Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.
Foreningen for Dansk Internethandel tager konsekvensen af nedturen i it-branchen og arbejder på en reorganisering. I den forbindelse forlader Hans Henrik Agger med kort varsel direktørposten. Kritiker opfordrer til en konsolidering blandt brancheorganisationerne.
tilbage til rødderne
FDIH har mistet over hundrede medlemmer - omkring en tredjedel af medlemsskaren - inden for det seneste år. På den baggrund og ud fra, at e-business i den private sektor med FDIH-formand Gert Birnbachers ord nu er nået langt, skifter foreningen både fokus og navn. Den nye plan og det nye navn er dog ikke helt på plads endnu. I tråd med it-leverandørerne, der har det svært på det trængte private marked, vender FDIH blikket mod den offentlige sektor, eftersom det er her, der sker noget nu med den digitale forvaltning. Derudover skærper foreningen sin fokus på den såkaldte 3. sektor - de ikke-statslige organisationer, fagforbund, idrætsforeninger osv. Rent praktisk vender FDIH tilbage til sine rødder som netværksorganisation. Det er som konsekvens heraf, at der ikke længere er plads til en administrerende direktør i sekretariatet. - Vi vil gerne nå længere rundt, og må se på ressourcerne, og hvordan vi kan lægge kabalen på en ny måde. Vi har ikke hele planen klar, men er sikre på, at den gamle netværksorganisation, vi startede med i pionÈrtiden, vil være hensigtsmæssig, siger Gert Birnbacher. Det står klart, at outsourcing bliver et element i det relancerede FDIH, som etablerede sin sekretariatsmodel med direktør og ansatte under en kraftig vækstfase i industrien. Nu i de magrere tider skal ressourcerne koncentreres ude i netværket af medlemmer. - Vi skal i gang med at genopfinde os selv - men på et højere niveau. Der skal ske en raffinering af den gamle model, hvor vi prøver at køre i outsourcet regi. Det betyder, at medlemmer, der gør et værdifuldt stykke netværksarbejde, også kan blive belønnet for det rent økonomisk, siger formanden. Et kritisk medlem, den tidligere direktør for Newsbooster Anders Lautrup-Larsen, glæder sig over, at FDIH overvejer sin eksistensberettigelse. Men han mener, der er mere brug for en konsolidering blandt brancheorganisationerne end en relancering. Han har f.eks. foreslået, at FDIH lægges ind under IT-Brancheforeningen, hvis "New Media Board" han i øvrigt selv sidder i. - I betragtning af, hvad branchen har været igennem, burde brancheforeningene også konsolidere sig, siger Anders Lautrup-Larsen. Som foreningsbruger finder han det frustrerende, at it-branchen ikke har en markant brancheforening, hvor man kan stå sammen med en fast holdning over for omverdenen. Det er særlig problematisk, når man har en sag, hvor man har brug for en stærk brancheforening. - I Newsboosters sag (om ophavsret, red.) var det netop vigtigt for os at have en brancheforening, der kunne sørge for den politiske underbygning af vores sag. Men vi måtte bruge megen tid på at pendle mellem IT-Brancheforeningen, FDIH og også i mindre omfang ITEK, siger den tidligere Newsbooster-direktør.
Gert Birnbacher afviser, at FDIH skulle lade sig opsluge. - Baggrunden for at oprette foreningen var, at vi ikke mente de øvrige havde forstået udviklingen. Vi mener stadig, der er brug for en forening med dyb forstand på omstillingen til det digitale netværkssamfund. Formanden afliver gerne myten om, at FDIH er en forening for små pladeforretninger på internettet og noterer, at den derimod har store tunge virksomheder i medlemsskaren. Nedgangen i medlemstallet skyldes en naturlig overdødelighed blandt de mange leverandører, typisk web-firmaer, som tidligere var talstærke blandt medlemmerne. - Nu skal vi ud og rekruttere nye medlemmer i den offentlige sektor og den 3. sektor i stedet, siger han. Relanceringen af FDIH blev besluttet på et bestyrelsesmøde sidste torsdag, hvor der også var udskiftninger blandt bestyrelsesmedlemmerne.
Billedtekst:
- Internethandel i den private sektor er kommet langt. Nu skal vi i gang med at genopfinde os selv, siger FDIH's formand Gert Birnbacher. Foto: Torben Klint