Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. januar 2004.
Kapacitetsbaseret systemadministration har kraftig medvind, fordi teknologien er det nærmeste, man kommer en it-måler. Det hjælper ved outsourcing, ved budgetforhandlinger og ved dimensionering af it-løsninger.
it-målinger
Bedre udnyttelse af ens it-ressourcer, bedre synliggørelse af it-investeringer, optimering af outsourcing og tidlig varsling af kommende systemproblemer er bare nogle af de løfter som leverandørerne af BTO (Business Technology Optimization) kommer med - og indfrier.
For kapacitetsbaseret systemadministration er en del af BTO og en simpel idé.
En it-måler
Konceptet bygger på, at svartiderne konstant måles mellem en server og en flok klienter. Der er så to skoler inden for disciplinen:
En hvor der anvendes kunstige testtransaktioner, der fyres af mod bestemte servere og server-applikationer, hvor specialiserede agenter giver ekstra informationer fra dybet af applikationen eller serveren.
Den anden skole anvender en generel agent på klienten, der kan sættes til at opfange informationer om trafik til et bestemt IP-nummer, en bestemt IP-port eller en bestemt internetadresse.
Denne metode kræver ikke vedligeholdelse af testtransaktioner eller en forudgående forretningsanalyse, men har ikke detaljeringsgrad i rapporteringen, som metoden med kunstige testtransaktioner.
Proaktiv systemadministration
Danske Premitech anvender metoden med en generel agent. Her siger administrerende direktør for Premitech Jan Ishøj Nielsen:
- BTO-systemer komplementerer i høj grad de interne administrationssystemer, da stigende svartider ofte er en tidlig advarsel om kommende systemproblemer. Det giver mulighed for proaktiv systemadministration.
Han fortsætter:
- Kapacitetsmålinger betyder, at man kan synliggøre it-investeringer over for virksomhedens ledelse. Og det er det eneste reelle værktøj i forbindelse med SLA-aftaler ved outsourcing.
Dimensioneres efter behov
Konkurrenten Mercury Interactive, der på verdensplan har mere end 55 procent af markedet for automatisk test af applikationer mener, at teknologien kan komme begge sider til gode i en outsourcingsituation.
Salgschef Simon Bondeskov Nielsen fra Mercury Interactive siger:
- Ikke alene kan teknologien hjælpe kunden i en outsourcing-
situation, men også leverandøren. Her kan systemerne nemlig dimensioneres præcist efter applikationernes reelle behov.
Dertil kan data fra kapacitetsmålingerne bruges til at forudsige fremtidige behov, sådan at fremtidige investeringer times korrekt. Alt sammen ting, der forbedrer konkurrenceevnen hos begge parter.
Både Mercury Interactive og Premitech er fokuseret mod BTO-systemer, men alle de traditionelle leverandører af systemadministrationsværktøjer har tilsvarende løsninger. Disse er dog normalt ikke beregnet som selvstændige løsninger.