Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. marts 2004.
Chefudvikler Bjørn Møller Pedersen, Thy Data Center Development, er kendt som en af it-branchens skarpeste hjerner i udvikling af forretningsløsninger. Han var en af nøglepersonerne bag Concorde XAL og Axapta, der i dag er Microsofts tungeste forretningssystem.
Bjørn Møller Pedersen er en af branchens anonyme it-folk. Kendt overalt i industriens fødekæde, hvor virksomhedernes forretningsløsninger (ERP) udvikles og produceres. Men han har aldrig før været omtalt i Computerworld eller lignende medier.
Han er i dag chefudvikler og medejer i Thy Data Center Development med adresse i Birkerød sammen med direktørerne Egon Østergaard og Per Møller, Thy Data Center. Her udvikler han sammen med otte kolleger Axapta-løsninger til danske og udenlandske Microsoft Business Solution Partnere og er underleverandør til Microsoft.
Han er blevet kult blandt Axapta-udviklere, og han bærer måske rundt på en af ERP-branchens skarpeste hjerner. Et ry, han har oparbejdet siden ansættelsen i Damgaard Data, hvor han blev en af nøglepersonerne - sammen med Erik Damgaard - bag udviklingen af Concorde XAL og
Axapta, der i dag stadig er Microsofts tungeste skyts i forretningsløsninger (ERP) til erhvervslivet.
Teknologien var den direkte vej for Damgaards succes, der førte til børsnotering, fusion med Navision og endte med Microsofts ti milliarder kroners opkøb i 2002 af selskabet. Men Bjørn Møller Pedersen er ikke typen, der har behov for at gøre opmærksom på sig selv som udvikler - det er holdarbejde - og ville sikkert gerne have undgået at blive kaldt en af branchens skarpeste ERP-hjerner i denne artikel.
Det vilde vesten
Han startede hos Damgaard Data i 1990. Dengang it-branchen var det vilde vesten, og Damgaard havde kontor med 40 medarbejdere i Landemærket, midt i det gamle København. Men interessen for it opstod allerede under studiet til cand.merc. i Århus med jobbet på skolens it-center med at skrive programmer til operationsanalyse og statistik.
Efter cand.merc. blev han i 1988 ansat i Mærsk Data med udviklingen af et budgetteringssystem til containertrafikken. Men lønnen var beskeden, og han lagde sin profil ind i Berlingske Tidendes nye type stillingsannoncer: "Gode hoveder søger".
Det reagerede Damgaard på, og han blev ansat i en ny Large Account-afdeling, som skulle sælge Concorde XAL. Men produktet var ikke færdigt, og derfor landede han i udviklingsafdelingen med Erik Damgaard som chef. Det blev lykken.
Det var sjovt. Man arbejdede af lyst og interesse, og begreber som "time/ sagsregistrering" fandtes ikke i it. Der var jo kun 40 ansatte, ingen faste regler, Erik og Preben Damgaard var på hans alder, og jobbene opstod og udviklede sig hen ad vejen.
Ansvar for løsningerne
Bjørn Møller Pedersen fik hurtigt ansvaret for hele applikationsudviklingen til Axapta med Erik Damgaard for bordenden af udviklingen af selve Axapta-kernen. En fantastisk tid med frygtløse talenter i softwareudvikling for fuld udblæsning i et sandt anarkistisk cowboy-miljø.
En tid, hvor Erik Damgaard dagligt beviste sine utrolige evner til at kunne overskue, følge og huske, hvad hver enkelt udvikler lige netop nu havde i gang. Han kunne når som helst sætte sig ned hos den enkelte og fortsætte samtalen om udviklingsdetaljer, som var diskuteret flere timer eller dage forinden.
Det var også en tid, hvor kunderne ikke stillede de store krav. Det var udviklerne, der bestemte, hvordan løsningerne blev. Kunderne måtte tilpasse sig. I dag er det omvendt. Kunderne bestemmer, og udviklingen er specifikke forretningsløsninger til brancher og virksomheder.
Men der sker noget med en organisation, når den vokser fra 40 ansatte til 500 på syv år. Tiden fyldes med bureaukrati. Så Bjørn Møller rejste i 1997 fra Damgaard og etablerede sit eget enmandsfirma Tadorna (latin: gravand fra hans fødeegn). Uden aktier, som endnu ikke var indført i Damgaard, men med en kanonviden om Axapta i bagagen.
Tilbage i gruppen
Det blev igen det ultimative frie liv som udvikler. De første år gik med uddannelse af Damgaards konsulenter og Damgaard-forhandlere i
Axapta-programmering. Så sparring til forhandlere i Axapta-løsninger.
Det varede indtil 2002, da Axapta-forhandleren Thy Data efterhånden fyldte mere end 50 procent i ordrebogen. Bjørn Møller Pedersen tog et møde med Per Møller og Egon Østergaard (Thy Datas direktører) og aftalte at starte Thy Data Center Development i Birkerød - et 50/50-selskab mellem Bjørn Møller Pedersen og Per Møller & Egon Østergaard.
Så nu er Bjørn Møller Pedersen igen tilbage som Axapta-udvikler i ét kontor i en gruppe, ansigt-til-ansigt med otte kolleger, hvor man slynger et spørgsmål hen over bordet til højre og måske får svaret fra kollegaen til venstre. Men meget større skal gruppen heller ikke være, højst en halv snes, ellers bliver gruppen umulig at styre.
Microsoft har officielt meddelt, at Axapta har en levetid på ti år endnu. Så kommer formentlig det næste
forretningssystem. Kordeordet er Green, og målgruppen er løsninger til mindre virksomheder under SAP-niveau.
Det passer Bjørn Møller Pedersen fint. Han kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne hoppe med på den platform. Han har med sin gruppe kompetencen til at løse virksomhedernes forretningsmæssige behov. Det har de mange hundrede Damgaard- og Navision-medarbejderne i Vedbæk også.
En kompetence, Microsoft mister og ikke bare kan købe sig til igen, hvis Microsoft Business Solutions flytter fra Danmark.
Billedtekst:
Det var sjovt, men vi lavede også mange fejl, dengang i 90'ernes wild west, da fem studerende (Erik og Preben Damgaard, Jesper Balser, Torben Wind og Peter Bang) fik placeret Damgaard og Navision på danmarkskortet med forretningsløsninger i verdensklasse. I dag er kunderne modne og kræver, at it fungerer. Ingen ville i dag acceptere, at bilen går i stykker og først kan
køre igen, når en ny version er klar om et år, siger Axapta-udvikler Bjørn Møller Pedersen, Thy Data Center Development. Foto: Torben Klint
Boks:
Bjørn Møller Pedersen
Axapta-udvikler.
Født i 1963 i Struer.
Cand.merc. (revision)
Gift og har to børn på seks og 12 år.
1988-90 Mærsk Data
1990-97 Damgaard Data
1997-2002 Tadorna
Siden 2002 Thy Data Center Development.