Hvem købte den første telefon

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. maj 2003.


IT-Brancheforeningen vil gerne kunne tælle netbankkunderne blandt
indehaverne af digital signatur. Men bankerne vil hellere konkurrere med TDC end samarbejde om OCES-signaturen. KMD kommer til gengæld med
OCES-løsninger allerede inden sommeren. TDC er glad for de 24.800
certifikater, der er hentet hos værtsorganisationen ToldSkat.

DIGITAL SIGNATUR
Hul på bylden, gang i ketchup-effekten, massiv udrulning, op at flyve. Synonymerne for at få gang i brugen af digital signatur efter OCES-standarden er mange.
Hvordan det går med det, afhænger af, hvem man spørger.
- Fint, siger markedschef for TDC Totalløsninger Morten Brøgger.
- Alt for langsomt, siger direktør for IT-Brancheforeningen Jakob Lyngsø.
- Vi har ingen indikation fra TDC om, at de ikke når målet og får distribueret de aftalte 350.000 signaturer i år, siger chefkonsulent Palle H. Sørensen Videnskabsministeriet.
350.000 signaturer det første år er bare slet ikke nok, mener man hos IT-Brancheforeningen.

Bank eller ej
- Vi er ikke tilfredse med, at bankernes netbankløsninger ikke er med, vi skal bruge mere volumen med det samme. TDC og bankerne har tilsyneladende ikke kunnet finde ud af at samarbejde, og så må de have hjælp fra politisk hold, mener Jakob Lyngsø.
Han lægger ikke skjul på, at det for it-branchen lige nu ville være kærkomment med nogle ordrer på udviklingsarbejde af selvbetjeningsløsninger til digital signatur, og han håber, at videnskabsminister Helge Sander vil tage initiativ til en venskabelig opfordring til de involverede parter.
TDC har indtil for et par uger siden forhandlet med bankerne om forskellige samarbejdsmodeller, men man kunne ikke blive enig, blandt andet fordi bankerne ikke ville forpligte sig til at bruge OCES-signaturen i deres netbankløsninger, men foretrak at fortsætte med deres eksisterende og forskellige pinkodeløsninger.
Bankerne trak sig til sidst fra forhandlingerne og annoncerede i sidste uge, at de nu vil konkurrere med OCES-signaturen og selv udbyde digitale signaturer. Ifølge Computerworlds oplysninger skal PBS stå for kontrakterne og en standardiseret grænseflade mellem den enkelte bank og kunderne, men det vil PBS hverken be- eller afkræfte.

Alligevel flere løsninger
Ideen er angiveligt, at en borger kan benytte offentlige selvbetjeningstjenester med sin netbankkode ved at gå via bankens hjemmeside gennem PBS til de myndigheder, der er aftale med.
- Hvis de 1,5 millioner brugere kan leve med at bruge deres digitale signatur fra netbanken, når de skal på rådhuset, så må det også være godt nok til det offentlige, siger Jakob Lyngsø.
- Det er en bedre ide, at kommunerne og de øvrige offentlige institutioner understøtter bankernes løsninger, end det er at opfordre bankerne til at bruge OCES-standarden, mener branchedirektøren.
Palle H. Sørensen, chefkonsulent, Videnskabsministeriet, siger til den nye situation:
- Jeg ved ikke, om bankernes fælles pinkodeløsning vil komme til at hæmme udrulningen af TDC-signaturen. Men jeg tror ikke, at signaturen vil være særlig brugbar i det offentlige, hvor OCES-signaturprojektet er meget bredt forankret.
- Myndighederne må selvfølgelig selv bestemme, hvilke signaturløsninger de bruger, men vælger de også bankernes pinkodeløsning, skal de understøtte flere forskellige løsninger, siger Palle H. Sørensen.
Det er i strid med intentionen bag udviklingen af den åbne OCES-standard, som netop var at få Èn fælles standard for digital signatur i det offentlige.
- Vi lagde vægt på, at TDC gjorde mest muligt for at skabe et samarbejde om udrulning. Det er ikke lykkedes med bankerne, siger Palle H. Sørensen.

Det går fint
I kontrakten med ministeriet har TDC også forpligtet sig til at indgå partnerskaber om løsninger og til at finde mindst fem værtsorganisationer, der i lighed med ToldSkat kan hjælpe med at udbrede signaturen. Det går ifølge Morten Brøgger efter planen.
- Vi mærker stor interesse og har allerede mange aftaler i hus. At 24.800 private borgere har rekvireret en digital signatur hos ToldSkat i forbindelse med aflevering af deres selvangivelse er også utrolig flot i betragtning af, at man endnu ikke kan noget med den, som man ikke kunne før, siger Morten Brøgger, TDC. Han afviser, at man kan udlede noget om digital signatur-udrulningens succes eller mangel på sammen her knap to måneder efter, TDC vandt udbuddet foran konsortiet af KMD, PBS og DMdata.
- For hvem købte den første telefon, som man ikke kunne snakke med nogen i, som vi siger i vores branche, spørger Morten Brøgger retorisk og fortsætter:
- Der går hul på bylden efter sommerferien. Der kommer ikke gang i udrulningen til private, før man kan eller skal bruge digital signatur.
TDC tager hul på udrulning til egne e-mail-kunder henover sommeren. Her er der 950.000 mail-kunder, der får tilbuddet om logon på mailkonto med signaturen.

Indhold, indhold og indhold
KMD lover, at alle virksomhedens kommunale løsninger eller tjenester med logon får OCES digital signatur inden sommeren. I hvert fald teknisk, og så følger den kommercielle del umiddelbart efter.
KMD og TDC forhandler i øvrigt parallelt om både en værtsorganisationsaftale og en partnerskabsaftale. Samtidig med forhandlingerne bringes det tekniske på plads, så det ikke kommer til at forsinke udrulningen.
- Det er alt for tidligt at vurdere projektets succes på det aktuelle antal udstedte certifikater. Det er indholdstjenesterne, der er den afgørende driver for udbredelsen. Derfor er der i kontrakten med TDC aftalt en række aktiviteter, der sikrer fremkomsten af mange indholdstjenester i løbet af 2003, siger Palle H. Sørensen fra Videnskabsministeriet.
Umiddelbart ligger der måske også en række større fordele lige til højrebenet for virksomhederne og myndighederne i deres indbyrdes samspil, når elektronisk indrapportering tager fart.
I det offentlige er digital signatur en byggeklods til automatisering og digital forvaltning. Men der er også store administrative lettelser og måske uventede sidegevinster for virksomhederne.
- Det er vores erfaring, at der ofte er konkrete fordele knyttet til bestemte tjenester. På Webreg, hvor man kan oprette og afmelde selskaber med digital signatur, er det sagsbehandlingstiden. Den falder fra to-tre uger ved papirbaseret sagsbehandling til under en halv time ved selvbetjening på Webreg, siger specialkonsulent Pelle Andersen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Rationaliseringsgevinster
Styrelsen har selv fordoblet produktiviteten fra 1,1 registreringer i timen til 2,6.
Fra 1. september vil selvbetjeningsløsninger rettet til erhvervslivet blive samlet på Virk.dk, der er ejet af Krak.
Virk.dk er netop 1. maj åbnet i en test- og modningsfase, hvor en række virksomheder afprøver de indberetningstjenester med eller uden digital signatur og andre tjenester, som virk.dk skal formå offentlige og private samarbejdspartnere til at lægge på portalen.
I samarbejde med staten og TDC lancerer Virk.dk desuden den e-Boks-lignende SignaturBoks med digital signatur til opbevaring, afsendelse og modtagelse af virksomhedernes juridiske dokumenter.

Boks:
Værtsorganisationer
TDC har til dato skrevet kontrakt med fire værtsorganisationer om udrulning af digital signatur. Det er ToldSkat, Virk.dk, TDC selv (som skal rulle ud til egne kunder) og en organisation, som ønsker at være anonym.
Der er skrevet "letter of intent" med ATP, og der forhandles med KMD. Værtsorganisationer skal have en stor kunde- eller brugerportefølje, som man kan tilbyde digital signatur.

Partnere
Der er skrevet kontrakt med fire partnere, som laver løsninger til digital signatur. Det er CSC, IBM, TietoEnator og Logiva. Der er dialog med omkring yderligere 20 virksomheder om partnerskaber.

Medarbejder- og virksomhedscertifikater
Medarbejdercertifikater og virksomhedscertifikater er endnu ikke frigivet, juraen pudses stadig af. De frigives først i juni, lige efter den formelle overtagelsesprøve med Videnskabsministeriet. Der er dog allerede skrevet kontrakt med fem-syv kommuner.

Billedtekst
- Der går hul på bylden efter sommerferien. Der kommer
ikke gang i udrulningen til
private, før man kan eller skal bruge digital signatur, siger markedsdirektør Morten Brøgger, TDC Totalløsninger.

Vi har talt med:
¥ Morten Brøgger, markedsdirektør, TDC Totalløsninger.
¥ Palle H. Sørensen, chefkonsulent, Videnskabsministeriet.
¥ Jakob Lyngsø, direktør IT-Brancheforeningen.
¥ John Lemkow, salgs- og marketingchef, Virk.dk.
¥ Kim Marquart, pressechef KMD.
¥ Pelle Andersen, specialkonsulent, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
¥ Pernille Kylling, kommunikationschef, PBS.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere