TOPNYHED:Nu er leverandøren af Danmarks nye NemKonto til 384 millioner kroner fundet - KMD ryger ud

Arbejdet først strategierne sidst

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 6. februar 2003.


PATENT & SIKKERHED: Små virksomheder starter ikke nødvendigvis med at lave IP-strategier, men med at få arbejdet gjort. Det gælder for eksempel Sophion Bioscience, som knokler på - og gør det med britisk ekspertise på patentområdet.

Mens patentrådgivere maner til strategisk IP-tænkning, har man ude i biotekindustriens små, nye start up-virksomheder mere travlt med det daglige arbejde.

"Man begynder ikke med at lave strategier. Faktisk skal man passe på ikke at strategisere sig ihjel. Det handler om at få gjort tingene," siger Torsten Freltoft, administrerende direktør i Sophion Bioscience.
Virksomhedens 32 medarbejdere arbejder med ion-kanal-teknologi, hvor mikroteknologi møder biologien, og har et fundament af godt en halv snes patenter eller patentansøgninger. Chefen selv har en fortid med bl.a. 12 år i NKT's forskningsafdeling og dermed mange patenter i sin hverdag. Helt grundlæggende patenterer Sophion for at kvantificere sin knowhow og de værdier, der bygges op ad den vej. Der fokuseres ikke på handler gennem licenser og royalty-aftaler.
"Det kan man selvfølgelig godt - på forventet efterbevilling - men det kræver også ressourcer. Nogle af vores opfindelser kunne måske nok bruges i anden sammenhæng, det har vi bare ikke kapacitet til at arbejde på. Vi skal have det produkt, vi er i gang med, på markedet," fastslår Torsten Freltoft og tilføjer, at det ventes at ske omkring september.

I de seneste par år har talrige - også mindre - biotekselskaber valgt at ansætte deres egne patentfolk. Sophion er gået mod den trend.

"Vi kunne godt have ansat en dedikeret patentmedarbejder, men har valgt at lade være," siger Torsten Freltoft.
En del af baggrunden er, at Sophion, som er født ud af NeuroSearch, stadig har mulighed for at trække på ekspertisen hos det gamle moderselskabs administrative patentfunktion. De kan dog ikke hjælpe med at skrive patenterne, eftersom NeuroSearch udvikler lægemidler og dermed har en anden kernekompetence.

Patentagent i vuggegave
Sophion fik ved udskilningen fra NeuroSearch en dansk patentagent med i vuggegave. Umiddelbart videreførte man samarbejdet, men fandt hurtigt ud af, at den pågældende ikke kunne blive ved med at løfte opgaven.

I samråd med bestyrelsesformand Mette Kirstine Agger, adm. dir. for 7TM Pharma og tidligere Director of Business Development, Licensing and Patents hos netop NeuroSearch, valgte man at gå udenlands for at søge efter et nyt patentfirma med den rette ekspertise. De fandt det i Storbritannien - et selskab, der både er stærkt på biotek og rutineret i elektronik og software, områder patentarbejdet hos Sophion også involverer.

Rent organisatorisk er det den tekniske direktør, Morten Bech, som har det overordnede IP-ansvar hos Sophion. Han sørger f.eks. for deadline-disciplin - at patenteringen er i orden inden møder med potentielle samarbejdspartnere, konkurrenter etc.

"Ens egen viden skal helst dokumenteres, før man officielt får andres viden præsenteret," indsparker Torsten Freltoft.
Næste led er faglederne, der beskrives som de skrappe med det bedste overblik. Og eftersom organisationen er projektbaseret, er projektlederne også vigtige aktører i forhold til patentarbejdet. Medarbejderne, som har ekspertisen og laver udviklingen, skal rent praktisk være i stand til at fodre den eksterne patentagent, der skriver patentet.
"Her kan det være en svaghed, hvis man har for mange ansatte direkte fra universitetet, hvor man typisk hverken kender til eller prioriterer patentarbejde."
Torsten Freltoft tilføjer, at samarbejdspartnerne MiC (Mikroelektronikcentret på DTU) og det britiske selskab Central Research Laboratories Ltd. har deltaget i patentformuleringsarbejdet.

Smalle patenter
Sophion med dens ion-kanal-teknologier er et eksempel på en virksomhed, hvis felt er præget af smalle patenter og en grundlæggende ide, der ikke er ny.
"Den type målinger, vi foretager, har været kendt i 20 år baseret på brug af glaspipetter. At bruge chips og silicium frem for glaspipetter er nyt, men ikke i sig selv patenterbart. For chipteknologiens vedkommende er det at manipulere væsker og celler heller ikke nyt. Så gælder det om at konkretisere, hvad ideerne egentlig er. Næsten alt kan patenteres. Det er meget symptomatisk for moderne teknologi. Man kan nå samme mål med forskellige midler," siger Torsten Freltoft.

Mens en konkurrent eksempelvis har patent på en konkret metode til at få en celle ned på den rette måleposition, har Sophion - i sin QPlate-biochip - søgt patent på en metode til at få væskerne rundt og manipulere dem i chipstrukturen. Et stærkt og centralt element i flow-strukturen er en integreret pumpe, der gør slanger udadtil overflødige.
"Konkurrenten har ikke pumpen. Så netop her skulle vores patent meget gerne være formuleret så professionelt, at det ikke kan omgås," understreger Sophion-chefen.

Billedtekst:
Patenter sikrer Sophion Biosciences eksistens. At fortælle om, hvad vi kan, før vi har indgivet patent, ville være selvmord, siger adm. dir. Torsten Freltoft. Hvad prisen for overlevelse angår, kalkulerer Sophion med cirka 50.000 kr. for at få skrevet patentansøgningen - ekskl. interne ressourcer og 300.000-500.000 kr. for det færdige patent.
Maxmiling Foto




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. februar 2025 | Læs mere






White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering