Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. november 2004.
Digital signatur er så småt på vej ind i lægepraksis, men lægerne synes den er svær at installere.
I PRAKSIS
For få - eller fantastisk. Det kommer helt an på øjnene, der ser.
- Jeg synes, det er fantastisk, at der nu er udstedt 675 signaturcertifikater til sundhedfaglige. Det dækker jo over endnu flere brugere i praksis, siger Morten Elbæk, direktør for sundhed.dk.
Han er positivt overrasket over, at så mange læger har anskaffet sig en OCES-signatur inden der er afholdt kampagner eller har været andet end PEM'en at bruge signaturen til.
PEM'en er lægejargon for Den Personlige Elektroniske Medicin Profil, der blev tilgængelig via sundhed.dk i sommer. Og fordi den rummer fortrolige oplysninger om ordineret medicin til alle personer i kongeriget, kræves der identifikation med OCES-certifikat for at få adgang. Det gælder både borgeren og den behandlende læge.
Apoteket må kigge med, hvis borgeren har givet samtykke. Formålet med medicinprofilen, som de sygehuslæger, der har en digital signatur også har adgang til, er at sikre bedre kvalitet i behandlingen, fordi alle aktører inklusive patienten selv, kan få et hurtigt overblik over den medicin, der er udskrevet til patienten.
Fortrolige personoplysninger
Men tilbage til øjnene, der ser.
Der er i alt 3.600 praktiserende læger i Danmark. For at realisere regeringens visioner om et digitaliseret sundhedsvæsen, skal de ikke alene alle sammen kobles på internet og sundhed.dk. De skal også anskaffe sig en digital signatur, for ellers kan de ikke sende, modtage eller søge i personoplysninger. Og det er jo unægteligt den slags oplysninger, der er flest af i en lægepraksis.
Men fordi de praktiserende læger er private erhvervsdrivende, kan regeringen ikke bare kræve, at landets lægepraksis har besvær og udgifter til at anskaffe sig digital signatur.
Den kerne af praktiserende læger, der bare stritter imod udgifterne og i tilgift hævder, at signaturen er forbundet med uoverstigelige vanskeligheder at installere, er en torn i øjet på Amtsrådsforeningen.
- Man kan overveje, om man skal gøre det til et emne i overenskomstforhandlingerne til foråret, siger kontorchef Lars Hagerup, Amtsrådsforeningen.
- Der er jo også den mulighed, at vi bare fortsætter udviklingen og udrulningen af digital signatur i alle andre dele af sundhedsvæsnet. Så må de praktiserende læger så se, hvornår de vil være med. Jeg synes vi har gjort meget allerede for at jævne vejen for dem og udvikle attraktive tjenester, siger Lars Hagerup.
Her sigter han blandt andet til, at Amtsrådsforeningen har lovet at betale årsabonnementet, hvis lægerne bestiller signaturen i 2004. Det er dog ikke sket i det ønskede omfang.
It-hjælp
Midlerne er også brugt til at ansætte amtslige data-konsulenter, som kan hjælpe lægerne med at installere digital signatur i praksis.
- Jeg er overbevist om, at lægerne vil rejse spørgsmålet til de næste overenskomstforhandlinger, mener Morten Elbæk, sundhed.dk.
Han mener, at data-konsulenterne er et meget vigtigt redskab til at få udrullet digital signatur til lægerne.
- Jeg rejser selv rundt og holder foredrag sammen med dem. De viser en online installering - det tager ca. 15 minutter - og en mobilitetsløsing - det tager 10 minutter mere. Men de kommer også ud til lægerne og hjælper, hvis de ønsker det.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Michael Dupont, har selv haft brug for data-konsulenterne, da han skulle have digital signatur i sin praksis.
- Det er altså svært for de fleste læger. Jeg brugte selv tre formiddage med konsulenthjælp, før jeg havde OCES installeret i alle maskiner på netværket, siger Michael Dupont.
Handler om vilje
Michael Dupont siger, at i modsætning til det indtryk, som en række artikler i Dagens Medicin for nylig efterlod, så anbefaler PLO medlemmerne at anskaffe sig digital signatur.
- Vi anbefaler det i tale og skrift, men vi kan jo ikke diktere, hvad vores medlemmer skal gøre. Men vi informerer åbent om fordelene, men også om at det ikke er helt nemt at installere, siger Michael Dupont.
Morten Elbæk, sundhed.dk, indrømmer, at det kunne være nemmere. Men mener, at det handler mere om vilje.
- Hvis man vil installere digital signatur, så kan man også. Men hvis man vil finde en undskyldning for ikke at gøre det, så kan man også det, siger sundhed.dk-direktøren.
Billedtekst:
- Det kunne være nemmere, men hvis man vil installere en digital signatur, så kan man også siger direktør for sundhed.dk Morten Elbæk til de læger, der mener OCES-signaturen er for svær at installere.
Foto: Torben Klint
Boks:
Fakta
• 25 procent af de praktiserende læger bruger sundhed.dk dagligt eller ugentligt.
• 306 læger har ultimo oktober logget på medicinprofilen og lavet opslag på 1.350 patienter.
• Der er udstedt 675 OCES-certifikater til lægeprakis.
• 640 læger var 1. oktober tilsluttet e-tjenesterne på sundhed.dk (tidsbestilling, e-mailkonsultation mv.).
Boks:
Signatur-kampagne i november
I november sender landets amter breve ud til alle praktiserende læger med information om sundhed.dk og den digitale signatur. Lægerne lokkes med gratis digital signatur i 2005, hvis den bestilles inden nytår.
Boks:
Signaturfremstød på Lægedage
Årets Lægedage, www.laegedage.dk, finder sted 8.-12. november i Bella Center. Her vil der blandt andet være foredrag om digital signatur og undervisning om funktionaliteten på sundhed.dk, herunder signaturen.
På sundhed.dk's stand kan lægerne anskaffe signaturen og få hjælp til installation.