Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 19. november 2004.
Den midtjyske forhandler Pro Components har udnævnt Torben Hjort Pedersen som administrerende direktør, efter virksomheden har været igennem en "makeover".
ledelse Omstruktureringerne er foretaget. Virksomheden er bedre rustet til fremtiden, og ledelseskonsulenten Ivan Tyrsted overlader derfor tøjlerne til Torben Hjort Pedersen, der i fremtiden skal styre it-forhandleren Pro Components.
Ivan Tyrsted har siddet i bestyrelsen for Pro Components siden 2002 og trådte til som administrerende direktør i april 2003. Torben Hjort Pedersen blev ansat kort tid efter og har hidtil haft ansvaret for økonomien i virksomheden.
Nu overtager han det samlede ansvar, mens Ivan Tyrsted bliver i bestyrelsen og fortsat vil være til rådighed for ledelsen efter behov.
Anstrengt likviditet
En anstrengt likviditet og et marked præget af hård konkurrence fik bestyrelsen til at kræve ændringer. Ivan Tyrsted blev hyret til at se på virksomheden med friske øjne og tilpasse organisationen til markedsudviklingen.
- Det har taget tre måneder mere, end vi oprindeligt estimerede, men efter vi har ændret strategien, foretaget en række investeringer, blandt andet i nye lokaler og en ny hjemmeside, så mener jeg, at virksomheden står bedre rustet til fremtiden, siger Ivan Tyrsted.
Markedet for salg af it-udstyr over internettet er stærkt presset prismæssigt, og det har krævet, at Pro Components strømlinede organisationen, der var for dyr i forhold til salget.
Det har kostet arbejdspladser. Ivan Tyrsted understreger dog, at det kun er et par medarbejdere, som er blevet opsagt.
- Vi bliver presset. Hele markedet er i slagsmål med de helt store aktører på området, siger Ivan Tyrsted.
Han understreger samtidig, at det har været en dyr proces at ændre organisationen, men at Pro Components har klaret sig igennem uden at hente en krone i sit moderselskab.
Pro Components var en af arrangørerne bag den netop overståede Dansk Computermesse, som, Ivan Tyrsted oplyser, gav færre besøgende end ventet.
- Til gengæld købte de besøgende mere, end vi havde forestillet os, siger han.