Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. maj 2003.
Konsortiet, der blev valgt som en af otte it-
leverandører til at afgive tilbud i projektkonkurrencen om et fælles offentligt dokumenthåndteringssystem (FESD), er hoppet af tre uger før, der skal indgives tilbud.
Billedtekst:
- Det gik op for os, at det
mere var et spørgsmål om rammer for den fremtidige
it-arkitektur end standardløsninger, der kan give det
offentlige e-drift. Og løsninger ligger mere til vores højreben end it-arkitektur, siger
administrerende direktør for Unisys Jørgen N. Andreassen. Foto: Torben Klint
it-arkitektur
Der var for meget fokus på it-arkitektur og for lidt på standardløsninger i projektet. Derudover kan Unisys/Cap Gemini jo allerede nu sælge ESDH-løsninger (Elektronisk Sags- og Dokument Håndtering) til det offentlige, hvor mange instanser ikke vil vente på det fælles udbud.
Sådan lyder bevæggrundene for, at konsortiet efter grundig gennemlæsning af udbudsmaterialet besluttede at trække sig ud.
- Efter at have arbejdet os ind i udbudsmaterialet og haft et møde med udbudsgiveren gik det op for os, at det mere var et spørgsmål om rammer for den fremtidige it-arkitektur end standardløsninger, der kan give det offentlige e-drift. Og løsninger ligger mere til vores højreben end it-arkitektur, siger administrerende direktør for Unisys Jørgen N. Andreassen.
Han lægger derudover vægt på, at ingen af de 11 såkaldte særtog - offentlige myndigheder, der deltager på brugersiden i projektet - er forpligtet til at købe et af vinderprojekterne, samt at stadig flere springer særtoget over og vælger en ESDH-løsning, inden det når frem.
Strid om fortolkninger
Under overfladen tegner sig en strid om fortolkninger og kløvede ord. Jørgen N. Andreassen siger om det arkitektoniske, at ingen leverandører har det. De skal udvikle det. Mens projektlederen for FESD-udbudet, Lars Frelle-Petersen, siger, at FESD skam efterspørger standardløsninger, men at de stiller krav til den tekniske arkitektur.
- Hele bevæggrunden for FESD er at få en standardiseret løsning. Vi laver ikke noget udviklingsprojekt. Men fremtiden for standarder er, at den tekniske it-arkitektur er tænkt igennem. Rent arkitektonisk skal en løsning for eksempel kunne spille sammen med fagsystemerne og være bygget op i moduler, så brugerne kan skifte ud og ind efter behov, siger Lars Frelle-Petersen.
Han tilføjer, at man på det felt læner sig kraftigt op ad Videnskabsministeriet og dets Hvidbog om en offentlig it-arkitektur.
- Det er en vigtig vej at gå for både branchen og det offentlige, mener Lars Frelle Petersen.
Han er ærgerlig over Unisys-konsortiets afgang, men ikke overrasket over, at nogle af de eksisterende løsninger kunne have svært ved at leve op til kravene om it-arkitektur.
På den anden side af bordet er Jørgen N. Andreassen også ærgerlig over at trække sig, for intentionerne i projektet er gode, og han mener nok, at hans konsortie, der i øvrigt også har Fredericia Kommune med på underleverandør-siden, kunne have vundet. Og han lægger vægt på, at Unisys' løsning kan alt det nødvendige med både XML, sikkerhed, udveksling med mere.