Nye krav til offentlig ledelse

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. august 2003.


Adskil ledelse og sagsbehandling i den offentlige sektor, anbefaler professor. Digitalisering, rationalisering og knaphed på arbejdskraft stiller større krav til markant lederskab, effektiv management og uddannelse af medarbejderne.

DIGITAL FORVALTNING
Teknologiens indtog i den offentlige forvaltning betyder paradoksalt nok, at der stilles større krav til offentlige ledere om at formidle de værdier, der ligger til grund for sagsbehandlingen. Det mener professor Ole Fogh Kirkeby, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København.
- Det er jo modsat af, hvad man kunne forvente, at den kolde teknologi sætter fokus på de bløde værdier, og det stiller sammen med den kommende mangel på arbejdskraft og kravene om effektivisering store krav til de offentlige ledere, siger Ole Fogh Kirkeby, der står i spidsen for en tænketank om Public Governance.

Ledelse og sagsbehandling
Tænketanken omfatter ledelsesniveauet lige under topledelsen, hvor der ikke er helt så meget politik i sagerne som på øverste etage.
Ole Fogh Kirkeby mener, at der er brug for, at offentlige ledere træder mere i karakter, uanset niveau. Den offentlige leder er allerede i fuld gang med at udvikle sig fra embedsmand til leder og manager.
- En adskillelse af ledelse og sagsbehandling kunne formentlig løse mange problemer. Lederskab og management (det vil sige daglig ledelse, for eksempel sagsbehandling, red.) har jo ikke meget med hinanden at gøre, siger han.
Adskillelsen kan ske på flere måder. En mulighed er at have to departementer i hvert ministerium. En anden løsning er, at ledelsen uddelegerer sagsbehandlingen.
- Det er en ledelsesmæssig udfordring i sig selv, for uddelegering kræver stor menneskeindsigt, men ikke nødvendigvis indsigt i sagsbehandling. Her kan tillid og anerkendelse komme i spil som nye ledelsesinstrumenter, siger han.

Motivation og uddannelse
Motivation er et andet vigtigt ledelsesinstrument for fremtidens offentlige leder, som skal håndtere manglen på arbejdskraft.
- Når man ikke kan betale en ordentlig løn, og karrieremulighederne ikke er lige så gode som i erhvervslivet, er motivation og etablering af et godt program til uddannelse og personlig udvikling ekstra vigtigt for at fastholde og tiltrække gode medarbejdere fremover, siger Ole Fogh Kirkeby.
Nye samarbejdsformer kan være et af svarene på de sparekrav, som den offentlige sektor ikke kan komme uden om.
- Digitalisering giver ikke besparelser i sig selv, men nye måder at organisere arbejdet på, nye samarbejdsformer og mere autonomi for den enkelte medarbejder kan være med til at øge effektiviteten. Jo mere selvbestemmelse, man giver medarbejderne, jo mere effektive bliver de, siger han.
Selv om digitalisering og borgerselvbetjening medfører øget behov for uddelegering af sagsbehandlingen og mere fokus på værdier, er det ikke værdibaseret ledelse i den offentlige sektor, der skal til, mener han.

Normativ ledelse
- Jeg kan bedre lide begrebet normativ ledelse, det vil sige ledelse, hvor alle er bevidste om de normer, der arbejdes ud fra i organisationen. For eksempel hvordan man svarer ordentligt på borgernes henvendelser, så ledelsen ikke drukner i klager.
Den nærmest religiøse eller totalitære ledelsesform, som er moderne rundt omkring, og hvor der findes en corporate gospel, som prædikes for medarbejderne, kan professoren ikke lide.
- Corporate religion, teambuilding og den slags kan ikke bruges til noget i det offentlige - og heller ikke i det private erhvervsliv for den sags skyld. Man kan ikke kommandere folk til at føle engagement. Man kan måske nok lokke eller narre dem til det i en kortere periode, men det er for let gennemskueligt i længden, siger han.
En offentlig organisation bør i stedet ses som en stat i staten, hvor der er en grundlov for, hvordan man gør tingene. Den skal man så forpligte sig til at overholde, men man er fri, når man går hjem.

Tjener samfundet
Desuden er der ikke brug for branding i det offentlige i samme grad som i det private.
- Det kan måske være svært at forklare medarbejderne det meningsfulde i at lave tyggegummi, mens ingen i den offentlige sektor er i tvivl om formålet med det, de laver. Sektoren tjener samfundets behov og er allerede brandet som socialt ansvarlig og bæredygtig - det, som visse virksomheder i dag gerne vil efterligne, siger han.
- Del og hersk som ledelsesform virker heller ikke, når en organisation åbner sig mod borgerne, og det sker i forbindelse med digitaliseringen. Digitalisering får også hierarkier til at gå i opløsning. Den hierarkiske manipulering af medarbejdere går ikke længere, for medarbejderne kræver legitimering af ledelsens beslutninger, siger Ole Fogh Kirkeby.

Boks:
Tænketank om Public Governance
SAS Institute har taget initiativ til at etablere en tænketank om Public Governance, som professor Ole Fogh Kirkeby står i spidsen for. De 13 medlemmer har mødtes tre gange og skal mødes endnu tre gange i efteråret, inden de i november kommer med et sæt anbefalinger om god ledelse i den offentlige sektor.
Om årsagen til, at SAS Institute har taget initiativ til tænketanken, siger salgsdirektør Ole Dalsgaard (billedet):
- Med initiativet til tænketanken ønsker SAS Institute at positionere sig som andet og mere end et it-firma. Vi vil også gerne være ledelsens sparringspartner. It er jo en glimrende løftestang, men vi får først gevinst af it, når teknologien bliver en del af en helhedstænkning.
Parallelt hermed står departementschef Karsten Dybvad fra Finansministeriet i spidsen for et Forum for Offentlig Topledelse, som inden for de næste par år skal spille ud med, hvordan den offentlige sektors topledelses samspil med den politiske ledelse kan ændres, så den offentlige sektor kan blive mere effektiv.

Billedtekst:
- Vil man have kreative og
innovative medarbejdere, er opskriften uddelegering af
ansvar og frihed. Frie medarbejdere engagerer sig, siger
professor Ole Fogh Kirkeby, Handelshøjskolen i København. Foto: Scanpix




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere