Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.
Så har vi igen været på CeBIT i Hannover, verdens største it-messe, som heldigvis lukkede i onsdags. Overstået og slut for denne gang, og vi går alle rundt med ømme hoveder og fødder og forbander den messe. Men lur mig. Til næste år står vi der igen og håber, den snart er slut.
CeBIT er som at slå sig selv over fingrene med en lægtehammer. Det er dejligt, når det holder op med at gøre ondt. Så spørgsmålet er: Hvorfor tager vi på CeBIT i Hannover?
Alt taler imod. Det er ikke noget rart sted. Der er alt, alt for mange mennesker. Larmen er rædselsfuld, og luften er elendig. Der er alt for mange stande. Alt for mange produkter. Vejret er som regel dårligt, køligt, blæsende og overskyet - også i år. Byen er kedelig. Trafikken er umulig. Bilkøerne er endeløse, og parkering er et mareridt.
Også indkvarteringen er på forhånd blokeret. Hoteller er booket op år ud i fremtiden - der er simpelthen for få senge til et arrangement af CeBIT's størrelse. Folk tager med kyshånd imod ledige hoteller i Hamburg eller langt ude på landet i afstande på en times togtur eller timer i bilen. Eller man indkvarterer sig privat.
Selv er min journalistkollega og jeg netop tumlet ud af hjemmet hos Gertrud. En enlig mor med teenagedatteren Sabina i en lille, spektakulær lejlighed på 4. sal i et boligkompleks. Klods op ad CeBIT Messegeläende - blot tre kvarters transport til fods og med sporvogn.
Med udsigten til blot et enkelt værelse til to mand, hvor min lidt sarte kollega kunne vælge mellem at ligge på gulvet eller sove i ske, begyndte han straks at fumle med mobiltelefonen for at ringe hjem og beklage sig til chefredaktøren i Danmark. Men meget forudseende havde chefredaktøren inden afrejsen sørget for at blokere mobilens SIM-kort, så der ikke kunne ringes udenlands.
Men for Gertrud og Sabina var det blot
business as usual under endnu en CeBIT-messe. Da vi satte kufferterne, redte de op i deres to soveværelser til os. Selv flyttede de ind i stuen, moren på sofaen og datteren på gulvet foran hjemmets tv i døgndrift.
Vi kunne så med forsigtighed boltre os i hver vores værelse. Med et dusin lyserøde silkepuder i sengene, plyspapegøjer i loftet, tyrkiske keramikkrukker og plastikblomster med lys draperet på vægge og lofter. Ikke en kvadratcentimeter var gået til spilde. Selv badeværelset var udstyret med en fantasi, som kun kan overgå et hjem, hvor kvinder er i overtal. Fiskenet spændt op i loftet og behængt med nogle kvadratmeter skaldyr. Potteplanter live sammen med keramikbjørne på kanten af badekarret og indvendigt i karret 30-40 selvklæbende, blå plastikdelfiner og søheste, som faldt ned og stoppede udløbet, når bruseren blev tændt.
Her har du svaret! Det er jo præcis derfor, vi tager til CeBIT, forsøgte jeg med udsøgt pædagogisk snilde at forklare min hjemmefødning af en kollega.
"Vi er alle her i Hannover tæt på folk for at networke. Samlet om verdens største it-messe. Du kan simpelthen ikke komme uden om CeBIT. Mødestedet for it-folk. Vil man spotte en tendens i teknik og salg, så er det her. Det er her, man finder nye samarbejds- og salgspartnere, ny teknik og løsninger!"
Jeg tror ikke, han forstod det. Øjnene syntes at spejde efter de gastronomisk mere udfordrende mobilmesser i Cannes på den Franske Riviera eller de mere underholdende Comdex-messer i Las Vegas, spækket med spillekasinoer i døgndrift under altid varme himmelstrøg.
Du kan lide det eller ej. CeBIT er med over en halv million besøgende, over 6.000 stande fra 64 lande og over 300.000 kvadratmeter udstillingsareal ubetinget verdens største it-messe. Den økonomiske nedtur har også ramt CeBIT, men langt mindre end alle andre messer.
CeBIT er kun faldet 13 procent i udstillingsareal i perioden 1999-2003, mens konkurrerende messer som Telecom er raslet ned med 60 procent og Comdex med 87 procent. Trods nedturen er CeBIT stadig større i udstillingsareal end de nærmeste ni udstillinger til sammen på it-messernes top 10-liste inkl. messer som IFA, SIMO, Telecom, Supercom og Comdex.
Derfor er vi tvunget til at komme tilbage. Velkommen næste år på CeBIT 2005. Gertrud med de selvklæbende plastikdelfiner venter.
Computerworld på CeBIT side 24-32