Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.
DIGITAL FOTOGRAFERING: Bagved begreber som megapixel og megabyte gemmer sig en helt ny fotooplevelse, hvor billedglæden er i centrum.
••• Der er tre ting ved digitalkameraer, som alle brugere elsker. Den ene er den lille billedskærm bag på kameraet, der viser billedet. Den anden er muligheden for at slette alle de billeder, der ikke blev så heldige. Endelig koster det næsten ingenting at trykke på knappen. Det sidste betyder, at digitalfotografer i gennemsnit tager fem gange så mange billeder som fotografer med et traditionelt kamera.
Og her kommer en af de helt store fordele ind ved digitalfoto. Øvelse gør mester. Tager man fem gange flere billeder, bliver ens billeder hurtigt bedre, og man undgår de klassiske bommerter.
En af disse bommerter kunne være billedet af moster Oda foran Himmelbjerget, hvor mosteren er lillebitte i billedet, der er totalt domineret af den danske version af en alpe, eller hvor lille Peter lukker øjnene på billedet, og dermed ser ud som om han sover til sin fødselsdag.
Disse ting undgås, fordi kameraets skærm øjeblikkelig fortæller en, hvordan billedet er blevet.
Billedpunkter og megapixels
I virkeligheden er et digitalkamera en computer med et objektiv, og derfor er der noget teknologi, man skal kende. Et digitalkamera ser verden i form af billedpunkter (pixels), og jo flere der er af dem, jo mere detaljeret bliver billederne.
Og her kommer vi til en af de tekniske misforståelser ved digitale kameraer. Der skal nemlig bare være billedpunkter nok til en given anvendelse; ikke flest mulige. Nok betyder i denne sammenhæng, at man kan fylde et papirbillede bedst muligt. Alle undersøgelser indikerer, at op mod 90 procent af alle billeder, som udskrives, ender på 10¥15 cm fotopapir. Det skyldes, at fotoalbum netop har dette format.
På et traditionelt stykke fotopapir er der 200 billedpunkter per tomme. Det betyder, at der skal lidt under en million billedpunkter til at fylde et stykke almindeligt fotopapir.
Men de digitale kameraer, der lige nu sælges flest af, har tre millioner eller flere billedpunkter. Derfor kan man fundere over, hvad man skal bruge de ekstra billedpunkter til. Det er der to svar på. Dels ser alle billeder skarpere ud, når de halveres i størrelse, og dels betyder de ekstra megapixels (million billedpunkter), at man kan beskære billederne.
Jo flere pixels, des nemmere kan man fjerne uvæsentlige dele af billederne uden at det går ud over kvaliteten. Dermed har man muligheden for at redde billedet af moster Oda foran himmelbjerget ved at klippe Moster Oda ud.
De fleste bruger fotohandleren til at printe deres billeder, og så er alle de ekstra megapixel faktisk spildt, da fotohandleren altid printer hele billedet. Skal man beskære billedet først, skal man enten bruge en computer eller en af de mere avancerede fotoprintere.
Alternativt kan man forstørre billederne mere, hvis billederne har flere billedpunkter. Der skal cirka fire megapixel til et billede i A4-størrelse, og man kan ofte gå endnu højere op. I praksis kan velbelyste og skarpe digitalbilleder sagtens tåle en forstørrelse på to gange, og så er fire megapixel nok til A3.
Billeder fylder
I et digitalkamera gemmes billederne på hukommelseskort, der er kameraets "film". I modsætning til almindelig film kan hukommelseskort genbruges nærmest i det uendelige.
Billeder kan vises med det samme, idet kameraet gemmer dem i jpg-format, som alle computere kan forstå. Dertil kan billederne slettes nemt og hurtigt, idet de fleste digitalkameraer viser billedet i et antal sekunder efter det er taget, og her har man mulighed for at trykke på en sletteknap.
Det gør digitalfoto nemt og praktisk, men hukommelseskort er dyre i forhold til en film, og de har en fast kapacitet.
Tommelfingerreglen er, at et billede maksimalt fylder 0,5 gange antallet af megapixel, som det er taget med. Det betyder, at billederne fra et fem megapixel kamera højst fylder 2,5 megabyte, og at et 128 megabyte hukommelseskort som minimum rummer omkring 50 billeder. Og det er i praksis for lidt.
Erfaringerne siger, at der helst skal kunne være 100 billeder eller mere på et hukommelseskort. Ifølge statistik fra den amerikanske fotohandlerbranche blev der i gennemsnit taget tre film på en uges ferie. Det er 108 billeder.
Det betyder, at ét og helst flere hukommelseskort på 256 megabyte er nødvendigt tilbehør til et fem megapixel digitalkamera. Ellers skal man tømme hukommelseskortene for ofte, og det er jo surt at måtte lade kameraet blive hjemme, fordi man ikke lige er nået forbi fotohandleren og fået tømt hukommelseskortet.
Man kan bede kameraet om at komprimere billederne mere, hvilket dog må betegnes som en nødløsning på grund af kvalitetsforringelsen. Men igen - hvis billederne altid ender som 10¥15 print fra fotohandleren, er det u-sandsynligt, at kvalitetsforringelsen overhovedet bemærkes.
Forskellige typer kort
Der er forskellige typer af hukommelseskort. De mest udbredte kaldes CompactFlash og SD (Secure Digital). Der er også MMC (MultiMediaCard), SmartMedia, xD Picture Card og Memory Stick. Der er ingen forskel på dem rent kvalitetsmæssigt. Billederne lagres lige godt på alle typer.
Der er dog en prisforskel, idet Memory Stick- og xD-moduler koster mere end de andre typer. Det skyldes, at begge typer er leverandørafhængige, idet Sony står for MemoryStick, mens xD er en opfindelse fra Olympus og Fuji.
CompactFlash eksisterer i specielle såkaldte højhastighed-udgaver, der er beregnet til professionelle. Denne ekstra hastighed har dog ingen betydning for normal fotografering, så der er ingen grund til at bruge penge på disse kort.
Argumenterne for at betale mere for mærkevarer som Sandisk, Hitachi eller Lexar er hovedsageligt, at disse fabrikanter bytter defekte kort uden diskussion, men fejlraten for hukommelseskort er i forvejen så lav, at man ikke bør tøve overfor et godt tilbud på et kort, selv om fabrikanten virker helt ubekendt.
Tendensen er i øjeblikket, at SD-hukommelseskort vinder frem i udbredelse. Det skyldes, at SD-hukommelseskortene ikke er bundet til en enkelt leverandør, og at de ikke fylder mere end et frimærke, hvorved det er nemmere for kamerafabrikanterne at finde plads til kortet i de mindste kameraer.
Småt er godt
Og lille er et nøgleord indenfor digitalkameraer. Canon accelererede hele digitalkamera-revolutionen med de digitale Ixus-kameraer, der satsede på kvalitet i en lille kompakt enhed.
Det var et koncept, som forbrugerne virkelig tog til sig, og det betyder, at alle digitalkamerafabrikanterne i dag satser på kameraer med de mindst mulige ydre mål. Lommekameraer, om man vil.
Samtidigt er der et andet forbrugerkrav, nemlig zoom. Og helst så meget rækkevidde som muligt. Men store zoom-objektiver kræver plads rent fysisk, hvilket går stik imod forbrugerønsket om små kameraer.
Derfor har de fleste lommekameraer tre gange optisk zoom, mens de lidt større kameraer kan have fire eller flere gange optisk zoom.
Bemærk betegnelsen: "optisk zoom". Der er nemlig også betegnelsen "digital zoom", der dækker over, at man elektronisk forstørrer midterpartiet af billedet. Det betyder, at man både mister skarphed og opløsning, og senere kan det blive besværligt eller umuligt at redigerer billederne. Derfor bør man undgå kameraer, der kun har digital zoom, og generelt slå denne egenskab fra. Digital zoom er mere en ren reklamefidus end reel nyttig egenskab.
I det hele taget er den optiske kvalitet ganske vigtig for et digitalkamera. Specielt en god vidvinkel. Det er et objektiv, der starter ved en vidvinkel svarende til et 28 mm objektiv. Det giver mulighed for at optage billeder af fester og større forsamlinger, uden at man skal begynde den store gåen baglæns for at få det hele med.
Også kameraets indbyggede computer er vigtig. Det er nemlig den, som sætter farver og belysning og komprimerer billederne. Det er en af forskellene mellem de billige og dyre kameraer. De billige har simpelthen ikke så mange computermuskler at gøre godt med, hvilket betyder længere ventetider og problemer ved motiver, der ikke er helt standard. Men uanset om kameraet er billigt eller dyrt. Det er skægt at være digital fotograf.
Boks:
Tre pletskud
Canon 300D
300D er den digitale version af et spejlreflekskamera, hvor Canon har fået prisen tryllet under 10.000 kroner for et kamera med objektiv. Kame-raet er en lillebror-version af Canons professionelle 10D digitale spejlreflekskamera, og leverer simpelthen forrygende gode billeder. Det kan håndtere alle Canons objektiver og flash, hvorfor det er den perfekte opgradering for alle med et Canon filmkamera. Stort, men dejligt.
Kr. 10.000,-
Canon
www.canon.dk
Tlf. 70 15 50 05
Sony Cyber-shot DSC-V1
I klassen af digitale kameraer til mellem 5.000 og 8.000 kroner er der bidsk konkurrence, men Sony DSC-V1 er et godt bud. Det leverer billeder med en opløsning på 5 megapixel, har 4x optisk zoom og alle tænkelige indstillingsmuligheder. Det er mindre end konkurrenterne uden at være for mikroskopisk. Det er lynende hurtigt til eksponering og afstandsindstilling, og skulle det være for mørk til ordentlig afstandsindstilling fyrer kameraet lige en målelaser af.
Kr. 6.000,-
Sony
www.sony.dk
Tlf. 43 55 70 00
HP Photosmart 935
Man kan sagtens få smæk for skillingerne for under 3.000 kroner. Der er da også endnu billigere kameraer end HP Photosmart 935 på markedet, men dette er simpelthen det kamera, som giver flest megapixel og mest zoom for pengene, og som dertil er en mærkevare. Der er fem megapixel og 3x optisk zoom. Kameraet er simpelt at betjene, og kan gøres endnu simplere ved et købe en dockingstation. Så kan billeder overføres til computeren eller printes ved et tryk på en knap.
Kr. 3.500,-
HP
www.hp.dk
Tlf. 70 28 70 28
