Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. november 2004.
Videnskabsministeriet er især tilfreds med udrulningstakten af OCES-signaturen til borgerne. Virksomhedscertifikater vil næste år blive distribueret til alle danske virksomheder på cd-rom. Signatur-nøgler lanceres til private.
UDRULNING
For øjeblikket henter flere end 500 borgere dagligt et OCES-certifikat til digital signatur. I alt er der distribueret lidt over en kvart million certifikater til virksomheder og borgere.
Chefkonsulent Palle H. sørensen, Videnskabsministeriet, regner med at nå ca. 700.000 certifikater til juni 2005, og er tilfreds med udrulningstakten.
Som chefforhandler af kontrakten med TDC mener han, at der lægges for meget vægt på de milepæle for udrulningen, som står i kontrakten med TDC. Der bør lægges meget mere vægt på, hvad man kan bruge signaturen til.
- Milepælene er primært skrevet ind i kontrakten for at give TDC et incitament til at rulle ud til borgere og private virksomheder i stor volumen. Det gør TDC en stor indsats for. Hvornår vi når et bestemt antal certifikater er ikke afgørende, siger Palle H. Sørensen.
Forbedret distribution
Langt de fleste certifikater er borger-certifikater, og det er også primært dem, der udstedes flest af nu.
Det er gået mere trægt med udrulningen til virksomheder. En af årsagerne er de nu overståede tekniske problemer på erhvervsportalen virk.dk, som har betydet et års forsinkelse på det, der var tænkt som den primære driver til erhvervslivet. Derfor lægges der nu planer for at booste udrulningen af virksomheds- og medarbejdercertifikater.
Sikkerhed og mobilitet
Virksomhederne skal - lige som borgerne - selv hente virksomheds- og borgercertifikater på erhvervsportalen eller hos TDC.
- Vi overvejer, i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvordan vi kan distribuere certifikaterne til erhvervslivet på en mere hensigtsmæssig måde. Detaljerne er ikke på plads, men der bliver formentlig tale om at udsende dem på cd-rom efter udtræk fra CVR-registret, siger Palle H. Sørensen.
De professionelle brugere i offentlige og private virksomheder kan i dag få deres signatur på en USB-nøgle eller på et smartcard. Begge dele øger sikkerheden og er en løsning på den udfordring, det kan være at have behov for at bruge sin signatur på flere maskiner.
- De muligheder vil også snart blive tilbudt private brugere mod betaling. Vi kan kun være interesseret i, at også private kan øge sikkerheden og mobiliteten, siger Palle H. Sørensen.
Billedtekst:
- Vi overvejer, i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvordan vi kan distribuere certifikaterne til erhvervslivet på en mere hensigtsmæssig måde, siger chefkonsulent Palle H. Sørensen, Videnskabsministeriet.
Foto: Torben Klint
Boks:
OCES-certifikater
OCES står for Offentlige Certifikater til Elektronisk Service. Videnskabsministeriet sendte i maj 2002 opgaven med at skabe en Public Key-infrastructure og udbrede digital signatur efter OCES-standarden til danskerne i udbud. TDC vandt opgaven i februar 2003 og har som vinder af udbuddet fået godt 30 millioner kroner til at rulle den standardiserede digitale signatur ud. TDC og Videnskabsministeriets aftalte mål er 350.000 aktive brugere af digital signatur i juni 2004, 700.000 brugere i juni 2005, en million i juni 2006 og 1,3 millioner brugere i juni 2007, når kontrakten udløber. le
Boks:
Hønen og ægget
Når ny teknologi skal indføres i samfundet, er der ofte tale om en hønen-ægget problematik, hvor incitamentet til at lave tjenester ikke er til stede, før der er et vist brugervolumen, som ikke kommer, før der er tjenester nok.
Status på tjenester med OCES-signatur er ca. 70 offentlige tjenester og 10 private. Blandt sidstnævnte er www.digte.dk.
Virksomheds- og borgerselvbetjening med behov for fortrolighed og underskrift rummer et stort potentiale for teknologien. Det er et område, der kun er i sin vorden.
Senest 1. februar 2005 til eDag2 skal alle offentlige myndigheder være i stand til at sende og modtage emails med OCES-certifikater imellem sig og fra og til borgere og virksomheder. le