Test: Så hurtig er Windows 7 beta

Hvor hurtigt er Windows 7 egentlig, og er det bare Windows Vista i ny indpakning? Vi har haft Microsofts nyeste styresystem på testbænken og målt det i forhold til Windows Vista SP1. Få resultatet her.

Test: Så hurtig er Windows 7 beta

Da Microsoft i januar 2007, efter flere års forsinkelse, kunne lancere Windows Vista var hovedbudskabet, at brugerne skulle have en kollektiv wow-oplevelse.

Det skulle være slut med gammeldags grå OK-bokse og goddag til Aero-brugerfladen med 3D, gennemsigtige vinduer og animerede menuer.

Vista var, i Microsofts selvforståelse, det ypperste inden for styresystemer. Både når det kom til sikkerhed, hastighed og udseende.

Men ligesom den græske myte om Ikaros, hvis vinger faldt fra hinanden, da han fløj for højt og tæt på solen, måtte Microsoft erfare at man ikke ustraffet kan love og love - specielt ikke når de primære modtagere er kyniske it-chefer og teknik-elskende entusiaster.

For mens Vista måske nok var flot og mere sikkert end Windows XP, så var ydelsen, på specielt hardware med et år eller to på bagen, ikke imponerende.

Og mens Vista ikke kan kaldes en fiasko, så har kritikken uden tvivl været hård ved selvfølelsen hos en af it-verdenens giganter - specielt når Google og Apple i samme periode har oplevet en unik medvind. Ikke mindst i pressen.

Måske Windows7 allerede i år

Så hvor Windows Vista var flere år forsinket, så er Microsoft nu, to år efter den officielle lancering af Windows Vista, klar med en beta af efterfølgeren.

Og ifølge både kilder i Microsoft og vores egne vurderinger en meget moden beta. Og vores læsere, som har prøvet betaen, er ikke uenige. Se deres kommentarer og oplevelser her.

Så mens Microsoft har meldt ud, at Windows 7 kommer tre år efter Vista er det et kvalificeret gæt at de tre år er fra lanceringen af Windows Vista i 2006 - og dermed kan vi nok regne med at se Windows 7 inden udgangen af 2009.

Allerede den første Windows 7 beta fra oktober viste dog gode takter. Selv på en HP 2133 mininote, hvor oplevelsen var, at Windows 7 umiddelbart kørte mere ubesværet (se test her). Med den officielle og offentlige januar-beta er det indtryk bevaret.

På en HP HDX18 bærbar med en moderne Intel Core Duo processor med 2,53 gigahertz og fire gigabyte hukommelse kører Windows 7 ubesværet og er væsentligt hurtigere, når de for Vista så problematiske områder som Netværks- og delingscenteret eller Kontrolpanelet skal åbnes.

Mærkbare forbedringer

De små, men mærkbare, forbedringer bliver også bekræftet af de test vi har kørt med både Windows Vista og Windows 7 beta.

Tydeligt var forskellen i boot-tid. På en HP HDX18 bærbar computer med 2,53 Core 2 Duo processor og fire gigabyte ram tog det 45 sekunder fra startknappen blev trykket, til vi var på skrivebordet. På en tilsvarende maskine med Windows Vista tog det 65 sekunder at nå til samme sted.

I det omfattende testprogram PCMark Vantage var forskellen lidt mindre, men til stede med en forbedret ydelse på seks procent.

En del af testprogrammet er dog baseret på en score for 3D-ydelse, og her er Windows 7 driverne til Nvidia 9600M GT grafikkortet stadig i en tidlig fase, hvilket også blev understreget, da vi kørte 3DMark Vantage-programmet, som måler computerens grafikydelse.

Her lå Windows 7 en smule efter Windows Vista. Lige netop drivere til grafikkort er dog noget, som hardwareproducenterne optimerer på konstant med næsten ugentlige driver-opdateringer, hvorfor der ikke kan konkluderes noget endeligt på grafikydelsen i Windows 7 - endnu.

Minimum så hurtigt som Vista

Vi kørte desuden at par andre test, hvor hukommelsesadgang, generel regnekraft og overførselshastighed blev målt.

Det er test, som er helt afhængig af computerens hardware, men det centrale i resultaterne er, at ydelsen er uændret - og at selv beta-udgaven af Windows 7 fungerer som minimum på linje med Windows Vista. Og som regel opleves som lidt hurtigere.

Det er en anden historie, end dengang da Vista udkom - hvor vores test viste, at XP var en smule hurtigere end afløseren.

Mest interessant, og en indikation af den optimering som må havde fundet sted, så kræver en ren opstart af Windows 7 omkring 627 megabyte hukommelse, mens Windows Vista på nøjagtigt den samme computer med samme drivere installeret kræver 737 megabyte hukommelse.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Window 7 selv i forbindelse med installationen fandt drivere til alle essentielle funktioner på vores Intel-baserede HP HDX18 testmaskine, hvor Windows Vista med Service Pack 1 manuelt skulle have installeret drivere til netkort, trådløst netkort samt grafikkortet. Vi kiggede dog fortsat langt efter software til afspilning af Blu-Ray-film i Windows 7, så her skal du fortsat ud og hente programmer fra tredjepart.

Nænsomt renoveret desktop

Det mest bemærkelsesværdige for nye brugere af Windows 7 vil sandsynligvis være, hvad ejendomsmæglere nok ville kalde, den nænsomt renoverede desktop.

For hovedparten af Windows 7 ligner Vista. Men hvor Vista hurtigt kunne blive både rodet og fuld af farvestrålende ikoner, er Windows 7 mere afdæmpet.

Der er med andre ord mindre wow og flere små finesser i designet. Vores favorit er muligheden for at trække vinduer ud i siden af skærmen for at maksimere dem, men også små brugervenlighedsforbederinger i blandt andet netværksdelen gør dagligdagen for superbrugeren nemmere.

Man kan sige, at Microsoft med Windows Vista prøvede at fortælle Windows-brugerne, de havde brug for flotte 3D-funktioner. Med Windows 7 er historien en anden. Her er forandringerne i højere grad en håndsrækning til de mange brugere, der i dag anvender pc'en med store højtopløselige skærme og mange åbne vinduer, hvor overskueligheden hurtigt kan gå tabt.

Nedenfor kan du se vores video af Windows 7 beta i brug.

Fortsat en beta

Med Windows 7 har Microsoft tilsyneladende leveret den vare, som mange efterspurgte efter Vista, der måske nok leverede bedre sikkerhed over XP, men samtidig føltes tungt og mindre responsivt.

Med en sandsynlig lancering senere i 2009 og en stabil beta er Windows 7 sandsynligvis samtidig på trapperne allerede i år.

Men selv med en lancering lige om hjørnet er der stadig tale om en beta-udgave. Microsoft kan fortsat tilføje eller fjerne funktioner, ligesom eventuelle sikkerhedshuller kan dukke op fra den ene dag til den anden.

Samtidig er Internet Explorer 8 endnu ikke helt stabil - og det er her, vi oplever de fleste crash. Selve styresystemet er endnu ikke gået ned i vores test.

Savner ægte internet-integration

Der vil højest sandsynligt også være dem, som gerne havde set Microsoft gå endnu mere radikalt til værks, når det kommer til skrivebordet.

Der kunne være en større integration med online-tjenester fra Google, Microsoft Live og sociale tjenester som Facebook - eller i det mindste bare i Microsofts forbruger-versioner. Men det er tilsyneladende Microsofts strategi, at Live-tjenesterne er en separat familie, som nok kan knyttes sammen med Windows 7 gennem Internet Explorer 8, men som ikke integreres i Windows-platformen.

Baggrund: Det kan vi lide i Windows 7

Hurtigere boot. Windows 7 vil ikke revolutionere boot-tiden på din pc, dertil er der for mange andre parametre, der spiller ind. Men det går hurtigere end med Windows Vista. Her skal man dog huske, at boot-tiden varierer mindst lige så meget, fordi mange bruger-installerede programmer har tjenester, der skal startes op.

Den reviderede brugerflade. Windows 7 introducerer et par nye tiltag, som gør det nemmere at arbejde med flere vinduer på store skærme. Det gør det nemmere at maksimere vinduer, at dele skærmen mellem flere vinduer - og ved lige at ryste det øverste vindue, minimerer du alle andre vinduer. Det er funktioner. som er nemme at vænne sig til - og som faktisk fungerer i dagligdagen. Til privatbrugerne er der lidt lir, blandt andet automatisk skift af baggrundsbilleder samt et nyt Action Center, som viser computerens status - ingen af delene er, hvad man vil kalde nyskabende, men vil sikkert blive taget godt imod.

Bruger færre ressourcer. Windows 7 kræver umiddelbart færre ressourcer. Ved opstart på en helt nyinstalleret HP HDX18 har Windows 7 anvendt 627 megabyte hukommelse, mens Vista snildt kunne snige sig op på 737 megabyte eller mere. Samtidig opleves Windows 7 mere responsivt end Windows Vista.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere