Besøg på Mac'ens legeplads
Softwarepakken iLife er en hjørnesten i Apples strategi om at brande Mac-maskinerne som legebørnenes foretrukne valg.
iLife følger med alle nye Macs og kom for nylig i version '09; det er den, vi ser nærmere på her.
Først og fremmest er iLife en meget alsidig softwarepakke. Faktisk gør alene den ekstremt omfattende funktionalitet det hurtigt klart, at programmerne også er for andre end krøllede hoveder eller distanceblændere med designerbriller uden styrke.
iLife '09 indeholder nemlig:
- iPhoto til organiserering og basal redigering af fotos
- iMovie til videoredigering
- iWeb, der er en basal, skabelonbaseret hjemmesideeditor
- GarageBand til at producere musik
- iDVD, der kan organisere indhold på dvd-skiver
Omfattende funktionalitet
Fraregnet kontorapplikationer har iLife '09 altså stort set alle de applikationer, som en almindelig bruger med rimelighed kan få brug for - om end viderekommende inden for de enkelte discipliner nok vil finde programmernes funktionalitet for begrænset.
Sammenlignet med iLife '08 finder vi langt de største ændringer i iPhoto, iMovie og til dels i GarageBand. Derimod er nyhederne i iWeb overvejende begrænset til nogle ekstra skabeloner, mens vi her ser bort fra iDVD; denne applikation er nemlig ikke blevet opdateret siden 2006.
Starter vi med iPhoto, er langt den største nyhed ikke blot funktioner til sortering efter begivenheder eller geografi (geo-tragging); begge dele finder man også i meget andet software. Ligeledes er den direkte integration med for eksempel Facebook heller ikke noget særsyn.
Sæt ansigt på mor
Derimod er funktionen "Ansigter" en lille guldklump. Den indeholder nemlig en algoritme, som kan genkende specifikke personers ansigtstræk.
Hvilket er vanvittig smart, hvis du har tusindvis af digitale fotos på harddisken, men fra tid til anden gerne vil kunne finde skud frem af specifikke personer.
Her starter man med at trække en maske omkring ansigtet på billedet af en bestemt person og indtaste personens navn - for eksempel "Mor". Herefter vil programmet selv gennemsøge hele billedbasen efter billeder, som ifølge iPhoto kunne indeholde et portræt af familieoverhovedet.
Her er mange fuldtræffere, men - navnlig ved de første søgninger - også rigtig mange fejlskud. Det smarte er imidlertid, at man med et par klik kan be- eller afkræfte iPhotos fund, og hver gang gør det programmets bud endnu mere præcise.
Ligeledes vil programmet automatisk løbe nye billeder igennem og på den måde selv komme med nye bud på, om der kunne være tilføjet billeder med bestemte personer siden sidst.
Film onkel Konrad uden rystelser
Ser vi på iMovie, så er den største nyhed nok en indbygget stabilisatorfunktion, som retter op på skæve eller rystede videooptagelser. Det er smart i de tilfælde, hvor videofotografen ikke har kunnet holde kameraet stille - eller lige - undervejs i optagelsen.
Ganske vist er prisen et lille kvalitetstab, fordi en del af optagelsens kant skæres væk; her er jo reelt tale om, at enkeltbillederne beskæres en smule. Men det lever man gerne med til gengæld for den sparede udgift til søsygepiller, når familien skal se optagelsen af onkel Konrads forpustede løbetur langs stranden på Kos...
Endelig kommer vi ikke uden om at nævne, at musikprogrammet GarageBand - foruden en række forbedringer i selve produktionsdelen - nu indeholder 18 gratis videolektioner, hvormed man kan lære at spille real-life guitar eller klaver (det vil sige ni lektioner pr. instrument).
Lektionerne er pædagogiske, velproducerede og meget nemme at gå til for engelskkyndige. Derfor vil vennerne formentlig sætte usigeligt stor pris på, at du har spillet alle lektionerne igennem, før du af vanvare kommer til at hive den seks-strengede op af tasken til sommerens grillfester...
Høj pris for opgradering
Der er med andre ord meget - og også meget mere end det nævnte - at komme efter i iLife '09. Men spørgsmålet er, om det er umagen værd at betale for en opgradering fra en tidligere version af iLife?
Her er svaret, at det i ekstrem grad kommer an på, om de nye funktioner (hvoraf vi kun har nævnt nogle få) vil give dig konkrete fordele i den måde, hvorpå du allerede bruger iLife i en tidligere version.
Er du for eksempel komplet ligeglad med geotagging, ansigtsgenkendelse og videostabilisering, vil svaret formentlig være nej. For så er den værdi, du får ud af at give 599 kroner for en opgradering fra eksempelvis iLife '08, ganske enkelt for lille.
Og guitarlektionerne? Tja, de er vitterligt brugbare - og langt bedre end de "virtuelle" tilbud, man ellers finder eller kan købe sig til. På den anden side kan man jo også komme langt i den musiske boldgade ved et besøg på det lokale bibliotek.
Uden bøvl
Sammenlignet med tilsvarende Windows-programmer kommer man dog ikke uden om at fremhæve iLife som en særdeles sammenhængede programsuite, hvor programmerne er særdeles flot integreret med såvel hinanden som med operativsystemets øvrige dele.
Her linkes til funktioner fra program til program, det er legende let at importere eller eksportere data på kryds og tværs, og alt fungerer overvejende forbilledligt. Uden bøvl, afbrydelser og nedbrud.
Denne integration er i sagens natur kun mulig grundet Apples idé om det lukkede økosystem.
Der er ingen tvivl om, at det ville være en kæmpe gevinst for Windows-platformens funktionalitet, hvis Microsoft lavede samme integrationsstunt. Hvilket Microsoft sikkert også hjertens gerne ville.
Imidlertid er det sikkert som amen i kirken, at softwaregiganten ville få en norsk flyveskalle af samtlige denne klodes monopolmyndigheder, hvis den prøvede at gøre Apple kunsten efter. Således er verden ind i mellem så forunderlig.