Kamp om it-kronerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. oktober 2004.


Efter år med markante op- og nedture for it-investeringerne tegner der sig et billede, hvor investeringerne beskedent følger den generelle udvikling, og it-revolutioner sker med små skridt.

Optimismen var krydret med snusfornuft, da det globale analysehus IDC kridtede banen op ved sit 14. europæiske IT Forum i Paris.
- Vi vil se fornyet vækst i it-investeringerne de kommende år, men den bliver mere ædruelig end tidligere. Det er den nye virkelighed, lød budskabet fra John Gantz, der er Senior Vice President og ledende analysechef hos IDC.
Han forudser, at den årlige vækst i investeringerne vil blive omtrent halveret de kommende år sammenlignet med boomet op til årtusindskiftet. I 1996-2000 var den årlige vækst i Vesteuropa på service- og softwareområdet henholdsvis 10,9 og 11,1 procent i gennemsnit. Det ventes at blive reduceret til 4,4 og 5,2 procent i 2004-2008.
De mellemliggende år bød på drastiske dyk i it-investeringerne - fald, som afspejlede de økonomiske lavkonjunkturer, men også en skærpet kritisk sans hos it-brugerne.
På den investeringsoptimistiske front påpegede John Gantz, at et omfattende rundspørge til it-chefer viser, at mange vil investere mere aggressivt i it. Dog ikke så mange i Europa med 42 procent som i USA med 55 procent.
De deltagende eksperter og it-virksomheder, som deltog i IDC's IT Forum, var grundlæggende enige om, at nu handler det om it-arkitekturen. Forenkling, standardisering og integration var nøgleord, som gik igen. Ikke mindst hos de deltagende it-virksomheder, hvis iver efter at få gang i omsætningen ikke var til at tage fejl af.

Efterspørgsel efter enkelthed
Nora Denzel, Senior Vice President i Hewlett-Packards Adaptive Enterprise division, pegede på, at cirka 70 procent af it-budgettet typisk bruges på infrastrukturen, så det er her, der er besparelser at hente. Og det vil ske over de kommende tre-fem år gennem virksomheders satsning på at forenkle, standardisere, integrere og modularisere, mener hun.
- Efterspørgsel efter det enkle, håndterbare og tilpasningsdygtige vil forandre, hvordan vores kunder arbejder, og hvordan organisationer køber og bruger teknologi, erklærede hun.
Fra IBM var Irving Wladawsky-Berger, Vice President for teknologi og strategi, på scenen. Hans budskab var, at ud over allestedsnærværende standard-baseret integration og innovative brancheløsninger står og falder alting med en simplificeret, robust it-infrastruktur.

At købe eller ikke købe
Enigheden hørte imidlertid op med spørgsmålet om, hvorvidt virksomhederne bør satse på innovation - og dermed øgede investeringer i avanceret it - eller besparelser på it. Er innovation et nødvendigt redskab til at opnå strategiske fordele og dermed sætte gang i forretningen, eller er virksomhederne bedre tjent med at se benhårdt på omkostningerne?
Den amerikanske forfatter og tidligere redaktør af Harvard Business Review, Nicholas Carr, der blev berygtet i it-branchen for artiklen "IT Doesn't Matter" og en efterfølgende bog med samme budskab, debatterede dilemmaet med Don Tapscott, medstifter af rådgivningsvirksomheden Digital 4Sight og forfatter af bogen "The Naked Corporation". Og Carrs for it-branchen provokerende budskaber kom til at fylde meget på hele det to dage lange arrangement.
Don Tapscott anførte, at der er gang i en ny bølge af teknologisk og forretningsmæssig innovation, hvor forretningsmodeller er i centrum. Derudover er virksomhederne i gang med de største forandringer i deres it-arkitektur i et århundrede.
- Virksomheder, der accepterer Nicholas Carrs budskab, er dømt til middelmådighed eller det, der er værre. Og virksomhedsledere, der graver sig ned og kun fokuserer på omkostningsstyring, smider barnet ud med dotcom-badevandet, erklærede Don Tapscott. Med den tilføjelse, at det ikke handler om teknologi, men om hvordan teknologi muliggør nye forretningsmodeller.
Efter at have erklæret sig enig i, at it skam er en vigtig del af processer og produktion i erhvervslivet - blot ikke af strategisk betydning - advarede Nicholas Carr mod "teknologi-evangelister, som Don er en af".
- Det er fint, at de hjælper os med at tænke fremad, men de overser ulemper, farer og risici, som der har været mange af på it-området. Over halvdelen af al den it, der er solgt, har aldrig været brugt. 90 procent af alle større it-projekter er enten fejlet eller har sprængt budgetterne fuldstændig.
Carrs hovedbudskab er, at it i høj grad er blevet en almindelig vare, og at køberne gør klogt i at holde sig til hyldevarerne frem for at kaste sig ud i innovation. Samt at mange af de nyeste teknologier allerede er "commoditized" - altså gjort til almindelige goder uden strategisk betydning. Det gælder for eksempel WiFi, trådløse lokalnet og RFID radiobrikker.

Billedtekst: Vi vil se fornyet vækst i it-investeringerne de kommende år, men den bliver mere ædruelig end tidligere. Det er den nye virkelighed, siger John Gantz, Senior Vice President og ledende analysechef, IDC

skema:Vækst i it-investeringer i Vesteuropa 2004-2008 (pct.)

2004 2005 2006 2007 2008
Services 3,1 4,7 5,6 5,8 5,9
Software 5,9 6,6 6,8 6,7 5,2
Hardware (0,7) 4,0 0,7 2,3 4,2
Storage 0,6 1,4 0,5 0,3 0,4

sammendrag: EUROPEAN IT FORUM: Der er vækst i it-investeringerne, og brugen af offshore- outsourcing og on-demand-strategier vinder frem, fremgik det af IDC's it-topmøde. Samtidig trænger grundlæggende spørgsmål sig på om, hvorvidt it overhovedet gør en forskel, og det samme gør nye typer hacker-angreb.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere