Bærbar til de kræsne
Hvis man synes, at computere er for grimme, så må man jo bare designe sin egen. Nogenlunde sådan tænkte David Munk Bogballe, da han i 2004 forgæves gik på jagt efter en ny computer.
Butikkerne fremviste det ene grå plastik-monster efter det andet. For lidt håndværk og kærlighed til produktet og for meget plastik, discount og masseproduktion, mente David, der derfor fik ideen til at designe en helt ny.
- Computerproducenterne har fokus på teknologi og pris og sender noget nyt ud hvert halve år, men for den almindelige bruger er det sjældent afgørende om processoren er 2,0 eller 2,4 Ghz, eller om harddisken er 150 eller 200 gigabyte stor. Angående udseendet så ændres der måske på en tast eller lignende, men det øvrige design bliver der ikke tænkt over, mener David Munk Bogballe.
Klassisk computer
Fire år efter hans forsøg på at købe en anstændig bærbar, er hans første egen bærbare computer sat til salg, og det er bestemt ikke en computer som alle andre. Med hans egne ord kalder David den for en 'tidløs klassisk computer'.
Tankerne bag den specieldesignede bærbar, der er tegnet af tidligere Bang & Olufsen-designer Henrik Sørig Thomsen, er at skabe et produkt, der både fungerer godt og ser godt ud.
Ikke i Netto
Men du skal ikke regne med at finde computeren på Nettos tilbudshylder eller som køtilbud i Fona.
Den kan kun købes online direkte fra Munk Bogballes webside samt i udvalgte forretninger verden over. Men hvad er der så særligt ved den?
Selvom der lige nu er stor opmærksomhed omkring de små bærbare computere, så er dimensionerne på Munk Bogballe (navnet på computeren) meget normale.
- Det er svært og trættende at arbejde ordentligt på de små computere, mener David Munk Bogballe, der har brugt elokseret aluminium til overfladerne, fordi det er mere behageligt for hænderne end plastik.
Ramme om skærmen
I det hele taget er computeren præget af små finesser, der virkelig er tænkt over.
I modsætning til de fleste almindelige bærbare har Munk Bogballe-bærbaren en bred ramme om skærmen, så man ikke så nemt blive distraheret, når man arbejder.
Tastaturet er lavet ud i et, så der er større chance for at computeren overlever en gang spildt kaffe eller cola.
Computeren, hvis bund er beklædt med anilinlæder, der blandt andet bruges til Arne Jacobsen-møbler, har en kant, så den er nemmere at få fat i og løfte op, når den står på et bord.
Der er også skabt masser af plads inden i til udluftning, så blæseren ikke skal køre hele tiden.
Hvem skal købe den?
Målgruppen er folk, der ikke går helt vildt meget op i teknologi, forstået på den måde at deres computer ikke behøver at være spækket med det nyeste og hurtigste hardware.
Munk Bogballe er en workstation, og køberne kan være advokater, revisorer, selvstændige eller alle andre, der ønsker en computer, der ser pæn ud og samtidig er god at arbejde på.
Prisen er 2.800 britiske pund, cirka 22.000 danske kroner, men så får man også en computer, der er samlet med håndkraft (i Danmark), og delene til kabinettet bliver også udført og tilpasset ved håndkraft.
Baggrund
Bortset fra dette projekt er David Munk Bogballe fremmed i computerverdenen.
Baggrunden er økonomi og filosofi-studier ved European School of Economics og London School of Economics i Paris, Rom og London, og opvæksten skete i Århus.
Indtil i sommer var han bosat i Berlin, hvor de særlige kalveskindstasker til hans pc bliver produceret, men i efteråret flyttede han tilbage til London.
Du kan læse mere om den eksklusive bærbar
her, hvor du også kan bestille en.