Konkurrence om forskernes euro-råd

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 9. januar 2003.


VIDENSKAB & ETIK: Magt. Indflydelse. Penge. Mens enigheden om et europæisk forskningsråd breder sig, optrappes konkurrencen om, hvem der skal danne platform for det. Eksisterende organisationer står på spring.

European Science Foundation (ESF), de nationale forskningsråds egen organisation, bliver ofte holdt op som det sted, hvor man bedst vil kunne lægge et nyetableret europæisk forskningsråd. Men molekylærbiologerne, der i forvejen har et velfungerende europæisk samarbejde og en høj forskningsmæssig profil, er også langt fremme på banen.

Akronymer som EMBO, EMBL og EMBC står for de europæiske biotek-sammenslutninger The European Molecular Biology Organization, Laboratory og Conference. Ægte europæisk samarbejde med en transnational tilgang til videnskaben, en veletableret struktur, mange år på bagen og mange Nobel-pristagere blandt medlemmerne.

De bliver ofte holdt frem som usædvanligt vellykkede eksempler på europæisk forskningssamarbejde. Så det er med en vis pondus, at molekylærbiologerne lægger sig i stilling i forhold til det europæiske forskningsråd, der tegner sig i horisonten. Hvis formål skal være at støtte den europæiske grundforskning.

EMBO har mange, omfattende aktiviteter, men deler ikke forskningsmidler ud. Den charge søger de imidlertid også at få nu. Forberedelser er sat i gang i EMBO, og EMBC, de 25 lande, der betaler EMBO's aktiviteter, skal til sommer stemme om det punkt.

"Vi er meget aktive nu og har faktisk diskuteret det europæiske forskningsråd de seneste to år. Det, vi kan gøre, er at komplementere de aktiviteter, vi har udført i snart 40 år, ved at begynde også at uddele forskningsmidler. Så vil vi være i stand til at fungere som pilotprojekt på biotekområdet for et europæisk forskningsråd. Vi har, hvad der skal til," siger Frank Gannon, direktør for EMBO.

Han peger på, at EMBC er en mangeårig mellemstatslig organisation, at man har en juridisk struktur og mekanismer for samarbejde, og at man både har rammer for en selektionsproces og nyder stor tillid i det videnskabelige miljø.
"Alt det skal et europæisk forskningsråd dække ind. Vi har en færdigpakket løsning, der kan fungere for model for andre forskningsområder," siger han.

Formanden for EMBC, professor og ph.d. Julio Celis, der er chef for Kræftens Bekæmpelses Institut for Biologisk Kræftforskning, siger, at EMBC i høj grad bakker op om planerne om at lave et europæisk forskningsråd.
"EMBO har i mange år i vidt omfang fungeret som et forskningsråd. Men det er for tidligt at sige noget om, i hvilket regi det kommende europæiske forskningsråd skal ligge. I øjeblikket prøver alle at sige, at alle har en rolle. Vi har alle vore styrker, men EMBO er det stærkeste videnskabelige miljø, og vi ser det gerne som en del af det europæiske forskningsråd. Måske kan vi bidrage med at sætte noget struktur på det - hvilket er nødvendigt, hvis det ikke skal snuble i starten," siger Julio Celis.

Rådenes råd
Den anden bejler, der tripper i kulissen, er European Science Foundation (ESF), de nationale forskningsråds egen organisation. ESF er ambitiøs og har allerede vokseværk, idet den næste år ventes at tredoble sine aktiviteter og fordoble antallet af medarbejdere. Det sker, i og med at den bl.a. overtager EU-Kommissionens COST-program (European Cooperation in the field of Scientific and Technical Research).

"Europa har brug for et europæisk forskningsråd, og vi vil gerne være med til at lave det. Vi ser ikke så meget på konkurrenter, bare på at behovet er der, og det skal imødekommes. Men ESF er centralt placeret til at løse opgaven, i og med at vi er de nationale forskningsråds eget råd," siger generalsekretæren for ESF, Enric Banda.

ESF er af sine medlemsorganisationer blevet bedt om at spille en hovedrolle i debatten om et europæisk forskningsråd og har nedsat en ekspertgruppe, der arbejder på at analysere sagen og komme med anbefalinger. Både EMBO og ESF fremhæver, at der er to modeller for et europæisk forskningsråd:
¥ Et 'Big Bang', hvor man bygger en helt ny institution op fra bunden. Det vil være dyrt og tage lang tid.
¥ En model, hvor man bygger på noget allerede eksisterende, hvilket vil være billigere og betyde, at man kan komme hurtigere i gang.

Forskere, som er engageret i spørgsmålet om det europæiske forskningsråd, peger på styrker og svagheder ved begge de konkurrerende parter.

Snævert fagligt fokus
EMBO's styrke er et velfungerende samarbejde, der går helt tilbage til 1964, og en organisation, der er fri for politisk indflydelse, men derimod baseret på forskningsmæssig styrke. EMBO består af 1.100 videnskabsfolk, hvoraf over 30 har modtaget Nobel-prisen, og ti pct. har stærke forbindelser til industrien. EMBO-medlemmer vælges ind på basis af kvaliteten i deres forskning, og organisationen ser sig således som et akademi med stor geografisk spredning og et snævert fagligt fokus. I sammenhæng med det europæiske forskningsråd er svagheden netop, at organisationen dækker et snævert område, ESF fra 1974 dækker forskningen bredt, i og med at organisationens medlemmer tæller 70 forskningsråd i 27 europæiske lande. Organisationen promoverer højkvalitetsforskning på europæisk niveau og ser sig som en katalysator for udviklingen gennem debat, konferencer og pan-europæiske initiativer.

Men kritikere anfægter de nationale forskningsråds indflydelse i ESF på baggrund af frygt for, at nationale interesser kommer til at spænde ben for den rent merit-baserede fordeling af midler. Eksempelvis siger formanden for Vetenskapsrådet i Sverige, Pär Omling, at hele ledelsstrukturen i ESF skal laves om, hvis det europæiske forskningsråd skal ligge her. For ESF styres af de nationale organisationer, og det bliver for trægt, eftersom de vil søge at bevare deres nationale interesser.

Det europæiske forskningsråd skal være uafhængigt med sin egen organisation og bestyrelse, men naturligvis gerne medlem af ESF, mener han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere