Kamera fra Canon med store ambitioner
Når man pakker Canon PowerShot G10 ud, skuffes man umiddelbart en lille smule. For den ligner jo sin forgænger G9 på en prik. Og dog.
For det første er dette digitale kompaktkamera virkelig - kompakt. Med en vægt i skudklar tilstand på lidt over 400 gram tynger det selv en stor lomme kraftigt ned.
For at tage teknikaliteterne først er G10 opbygget over en 1/1,7 tommer (7,6 x 5,7 millimeter) stor CCD-baseret billedsensor med 14,7 millioner pixels (så nej: pixelræset er endnu ikke forbi).
Blændeåbning på F2.8
G10 har også et optisk billedstabiliseret objektiv med fem gange optisk zoom svarende til 28-140 millimeter samt en største blændeåbning på F2.8, en 3,0 tommer stor LCD skærm med en opløsning på 461.000 pixels, ægte optisk gennemgangssøger - samt Canons seneste teknologi inden for billedprocessor: Digic 4
Til sammenligning arbejder PowerShot G9 med 12,1 millioner pixels på den 1/1,7 tommer store CCD-billedsensor, et ligeledes optisk billedstabiliseret objektiv med seks gange optisk zoom svarende til 35-210 millimeter, en 3,0 tommer stor LCD-skærm med 210.000 pixels - samt en Digic III billedprocessor.
Store forandringer
At der er sket store forandringer og forbedringer i forhold til G9 bliver tydeligt, når man tager G10'eren nøjere i øjesyn.
Drejeknappen til nem og hurtig ISO-indstilling er ikke længere placeret til venstre på toppladen, hvor en ny drejeknap til valg af eksponeringskompensation (plus/minus to eksponeringstrin i trin på 1/3 eksponeringstrin) har fundet plads.
Nyeste billedprocessor
ISO-indstillingen (80-1600, HI, Auto) er til gengæld flyttet over på højre side af toppladen, hvor den er blevet placeret under drejeknappen til valg af eksponeringsmetode og funktionsvalg.
Det er en både brugervenlig og elegant løsning. Samtlige andre betjeningsknapper er placeret samme sted på G9 og G10.
Hvad der for alvor adskiller G10 fra G9 skal imidlertid findes inde under "kølerhjelmen", hvor kameraets motherboard lægger printplade til Canons nyeste billedprocessor Digic 4.
For øvrigt samme billedprocessor, der har fundet vej til Canons meget længe ventede efterfølger til det professionelle EOS 5D - EOS 5D Mark II.
Seriøse fotoamatør
Digic 4 adskiller sig fra forgængeren på flere områder. For det første er den i stand til at håndtere langt flere data på meget kortere tid.
Og for det andet sætter den kameraet i stand til at fotografere med forholdsvis høje ISO-indstillinger uden mesterskuddene drukner i billedstøj.
Der er ingen tvivl om, at Canon især har haft den seriøse fotoamatør, og måske også en og anden professionel fotografs behov i fritiden, i tankerne ved udviklingen af G10.
Makrooptagelse
Selv om der blandt de 26 programfunktioner naturligvis også befinder sig en fuldautomatisk indstillingsmulighed samt en lang række nyttige motivprogrammer, kan kameraet betjenes fuldstændigt manuelt, ligesom det er muligt at vælge de traditionelle eksponeringsmuligheder, programmeret automatik samt blænde- og lukkertidsprioriteret.
Og så kan G10 arbejde sammen med Canons palette af flashenheder - inklusive de nyere Macro Ring Lite og Macro Twin Light, der er flashenheder til makrooptagelse.
For netop makrooptagelse er blandt G10'erens stærke sider. Der findes kun én makroindstilling, men den er i praksis så vidtfavnende, at man kan komme helt ned på frontlinseplan - eller i hvert fald så tæt på motivet at objektivet berører det. Og så kan man fysisk ikke komme tættere på.
Gode billeder
Vi havde blandt meget andet mulighed for at teste G10 en meget mørk aften med udsigt til både skøjtebanen på Kongens Nytorv samt Operaen i København og indstillede kameraet til Auto ISO.
Det kom der rigtigt gode billeder ud af, selv om vi var et godt stykke væk fra ISO100 - naturligvis med hjælp fra den optiske billedstabilisering.
Test af makro
I fotostudiet anvendte vi vores sædvanlige fototarget i form af et kvadreret stykke millimeterpapir for at teste makrofunktionen.
Her kunne vi ikke komme tættere på end én millimeter, for kom vi tættere på, kunne vi ikke få lys ind på motivet!
Det gav anledning til at fotografere et areal på 30,0 x 21,5 millimeter, hvilket giver en maksimal opløsning på respektindgydende 147,2 pixels per millimeter - eller 3.739 pixels per tomme!
I det hele taget ligger de fotomæssige kvaliteter meget tæt på, hvad man kan få ud af en D-SLR-model, men med en gadepris set til lige omkring 3.500 kroner ligger G10 også på en pris, som man kan finde et entry level D-SLR-kit til.
Se flere eksempler på hvad kameraet kan i galleriet på næste side.