Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.
Det så skidt ud, da Anders Fogh Rasmussen placerede den tidligere Herning-borgmester og journalist Helge Sander i stolen som it- og forskningsminister i den nye VK-regering. Men et år efter går det overraskende godt.
overraskelse
Der var ikke mange i erhvervslivet, som klappede i hænderne, da statsminister Anders Fogh Rasmussen den 27. november 2001 satte navnet Helge Sander (V) på regeringens nye minister for videnskab, teknologi og udvikling. Erhvervslivets brancheorganisationer strakte sig til at være reserverede og afventende over for endnu en 'letvægter' til chefposten for et af de tungeste ministerier i Danmarks vitale omstilling fra industri- til vidensamfund.
En afløser for Birte Weiss (S), en ny forskningsminister fra Herning, som mest var kendt fra sit job som borgmester samt professionel fodbold og cykelløb. En Helge Sander som frisk Venstre-løve, der i manges bevidsthed ikke kendte en brik til hverken it, tele, forskning eller universiteter.
Han ligner en vinder
Men i dag, lige godt et år efter sin tiltræden som it- og forskningsminister, har Helge Sander samlet så mange point i sit arbejde, at direktør Tom Togsverd, ITEK, fra erhvervslivets højborg Dansk Industri ikke tøver med at give Sander karakteren 10 med pil op. En overraskende høj karakter for ikke blot stil, men især for præstationen som minister.
Det, som mange erhvervsfolk i it- og telebranchen bider mærke i, er, at Helge Sander har vist sig at være en god pragmatiker. Han har leveret nogle snusfornuftige resultater. Han lander ikke altid på benene i første forsøg. Men så prøver han igen og når i mål. Eksempelvis UMTS-, universitets- og forskningsrådsforligene. Ingen havde troet, at de forlig ville lykkes så hurtigt.
Nu håber erhvervslivet, at Helge Sander har forstået it- og telebranchens høringssvar på ændringen af Teleloven i januar 2003. Det lyder: "Om igen, Sander. Det kan du gøre bedre og opnå en større konkurrence". Men han må have haft store ører. For endnu inden de kritiske høringssvar om revisionen af Teleloven var indsendt, havde han bedt IT- og Telestyrelsen lyntjekke konkurrencesituationen i Danmark. Analysen har han klar til en drøftelse allerede på tirsdag den 17. december med de telepolitiske ordførere om ændringen af Teleloven.
Efter 14 år i Folketinget, 12 år i Herning Byråd - heraf tre år som borgmester - og et år som it- og forskningsminister har Helge Sander vist i praksis, at han stadig mestrer det politiske håndværk. Han har længe været med i Anders Fogh Rasmussens ideologiske inderkreds.
Han udsender de rigtige signaler, og nu er han tilsyneladende ved at øge vægtfylden i it- og forskningsministeriet, der sammen med Bendt Bendtsens (Kons.) erhvervsministerium er en afgørende forudsætning, hvis VK-regeringen skal lande Danmark i fremtidens videnøkonomi.
Boks:
fakta
Helge Sander
Født i 1950 i Ørre nord for Herning.
Gift med plejehjemsleder Ingelis Sander, tre børn Lasse, Frederik og Mia.
Uddannet journalist på Herning Folkeblad og derefter job på Jyllands-Posten.
Politik og job
1967-72: VU's bestyrelse i Herning
1969-71: Formand for VU i Herning.
1970-71: Næstformand i VU for Ringkjøbing Amt.
1974-79: Medlem af Herning Byråd (V).
1982-87: Konsulent Carlsberg A/S.
1992-93. Kandidat til Europa-
Parlamentet.
1994-01: Medlem af Herning Byråd (V).
1998-01: Borgmester i Herning.
1984-98: Medlem af Folketinget.
1987-98: Med i Venstres Folketingsgruppes bestyrelse og Venstres hovedbestyrelse.
2001: Minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Andre tillidserhverv
1970-72: Sekretær for Herning Cycle Club.
1973-74: Formand for Herning Cycle Club.
1974-75: Danmarks Cycle Unions
udtagelseskomitÈ.
1978: Direktør for A/S Herning Fremad.
1979: Sekretariatschef i Divisionsforeningen i Fodbold mv.
Billedtekst:
Begejstringen var ikke stor, da Helge Sander i november 2001 overtog posten som forskningsminister fra Birte Weiss, men siden har han leveret overraskende resultater. Foto: Torben Klint