Kig på konvergensen, Jensen!

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. april 2004.


telecomtendens: Hvad enten det er data over mobiltelefonerne eller telefoni på datanetværket er konvergens udråbt som den tendens, IT-cheferne bør kigge nærmere på i 2004.

Hvis der er noget telekom-markedet, eller rettere, markedets spillere, er parat til at sælge til virksomhedernes telefoniansvarlige og it-chefer i det nye årtusindes fjerde år, er det mobildata og IP-telefoni. To typer af tilbud til virksomhederne, der hver især opsummerer årets megatrend ifølge analysehusene, MetaGroup, Gartner, IDC og Forrester: Konvergens.
- Alle spillere inden for telekommunikation, fra hardwareproducenter til systemintegratorer og operatører er med på konvergensbølgen og arbejder intenst på at finde ud af, hvor de skal passe ind i fødekæden. For en ting er klart. Hvis du som leverandør ikke er med på bølgen, så er dine konkurrenter det, siger IDC Research Manager på mobilområdet, Lars Vestergaard.
Og efter år med tekniske problemer på IP-telefonien og manglende tjenester for det mobile datascenarium betyder det, at der nu er produkter og tjenester på markedet, der kan udgøre en solid forretningsmodel for virksomheden på begge områder.

Konvergens I: Mobilitet
Hos IDC arbejder man med et verdensbillede, hvor op mod 50 procent af en given virksomheds medarbejdere har potentialet til at være "mobile medarbejdere". Det vil sige en ansat, der på den ene eller anden måde kan forbedre arbejdsindsatsen ved at blive udstyret med smartphones, PDA'er eller andet bærbart udstyr til mobildata transmission. Fra tjenere i restaurationer, der afgiver ordrer til køkkenet direkte fra gulvet, til den rejsende sælger med adgang til virksomhedens CRM-system. Potentialet er enormt, og det er det marked, som markedets spillere nu går målrettet efter.
Selvom de engelske analytikere fra Analysis forudsiger, at e-mail forbliver den store "killer-applikation" inden for mobile datatjenester med 21 millioner mobile e-mail brugere i 2008, er der også røre i markedet for erhvervstjenester.
Oracle og Nokia annoncerede sidste år et samarbejde, der skulle bringe Oracles Collaboration Suite til Nokia-telefoner, SAP udvikler på et mobilt interface til sine systemer, og på mobilmessen 3GSM i Cannes i år blev sløret løftet for en tilsvarende aftale mellem Nokia og IBM, om en mobiludgave af IBM's WebSphere.
Også teleselskaberne kridter nu skoene for at få virksomhedsbrugere til at benyttet datatjenester. Inden for den sidste måned er to store internationale operatørsamarbejder blevet annonceret. The Starmap Mobile Alliance, der består af ti europæiske mobiloperatører herunder Sonofon, og FreeMove, en alliance bestående af tyske T-mobile, spanske Telefonica, Telecom Italia og Orange. Begge har det erklærede mål at nedbringe de såkaldte roaming-afgifter for brug af fremmede mobilnet i udlandet og at lette brugen af datatjenester i Europa, og dermed servicere de mange erhvervsrejsende bedre.
Teleselskaberne er i en konstant kamp mod tiden for at undgå at blive reduceret til rene bit-pipes - på dansk: Selskaber der ikke laver andet end at lægge netværk til datatransporten for de store systemintegratorer som IBM. Derfor er skræddersyning af mobile datatjenester til enkelte brancher et andet område, man har fokus på hos teleselskaberne, fordi disse tjenester sætter selskaberne i stand til at levere særlige tjenester frem for kapacitet.
Hos TDC kigger man på segmentering af erhvervsmarkedet inden for brancherne transport og håndværk og har foreløbig et forsøg til håndværkere i luften i samarbejde med løsningshuset Netmill. Her leveres telefonen med en stregkodelæser og GPRS-abonnement. På den måde kan håndværkeren scanne materialeforbruget direkte på arbejdspladsen og overføre data til backoffice-systemerne.
- Fra et konkurrencemæssigt perspektiv er det vigtigt, at vi er på det marked. Man kan forestille sig en situation, at vi har en stor kunde på tale, og så kommer en af vore kære kollegaer og snupper dem på datatjenesten: Hvad tror du så, der sker med vores taleforretning?, spurgte vicedirektør for TDC Mobil Peter Ibsen i Computerworld for nylig.

Truslen fra den ydre opkobling
Men et er, hvad markedets spillere tilbyder: Det store spørgsmål er, hvorfor mobildata er en trend, som it-cheferne skal beskæftige sig med i år. Der er selvfølgelig forretningsscenariet. Medarbejderne får nemmere ved at udføre deres arbejde i marken, de vil være mere tilbøjelige til at arbejde i traditionel spildtid i toget eller lufthavnen, og der er tidsbesparelser ved at koble sig på virksomhedens systemer direkte. Men ifølge IDC og Forrester er der et perspektiv, der er vigtigere. Mobilitet er allerede på vej ind i virksomheden, hvad enten it-chefen vil det eller ej.
- Det bør ikke ignoreres. Hvis den ansvarlige ikke tager stilling, så kommer det alligevel ind ad døren i form af medarbejdernes personlige PDA'er og mobiltelefoner, og der er et stort sikkerhedsspørgsmål forbundet med at lade dem få adgang til netværket. Den it-ansvarlige står over for et supportmæssigt mareridt, hvis der ikke sættes fokus på administrationen af enhederne. Og det bliver kun værre, jo længere man trækker den, siger Lars Vestergaard.
Han bakkes op af Bernt Østergaard fra Forrester.
- Hvis jeg som it-chef skulle give mine sælgere adgang til vores bagvedliggende Siebel-system, skal jeg bestemme hvilket apparat de bruger, sørge for sikkerheden og monitorere tilstanden på mobiltelefonerne, siger han.
Som vi beskriver i dette tillæg er tendensen i erhvervslivet netop nu, at beslutningerne om, hvilke enheder medarbejderne skal benytte og hvad, de skal kunne bruge dem til, tages i virksomhedernes topledelser. Dette sker netop ud fra erkendelsen af, at brugen af de mobile muligheder er strategisk for virksomhedens drift.
Konvergens II: IP-telefoni
I starten af april blev den hidtil største IP-telefoni aftale i Danmark underskrevet. Bankernes EDB Central (BEC), med NetDesign, HP, IBM og TDC som underleverandører, annoncerede udrulningen af IP-telefoni til BEC's 78 medlemsbanker, der samlet repræsenterer 347 filialer og omkring 6.000 ansatte. Investeringen lyder på 30-35 millioner kroner.
IP-telefoni er blevet moden inden for det sidste år. Fra at være en idemæssig appellerende, men teknisk ufærdig løsning, er IP-telefoni blevet endnu et konvergensområde, som analytikerne anbefaler it-cheferne tager et nærmere kig på.
- Teknologien er klar, og nu er den pålidelig, siger Larry Velez, senior analytiker fra MetaGroup.
Hos IDC forventer man en årlig gennemsnitlig vækst på 18,7 procent i salget af IP-telefoner fra 2002 til 2008, for IP-omstillinganlæg PBX'erne er tallet 34,7 procent.

Kamp
Som på markedet for mobilitet er der også på IP-telefoni en kamp i gang mellem leverandørerne fra henholdsvis data- og telefoniverdenen. Selskaber med basis i dataverdenen som IBM, HP, CSC, Ementor, Netdesign med flere øjner en mulighed for at overtage telefoniforretningen og reducere teleselskaberne til underleverandører. Samtidig kæmper traditionelle teleselskaber som TDC for at kompensere for det tab af trafik på fastnet-telefoni, som såvel mobiltelefoni som IP-telefoni forårsager. På udstyrssiden står kampen dem mellem leverandører af traditionelt telefoniudstyr med Alcatel, Nortel, Ericsson og Siemens på den ene side og datafolkene fra blandt andet Cisco og 3Com på den anden.
På aftalesiden står systemintegratorer over for teleselskaberne, Og mens Larry Velez fra MetaGroup gerne udråber de gamle traditionelle teleudstyrsleverandører som de sandsynligste vindere på hardware-siden, er der større tvivl, når det gælder, hvem der kommer til at tage de samlede ordrer: Systemintegratorerne eller operatørerne.
- Det er endnu et åben marked, og jeg kan ikke svare på, hvilken side der kommer til at stå som den dominerende. Teleselskaberne har en fordel som de traditionelle leverandører af telefoni, i og med at de allerede er inde i virksomheden. På den anden side kan de være skadet af, at de har slæbt på fødderne og været langsomme til at anerkende potentialet i IP-telefoni, siger han.
Det var først sidste år, at TDC anerkendte IP-telefoni som et strategisk vigtigt indsatsområde for selskabet.
Men nu da alle spillerne er på mærkerne, er der kommet et fornyet hype-pres på kunderne.
- Når man hører budskaberne fra leverandørerne og ser medierne, er det underliggende budskab til virksomhederne klart: Hvis du ikke har fundet en forretningsmodel på IP-telefoni, er det fordi du ikke har kigget ordentligt efter, lyder det fra DataQuests Jeff Snyder i en researchnote, hvor han anbefaler at tage et langt kig på forretningsmodellen, før man skifter.
Samme tilgang lyder fra Meta Groups Larry Velez.
- Der er en stor mængde forældet og udskiftningsmodent telefoniudstyr ude i virksomhederne, men hvis du ikke kan se forretningen i det, så er der ingen grund til at skifte. Det handler om at se på din organisation, på dine behov og på, hvad det er, du gerne vil opnå med integrationen, før du investerer, siger han.
Men står virksomheden for eksempel over for en større udskiftning af telefonisystemet eller en flytning, er der reelle besparelser at hente for de fleste. Det danske konsulenthus NetPlan med teleanalytiker Torben Rune i spidsen arbejder med reduktioner af omkostningerne på mellem 40 og 60 procent i forhold en traditionel løsning. Det er besparelser, som vækker interesse hos de potentielle købere.
En nordisk undersøgelse af 400 virksomheder foretaget af IDC viser, at 43 procent af koncernselskaberne vil integrerer data og tale inden for to år, mens tallet for små og mellemstore virksomheder lyder på 25 procent.

Billedtekst: - Der er en stor mængde forældet og udskiftningsmodent telefoniudstyr ude i virksomhederne, siger analytikerer Larry Velez, Meta Group.

Billedtekst: Analysehuset IDC arbejder med et verdensbillede, hvor op mod 50 procent af en given virksomheds medarbejdere på den ene eller anden måde kan forbedre arbejdsindsatsen ved at blive udstyret med smartphones, pda'er eller andet bærbar udstyr til mobildata transmission. For eksempel en rejsende sælger med adgang til virksomhedens CRM-system.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere