Det er altid rart at have en god webtjeneste inden for rækkevidde, hvis et foto trænger til lidt behandling, og du ikke har et rigtigt billedbehandlingsprogram installeret på computeren.
Photoshop Express og FotoFlexer er to af de tjenester, der online hjælper med trylle dine fotos om, og nu er en ny kommet til. Den hedder BeFunky.com, og som navnet antyder, så forsøger den at gøre dine billeder mere funky eller med andre ord mere levende og sprælske.
Det kræver som udgangspunkt ingen registrering at bruge websiden, og du finder blot det billede, som trænger til behandling, på din harddisk og uploader det.
Herefter får mulighed for at vælge imellem rigtig mange forskellige indstillinger. Du kan blandt andet gøre dit billede tegneserie-agtigt, få moderigtig smæk på farverne eller få det til at se ud, som om det er malet med kul på et beskidt fortov.
BeFunky.com er meget nemt at gå til, og resultaterne kan være både overraskende, sjove og rigtig grimme. Desværre arbejder webtjenesten ikke med billeder i fuld størrelse, og det sørger automatisk for at croppe dine fotos ned i et format omkring 600 x 400 pixels.
Det er også den størrelse, som du efterfølgende kan downloade til din egen pc. De færdige resultater vil derfor bedst egne sig til brug på nettet og ikke til fremkaldelse i store formater.
Hvis du vil slippe for at få vandmærke i bunden af dine færdige billeder, er du nødt til at registrere dig på siden.