-5 mia: 5 2.000-4.999: 5
Over 5 mia: 7 Over 5.000: 8
Ved ikke: 5

Kilde: Computerworld Consultant og Dansk IT.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere